På det femte album fra Freddy & The Phantoms har de konverteret deres ellers noget så velsmurte blues/rock lyd til den slags hard-rock, som blev født af bands som Black Sabbath, Led Zeppelin og Deep Purple og værdigt viderebragt af f.eks. DIO, Graveyard, Mastodon, Black Mountain og Rival Sons.
Og lad det være sagt med det samme. De står ikke og hyggespiller i skyggerne fra de gamle læremestre, men de skjuler heller ikke at de kan deres rock historie. Man kan vel siger at sønnerne har støvet ”Far rocken” af og sikret at en hyldest af rockens DNA kan fortsætte uden kun at være et langhåret nostalgiflip.
Og ”Universe From Nothing” er hverken for langhåret eller for hård i filten – selvom åbningsnummeret ”First Blood Universe” i den grad pisker albummet i gang, med tempo- og kraftfulde trommer fra Rune René Hansen, der ligger langt fremme i lydbilledet – og pisker Frederik Schnoor til at hive sine fedeste guitarriffs frem og Anders Haahr til virkelig at tænde op for klaviaturet og den organiske sovs, der lyder til at være lavet på en eksklusiv Jon Lord bouillonterning.
Så er der ligesom allerede tændt op – og rockhjertet banker lystigt – og det gør det rent faktisk albummet igennem, selvom en håndfuld numre lige løfter sig det ekstra, og giver et fingerpeg om hvorfor albummet allerede har høstet en håndfuld topkarakterer fra diverse udenlandske rockmagasiner.
”River of Hate” er nok i sin lyd klædt ud som en smart midt-80’er sag, men som det er gældende for resten af albummet, er tekstuniverset ikke bare fart, fisse, fantasi, fabeldyr og den rene ingenting, som teksterne i den genre ellers havde det for vane dengang i 80’erne og 90’erne. Groft sagt. Jeg ved – det ER en del undtagelser!
Teksterne kredser om en dystopisk og farlig verden – og er inspireret af så forskellige ting som Dante’s The Divine Comedy og Stephen Hawking’s ”A Brief History of Time” – og ikke mindst den aktuelle klimakrise. Det sikrer albummet både dybde og substans, ikke mindst også fordi Freddy & The Phantoms albummet igennem holder tungt fast i både tempo og timing.
”River of Hate” forkæles af Søren Andersen, der gæsteoptræder på en særdeles Dirty Stratocaster, og derved forlænger hans den gode vane bandet har med at invitere en mesterguitarist med på deres album. På tidligere udgivelser har det været Knud Møller og Billy Cross.
Sikke en start på albummet og så bliver det på ”Lilith’s Nightmare” bare endnu bedre. Guitar og orgel varmer nummeret op, der finder sig selv med et ubeskriveligt fedt drive – og et dragende mellemspil, der viser at Frederik Schnoor i den grad også kan lande en gnistrende solo selv, alt imens rytmesektionen med Rune René Hansen og Mads Wilken på bas spiller med knastør driftsikkerhed og overskud.
Tre numre i træk med klassiker potentiale. Det gør måske også at de efterfølgende ”Bermuda Blues” og ”Andromeda” og ”Andromeda pt. 2” føles som om de aldrig helt foldes ud – og især ”Bermuda Blues” føles simpelthen en tand for ordinært og kortfattet.
”Andromeda” har potentiale til mere – med både et Deep Purple-ish stykke og indlagt ”talk-over” a la Iron Maiden, men forbliver i disse øregange for skarpt skåret til. ”Andromeda pt. 2” – giver et lille pusterum midtvejs – som et afdæmpet instrumentalt classical-rock nummer, men virker desværre ikke til at have andre ambitioner end bare at være pausemusik.
Til gengæld er Freddy & The Phantoms i den grad i form på albummets sidste fem skæringerne – hvor der hele vejen hjem er saft og kraft, og lyden af holdarbejde i højtalerne. Frederik Schnoor’s vokal er i topform, og er aldrig for overproduceret, og hver enkelt bandmedlem får love at shine undervejs – primært naturligvis orgel og guitar.
Det lyder som et fly, der letter på indledningen til ”Loners On The Run” der er åbningsnummeret på B-siden i album formatet. Meget symptomatisk – for når først der er meldt afgang, og bandet er lettet, så har de kurs mod rockstjernerne, og ser sig ikke tilbage. De tre afsluttende numre på albummet ”Hunger”, ”Freedom Is A Prison” og ”Inferno” puster sig op – og ender rent faktisk med at fremstå lige stå stærkt som de tre numre, der åbnede albummet med et brag.
Og ja – det slutter som sagt i et ”Inferno” af et klassisk rock nummer – der føles så godt, at jeg bare må tilgive Freddy & The Phantoms deres flirt med hard rocken.
For helt ærligt – så er jeg nu nok stadig mest til blues/rock udgaven af bandet. Men når de som her evner at genåbne The School of Rock for fuld skrue – og helt uden forbehold viser at Hard Rock genren kan være meget andet end skabeloner i uniformer, med mere form end indhold – ja, så siger man TAK – og kvitterer med en ”high five” – selvom den indre blues/rock tilhænger måske ville have ”nøjes” med 4½.
Men respekt for at Freddy & The Phantoms lader tekst og musik tale med de store bogstaver – mens de stadig mest af alt ligner sig selv.
