Den lille hyggelige festival oplevede allerede fra starten store problemer med at få lyden til at virke på den ene scene. Løsningen blev at Café Scenen blev nedlagt – og at alle bands så spillede på Teltscenen. Problemet med den løsning var at sceneskift og lydprøver, derved ikke kunne matche tidsplanen. Den stakkels lydmand virkede lige lovligt udfordret – og tidsplanen endte med at skride med næsten et par timer undervejs. I forvejen kunne man ved ankomst konstatere at programmet var lavet om i forhold til det oplyste, og The Mojo Makers var helt ude af programmet – uden at der blev givet nogle umiddelbare forklaringer? En lidt underlig start på dagen kan man vel nok tillade sig at kalde det.
Heldigvis er Fox Tail Festival en frivillig drevet og familiær festival med masser af gengangere blandt gæsterne, så der er masser af good-will og karma på kontoen at give af. Så folk i alle aldersgrupper hyggede og festede på trods af de tekniske problemer dagen igennem – og nød de forbedrede omgivelser, der bød på masser af udenoms underholdning – blandt andet et redneck-pool, der startede som en populær børneaktivitet, men som aftenen skred frem blev overtaget af de voksne vandhunde, der ville sikre ligebalance mellem det våde både ind- og udvendigt!
Musikalsk hyggede Tom Dockray & Richard Farrell også om folk, som det første navn på scenen, og leverede velvalgte sange fra ”The Last Waltz”. Hele deres optræden virkede dog lidt for tilfældig og uprøvet – og efterlod derfor mest af alt et ret neutralt indtryk – og et ganske uforløst potentiale.
Dagens første store musikalske højdepunkt indtraf da Rovdrift – med den skønne mand Carsten Bjørnlund i front. Musikken er rodfyldt, dyster og mørk, og har tråde både til folk, blues, rock og sågar sømandspunk – og i Carsten Bjørnlund har bandet en frontfigur, der med sin skuespillererfaring og sin karismatiske udstråling er af en helt særlig karat på den danske musikscene.
Han lever sig 100% ind i sangene, og med en imponerende mimik og bevægelighed på scenen – mærker man som beskuer, at sangene har betydning og man kan undervejs ligefrem se smerten malet i hans ansigt. En udtryksfuldhed man vel ellers skal hedde Povl Dissing for at mestre.
Det er med til at gøre melodierne til stemningsfulde fortællinger – og det indfanger publikum i bandets særegne og dybt dragende univers. Og dem der tror at man ikke kan danse til Rovdrift – skulle så have været til stede her, hvor en stor del af publikum folk i sidste nummer lod rovdriften få frit løb på dansegulvet.
En helt igennem fantastisk koncert – der utroligt nok skulle blive matchet af den amerikanske duo Hymn For Her – der består af parret Wayne Waxing og Lucy Tight. Under lydprøven hørte man Waxing diktere at lyden skulle være ”low down dirty” – og det blev den – dog i up-tempo, i en koncert hvor dansegulvet blev fyldt fra første sang. Koncerten lå så også lige i prime-time – og de fleste blandt publikum var nok tæt på at ramme peak-punktet på stemningsbarometret.
Men festen blev skabt fra scenen – hvor denne særlige duo – med Lucy Tight på 2-strenget cigarkasse, og Wayne Waxing på guitar/banjo, mundharmonika og fodtromme fra start til slut holdt tempo og timing i en omgang swamp-folk-punk for berejste. Og da de sluttede af med ”Road Song” havde både de og publikum leveret en energiudladning, der kunne have genstartet Barsebäck på den anden side af sundet.
Det gjorde, at Rebekka Thornbech med band efterfølgende gik på mod svære odds. Igen fordi sceneskift og lydprøve mv. trak ud, så der blev en pause på næsten 45 minutter. Det gik en del gæster mere end halvkolde på, og trods en – som altid top professionel og fnugfri optræden – og sange på internationalt niveau, så kom Thornbech’s pæne country-pop aldrig til mere end at lune på en omskiftelig sommerdag. Det havde uden tvivl været at foretrække at hun havde
spillet før Hymn for Her, som der i det oprindelige program for dagen da også var
lagt op til.
Da Rebekka Thornbech sluttede, var klokken passeret midnat – og programmet var så forsinket, at der stadig manglede koncerter med Tobacco – og The SaloonMen. For de fleste var festen åbenlyst toppet med Hymn For Her – og ovenpå at have gearet ned med Rebekka Thornbech var mætheden indtruffet for mange, og stille og roligt sivede folk hjemad – også Side 33’s udsendte Brian og Charlotte Selander. Trætte, og stadig grundglade over den gode stemning, og over at dagen havde budt på to mageløse musikalske stunder, der heldigvis kunne overstråle de tekniske og planlægningsmæssige udfordringer, som den sympatiske festival desværre var ramt og præget af i år.