13 år efter debutalbummet – dengang under navnet The Fried Okra Band – og fem år efter seneste studiealbum er Fried Okra endelig tilbage med et af den slags album, der på godt dansk ’sparker røv” med en endeløs række slidstærke numre – over en samlet spilletid på godt 44 minutter.
De er rent faktisk tæt på at gøre det meste rigtigt på ”Doing It Right” – selvom albummet alligevel taber pusten lidt på den sidste del af turen igennem det støvede og mangfoldige musiklandskab.
Trioen består i dag af de to oprindelige medlemmer sanger og guitarist Morten Lunn og trommeslager Thomas Crawfurd samt bassist Anders Wallin. De spiller tæt – de spiller sammen – og med den næsten magiske indforståethed, der hele tiden sikrer at intet forceres eller forsinkes på vejen mod målet – som jeg gætter på – har været at lave årets mest blå album UDEN at det kunne sættes i bås som et blues album. Det nemlig mere end fornemmes at de ikke er til falds for reelt ligegyldige og kedelige snakke om genrebetegnelser. Hos Fried Okra er det langt mere interessant om toget kører eller ej – om der er gode sange med som passagerer – og om det hele spiller og smager som alt andet end en færdigret.
For nok er Fried Okra mest blues i sin grundform og i sin historik – men som ved enhver velgjort simreret – er der masser af plads til andre gode ingredienser, og de hedder her rock, roots, americana – importeret fra New Orleans og omegn.
Som denne skribent skrev i en omtale af en koncert med bandet tilbage i juni måned på MOJO BLUES BAR i KBH – så er det en trio, der har flere esser i ærmet. Først og fremmest en sanger og guitarist, der har personlighed og finesse på vokalsiden, og som spiller guitar langt mere blændende end blæret, og så en rytmesektion, der er meget mere end bundsolid, og som med sikker sans for tempo og timing, sætter farten med både saft, kraft, elegance, coolness og høj effektivitet.
Straks fra start kører godstoget med åbningsnummeret ”You’re Doing It Right”, der med ZZ Top riff i blodet og en tændt rytmesektion, i den grad viser vejen frem for et album, der fortsætter med en drilsk dansabel blues feeling i ”As long As I Remember” – der med en bundsolid grundrytme, og sprøde guitar mellemstykker resulterer i at begejstringsbarometeret for alvor begynder at bevæge sig.
Det er et af to velskrevne numre fra Thomas Crawfurd. Det andet er det cirka 6 minutter neddæmpede ”Deep Water” – der ikke bare på grund af titlen skaber billeder af en vis Daniel Lanois på besøg i New Orleans. Men hvorfor egentlig tænke på Lanois når man bare kan nyde den stemningsfulde nummer og bare bifalde at Rune Højmark gæster nummeret med sin lap steel guitar, der på smukkeste farver nummeret og græder sammen med sumpens fortabte sjæle. En nummer, som det er meget svært ikke at skrue alvorligt højt op for.
Resten af numrene står Morten Lunn bag – dog med et enkelt nummer ”I Don’t Wanna Go”, der er skrevet sammen med Laust ”Krudtmejer” Nielsen (Trainman Blues, Cornbread Project m.fl.). Et af to numre – det andet er ”I Tried In Vain”, der nu blegner lidt i helheden, og aldrig rigtigt synes at komme helt op i de helt rette omdrejninger. Men sådan er det nu engang med et album, der har sat barren så højt fra start af. Så er det næsten uundgåeligt at nogle numre må stå tilbage med skyggen lidt over sig.
Kongenummeret over dem alle er ubetinget ”Copenhagen Fast Track”. En sang, der over 6 minutter bare har det hele, også et charmerende og klassisk klingende ”Whu-hu” kor, som selv The Rolling Stones ville være tilfredse med. Der er en støvet gospel feeling over nummeret, der også lige får et skud underliggende lækker lyd fra fra Emil Balsgaard (Thorbjørn Risager & The Black Tornados) på orgel – og som generelt bare får lige præcis den mængde kul det skal have. Det samme kan siges om det efterfølgende “Tupelo Bound” – der drilsk inddrager en violin fra Anders Wallin til at holde den taktfaste bas ved godt selskab, og skabe tæt forbindelse til rødderne.
“Shove” er en henslængt men også ganske hyggelig ‘talking blues’, der kører den hjem på charmen, og med et sjovt take på teksten, der er selvom den er skrevet af Morten Lunn er skrevet ud fra kvindens syn på sagen. Albummet køres sikkert i land med de to sidste numre ”I Been Workin” og ”I Don’t Know”, hvoraf især førstnævnte rammer Bullseye med en stærkt iørefaldende og grov-swingende blues/rock lyd i Thorbjørn Risager klassen.
Samlet hørt – deres hidtil bedste album – og det siger rent faktisk ikke så lidt. Bestemt et “must hear” for folk med blåt blod i årene, støvede sjæle og andre rodfyldte godtfolk.
