Fribytterdrømme er tilbage med deres fjerde album, og det unikke band leverer som altid et tekstunivers udover det sædvanlige. Et tekstunivers, der denne gang bygger på forsanger og sangskriver Lau Ingemanns personlige oplevelser af blandt andet sorg og livsglæde. Ingemann selv beskriver lyrikken som værende eksistentialistisk og relaterbar. En retning der må siges at være ny for et band, der ellers havde markeret sig som kongerne af dansk syrerock.
”Hold fastere omkring min hals
Med dine villige hænder
Hold fast indtil min puls
Den langsomt forsvinder
Om lidt er vi adskilt, forsvundet fra verden
Så det er nu vi kan mærke
Jeg vil mærke smerten”
Som det måske indikeres i ovenstående uddrag fra ”Morgenstjernen” er lyrikken mere tilgængelig end det, vi ofte har hørt fra bandet, der aldrig har ikke holdt sig tilbage, hvad lyriske og flyvske syretrips angår. Dermed ikke sagt, at der ikke er masser at dykke ned i og lade sig overraske over. For det er der i høj grad. Med det samme fornemmes det, at der er noget på spil og noget på hjerte fra den karismatiske forsanger. Både på åbningsnummeret, men i høj grad også på numre som ”Hun har solen som kronen på sit hoved” og ”Krystalpaladset”, der sammen med resten af albummet, har det tilfælles, at lyrikken giver mening i det øjeblik, det lyttes til. Graver man et spadestik dybere ned i poesien, er der ikke garanti for mere mening i det, der dukker op på overfladen. Og det er præcis det, der kendetegner Fribytterdrømmes nye album.
Det er klart, at et band som Fribytterdrømme ikke alene består af interessant lyrik. Det er nemlig langt fra tilstrækkeligt til at opnå det, de har opnået indtil nu. Lau Ingemann er og bliver en storslået sanger, der imponerende og artikulerende skærer igennem med sin eminente formidling og dermed uundgåeligt vækker lytterens interesse. Samme høje niveau er til stede hos de resterende bandmedlemmer, Tobias Agger (orgel og keyboard) og Felix Corrigan (trommer, percussion og keyboard). Sammen med Ingemanns guitarspil formår de to at lægge det musikalske fundament, der på forunderlig vis understreger, at det stadig er Fribytterdrømme, der lyttes til selvom de i antal af bandmedlemmer er halveret.
I modsætning til flere af bandets mere kendte numre som f.eks. ”De Elysianske Mysterier”, ”Pteranodon” og ”Himmellegemer”, hvor syrelydbilledet ligger som en fast del af det samlede udtryk, er tilgangen markant anderledes på deres seneste udgivelse. Ifølge bandet selv kombineres den i forvejen karismatiske musik med 90’er-dance og 80’er-synth, hvilket de formår til perfektion. Dette giver et unikt lydbillede, der både hylder livets dystre og optimistiske sider.
Med sidste års turné viste Fribytterdrømme sig som et liveband i topform. Med dette nye album i bagagen er der intet der tyder på, at festen i år bliver mindre. ”Ikke bange for at dø, men rædselsslagen for at miste livet” bidrager smukt til bandets i forvejen imponerende repertoire af formidabel og i ørefaldende musik, der vil gøre sig godt på et dansegulv. Hvis altså restrektionerne tillader det.
Få bands formår at skabe et så melodisk billedsprog som Fribytterdrømme. Nu har de gjort det igen med et album, der næppe kan kaldes syrerock, men alligevel indeholder masser af bandets karismatiske lyd, samt musikalske og lyriske niveau. Eksisterende fans vil elske det for den nye retning, og nye fans vil måske komme til af netop samme grund.
