FOX TAIL FESTIVAL – Refshaleøen – 21.08.21

Fox_Tail_Festival_2021- (158)

Fotograf: Brian Selander

”Gensynsglæde over det glade 'vanvid', som findes i fælleskabet omkring musik"

En af arrangørerne bag Fox Tail Festival – og dagens konferencier Martin – kom undervejs fra scenen i tanke om at de da havde 10 års jubilæum i år – altså i den nuværende form. Det havde de så ikke lige fået markeret. Meget symptomatisk – for ikke bare er en festivalen en non-profit festival, dens grundtanke er også baseret på at række ud, dele ud, se ud, se fremad – fremfor at se ind i egen navle i tilbageblikkenes trygge rammer.

Og netop 2021 er da om noget året, hvor det kræver at vi er til stede i nuet – og griber det – i håb om at det kan tanke op med en ny (og måske lidt anderledes) tro på en fremtid, der forhåbentligt kommer til at spille noget bedre end det sidste 1½ år på globalt plan.    

Festivalen udspringer sig af at en gruppe musikere og nære venner holdt en årlig fest, som stille og roligt udviklede sig. Kredsen af deltagere blev større og større, der kom mere og mere musik på programmet – og hvorfor så ikke lave en festival, hvor også andre kan tage del i begejstringen over at mødes i hyggeligt lag omkring god gedigen roots, folk og blues musik. Det har de altså nu gjort i 10 år ! Man mærker fra det øjeblik man træder ind på den lille havneplads – som er venligst udlånt af Københavns Yacht Service – at der emmer af en familiær stemning, hvor måske ikke alle kender alle, men mange kender mange.

Foto: Mads Kornum

Det ligger i et område på Refshaleøen, der på en sommerdag som denne, næsten summer af mere liv end Rådhuspladsen i Centrum. De mange spisesteder, caféer, badeområder osv. er i den grad blevet hipt. Det er dog tydeligvis ikke for at hente flere hipsterpoint til kontoen, at folk kommer på Fox Tail Festival. Festivalen har i år kunne melde udsolgt af 310 billetter i forsalg. Imponerende i en tid, hvor intet der har med musik, festivaler og event at gøre – ellers ligefrem ’opfører’ sig som det plejer.

Sidste år blev Fox Tail Festival ikke afviklet som festival, men som et mindre koncertarrangement på spillestedet Bartof Station på Frederiksberg. Det kan i den grad mærkes, at de mange tilbagevendte gæster har savnet festivalen for det den er – et næstekærligt fællesskab for folk med hang til håndspillet musik.  Et sted hvor positivitet er et nøgleord, som man ikke går på kompromis med. Så når der møder en muggen og mavesur lydmand op, så sender man ham retur – og forsøger at klare sig med mindre.

Netop omfanget af den lange COVID-19 pandemi gjorde sandsynligvis at gensynsglæden i år overskyggede glæden ved aktivt at høre musik for den største del af publikum. Der var ellers masser af god musik på programmet – ikke mindst midt på dagen, hvor dagens musikalske hovedretter og højdepunkter blev serveret som et hattrick, som desværre kun alt for få så.

Men sådan er det – når først sommeren spiller sig ud fra sin bedste side – så kan man nok så meget hedde Nick Dittmeier & the Sawduster, Laursen og Bror Gunnar Jansson – og alligevel tabe slaget til kolde øl, drinks, sømslagning, badebassin, og en nyfunden nydelse af fornemmelsen for et liv med nærvær og åbenhed.

At høre ’the real deal” – karakterfuld blåtonet country rock fra United States of America – fra Nick Dittmeier & The Sawdusters, var for mig dog lige så vigtigt, som de mange gode kram og håndtryk jeg da også fik udvekslet undervejs. Masser af godt originalmateriale fremført at den slags trio, der har lært sine lektioner på livets landevej og via hundrevis af spillejob. I Nick Dittmeier har trioen samtidig den slags vokalister, som der kun for alvor gror i omegnen af Southern Indiana. Musikalsk talte vi dog ikke Steve Earle, Tom Petty , John Hiatt niveau – men mindre kan nu gøre det – og herfra kan det kun anbefales at holde øje med dette band fremadrettet hvis man har hang og trang til den ægte vare indenfor country rock.

Lige efter spillede bandet Laursen – og her fik de underbemandede lydfolk for første gang aldrig rigtigt styr på tingene. Det havde Laursen til gengæld – og de leverede stærkt på trods – og fik bevist at sangene fra deres nye stærke andet album ”Brændenælden” i den grad også holder live. Ikke mindst på grund af nogle både lunefulde og bidende tekster, der placerer bandet smukt og spirende i mellemrummet mellem store sangskrivere og historefortællere som Allan Olsen og Benny Holst. Laursen spillede på den lille scene – ude i solen – og de fik som de første spillet op til dans, da de sluttede af med en herlig opdateret udgave af den gamle protestsang klassiker ”Kapitalismen” – oprindeligt skrevet af Per Dich i 1966.

Efterfølgende satte svenske Bror Gunnar Jansson sig ene mand i teltet – men spillede for tre – og gav en times svar på hvorfor hans særegne støvede mørkemandsblues er blevet så bredt anerkendt og afholdt. Hans rustikke vokal åd sig ind under huden på én, alt imens de mange grumme fortællinger – til tider fremført med en gal mands mine, mindede én om at livet også er andet og mere end de øjeblikke af solskin, der stadig varmede de mange, der havde valgt at blive udenfor teltet i behørig afstand til musik – men i kontakten med hinanden.

Bror Gunnar Jansson var uden tvivl året største navn på plakaten, og det levede han med sin optræden til fulde op til – selvom han på forunderlig vis endte med at spille for de færreste. Hans coolness forblev dog intakt, og han tog det med stoisk ro at strømmen allerede var taget da han ville give ekstranummer, og at der rent faktisk ikke en eneste, der kom op bagefter for at købe en af de medbragte LP’er. For han vidste han havde leveret en dybt original vare, som lige i dag åbenbart ikke var på det rigtige sted og på det rigtige tidspunkt.

Det kan forekomme besynderligt at musikken blev så sekundær på en festival, der er skabt i musikkens ånd. Men den er også skabt i venners lag, og det var det udgangspunkt, der med garanti gjorde, at lysten til den mere simple fest fik overhånden i år.

Derfor nytter det ikke at rynke på næsen over at et partyband som Frankie Sixfinger & The Offenders efter Bror Gunnar Jansson trak mange flere folk til, og fik dem til at danse til solide – men ganske ordinært – blues kendinge fremført af en sanger med stor fjollehat og et ‘sjovt’ sæt tøj.

Foto: Mads Kornum

I år var lysten til snak, samvær og dans altså bare større end lysten til nye musikalske oplevelser – og derfor druknede også ellers gode solide præstationer fra svenske Cactai Road og Seven Foot Frank and Cousin Luke da også her på den levende havneplads. Var deres koncerter blevet præsenteret på Bartof Station eller lignende sted, så havde det for mange med garanti været blevet ”talk of the day”. Det blev de med sikkerhed ikke her.

Undertegnede forlod festivalen efter H.P. Lange & Big Gumbo havde uddelt gode ’forklaringer ’på hvorfor de er et populært prisbelønnet bluesband – og i øvrigt også havde fået varmet lidt danseben op inden at aftenens to sidste rodfyldte ’og festlige bands forventeligt skulle omdanne teltet i havneområdet til en ‘dancehall’ på bølgelængde med behovspyramiden.

Således var alt godt – alle var glade – også selvom ræven i år måske havde tabt sin hale … altså den der for alvor viser vej i musikkens retning.

Alle fotos af Brian Selander – med mindre andet er angivet.

LOST FM RADIO BAND

CACTAI ROAD

SEVEN FOOT FRANK & Cousin Luke
NICK DITTMEIER & THE SAWDUSTERS
LAURSEN
BROR GUNNAR JANSSON
HP Lange & Big Gumbo
SIDE 33 v. Mads Kornum til Bror Gunnar Jansson
Side 33 v. Brian Selander til Bror Gunnar Jansson – Foto taget af Mads Kornum
Konferencier Martin
Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.