Frederikke Bohr med band – Studenterhuset – CJF – 08.07.19

Bohr CJF af MK

Fotograf: Mads Kornum

"Når kærligheden går ud, kommer en god sang med sjæl ind"

Frederikke Bohr er en yngre stærk stemme på den danske soul scene. Hun har i mange undervist som vokal-coach og har tydeligvis styr på virkemidlerne – og evner til noget der minder om perfektion, at bruge sin stemme, som et ekstra instrument. Men en god stemme gør det sjældent alene. Der skal gerne være nogle gode sange – og en god musikalsk opbakning.

Begge dele var til stede – alt var originalnumre – og bandet bestod af Johannes Buhl (keys), Jonas Starcke (bas), Kasper “Klemme” Ebdrup (dr), Mikkel “Bongo” Lodskou (perc), og Maria Jensen (kor) – og de spillede, som en velfungerende helhed – der både evnede det smooth, det stemningsfulde og det groovy. Ikke mindst Johannes Buhl og Jonas Starcke – der også begge medvirker på sidste års fine debut EP fra Bohr ”Unbreakable” imponerede undervejs.

Denne skribent nåede at høre 11 ud de to sæts 13 sange, inden næste koncert kaldte. Ikke alle sange er lige minderige – men de leveres alle med overbevisning. De fleste er i sit indhold ganske traditionelle med sin kredsen om den ofte så svære kærlighed.  Men historien viser jo også, at når kærligheden gør mest ondt, så skabes de bedste sange. Og sådan er det åbenlyst også for Frederikke Bohr.

Studenterhusets lange smukke gårdhave – med en næsten sydlandsk stemning – var fra starten næsten helt fyldt – men det viste sig hurtigt, at en del mest var kommet for at snik-snakke med lidt behagelig musik, som det lune baggrundtæppe.

Måske det var derfor at Frederikke Bohr allerede i andet nummer ”Your Every Dream” kom med opfordringen ”luk øjnene – åben ørerne – mærk groovet”. Os der gjorde det, forstod hvad hun mente – og man mærkede og hørte en sangerinde, der med modenhed og musikalsk pondus stille og roligt er vokset ud af talenternes rækker. Hun er faktisk groet så meget , at man i næste sang ”For You” lige når at skænke Whitney Houston en venlig tanke – inden man igen lander i den virkelighed, hvor Frederikke Bohr på sin egen måde ”bare” står og synger og ligner en dulmende drøm i hendes skønne farverige røde outfit.

Det gav angiveligt så meget selvtillid, at hendes ældste nummer ”Ain’t No Other” virkelig skulle foldes ud bagefter – og det blev en både cool og groovy lang version, hvor snakken i gården pludselig forstummede, og i stedet blev der sunget med klare læskesmurte stemmebånd. Smukt og ganske sjælfuldt.

Herefter så Bohr og bandet sig ikke tilbage. Første sæt sluttede rytmisk og i up tempo med den iørefaldende ”Run Free” – og den blev fulgt værdigt op med åbningsnummeret ”Beat To the Song” – der i mine ører indeholder alt hvad et solidt soul hit skal indeholde, men det er der åbenbart stadig ikke en dansk radiostation, der helt har opfattet. Ufatteligt – og dog – for dybest set er Frederikke Bohr  jo også ”bare” en helt almindelig selvstændig, pæn og nydelig dansk pige, uden lig og laster, og ingen twerking, tydelige tattoos eller tilrettelagt turbulens omkring hende.  Sådan en type passer nok ikke lige ind i tidens kassetænkning hos musikbranchens analytiske beslutningstagere!

Heldigvis har Frederikke Bohr både mod og fightervilje – og det blev denne fine sommeraften behørigt belønnet med en varm og velkommen modtagelse fra et stort og begejstret publikum i alle aldre. At den svære kærlighed og de gode efterfølgende sange stadig er et stærkt match, viste det sig også i nummeret ”For Love” – der med fede funky fornemmelser spillede sig i stilling, som et af koncertens klare højdepunkter.

Det er ikke hver gang, at Frederikke Bohr får samlet hele bandet – og hun spiller derfor i den forskellige konstellationer og formationer – også i de kommende dage på Copenhagen Jazzfestival. Men uanset opstilling – kan vi nu kun anbefale en ting – tjek hende ud.  

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.