Det dansk-færøske indierockband Fremmand (der betyder fremmed på færøsk) har længe barslet med dette album, der er deres andet.
En vellykket debutplade udkom i 2018 – og siden er lyden blevet taget i en lidt mere guitarorienteret retning, og samlet hørt lidt mindre elektronisk og new wave præget. Albummets ni – primært midt-tempo – numre er optaget over et par år i både Aarhus, Torshavn og Los Angeles – og undervejs har ganske prominente gæster givet væsentlige bidrag til det samlede resultat, som der rent faktisk absolut intet er galt med.
Således suppleres bandet – der består af den karismatiske sangerinde Jana Hjalgrimsdóttir, bassisten Tinna Tótudóttir, guitarist Sigmund og producer Tobias Weltzer (trommer,synth, vokal) – f.eks. af selveste David Bowies ’first choice’ guitarist Carlos Alomar, der på “Run To Fire” sammen med den 80-årige saxofonist Henrik Jespersen skaber en pulserende og dragende storbypuls, der i løbet af små seks minutter i den grad får lov at folde sig fuldt ud som albummets mesterlige, melankolske, mørke, malende og hele tiden ulmende højdepunkt – og endda med både færøske og engelske gloser på tekstsiden. Se det er hvad jeg kalder en musikalsk bredside til os alle.
Det nummer har sammen med ”Legendary Lover” – med tekst af og indspillet som duet med Peter Hayes fra Black Rebel Motorcycle Club – lige det ekstra, der samlet løfter albummet derop, hvor der bør være ambitioner og realistiske forventninger om et internationalt gennembrud.
Tre af de ni numre har færøske titler, og skiftet mellem de sproglige udtryk sprogene fungerer forbilledligt, og stimulerer. Også selvom jeg personligt ikke forstår de færøske gloser, mærkes der hele tiden et sitrende spændingsfelt fyldt af lige del drømme og desperation i det samlede simrende lydbillede.
Når man nu ikke kan rejse ud pt., så må man rejse ind i musikken – og når Fremmand lukker og slukker som de gør med det næsten syv minutter lange ”Kasta Hamin”, så mærkes det rent faktisk som en grænseløs sfærisk rejse uden låste bindinger for tid og sted. Et svævende flot punktum, der viser bandets brede råderum og formåen.
Men godt 41 minutter er det hele startet med det seneste single udspil ”Wrong” – der med en dyb dommedagsstemning udforsker de – meget aktuelle – ambivalente følelser af magt og afmagt et menneske kan føle, når der opstår den slags situationer i livet, som vi tror er et valg, men i virkeligheden ligger uden for vores kontrol.
Stemningen fastholdes i den efterfølgende ”Death Has Made A Fool of Us” – mens ”It’s to late” har et mere forførende melodisk elektrorock udtryk – og meget vel kunne være en kommende ny single. Den fremstår i hvert fald mindst lige så stærk, som den tidligere single ”Calling It Out”, der har Mika Vandborg (Electric Guitars) som gæsteguitarist. Et nummer, der hos denne lytter underligt får mig til at skænke det en tanke, at det måske lige præcis kunne være sådan at gode gamle Texas ville have lydt hvis nu Sharleen Spiteri havde valgt rockvejen fremfor soul-pop ruten.
Således rummer albummet – ligesom Færøerne – både det storslåede, det vindblæste og det kølige i sit lydbillede. Man fornemmer også lidt undervejs, at der nok er et ekstra gear og et indeklemt energiniveau i bandet. Noget som man med garanti vil kunne opleve når Fremmand og deres sangkatolog forhåbentligt engang kan nydes i levende live.
