Rutinen og det vokalmæssige overskud oser fra start af ud af de tre Frontm3n, der mødte hinanden som korsangere for Sir Cliff Richard for omkring 25 år siden – og siden har de hver især i en årrække passet lead-vokalen hos først Sailor og siden The Sweet (Pete Lincoln), 10 CC (Mick Wilson) og Peter Howarth (The Hollies).
En flot og enkel sceneopbygning med et bagtæppe med store portrætfotos af de modne nydelige herrer møder en da man træder ind i Amager Bio, der i dagens anledning er blevet udstyret med stolerækker.
Rækkerne blev dog langt fra fyldt op. Blot omkring 250-300 mennesker indfinder sig – og langt de fleste i den såkaldte modne alder – selvom bandet senere flere joker med at de jo mest spiller musik ”from before you were born”.
At ikke flere dukker op til sådan en premiere må undre når nu 10 CC (uden Mick Wilson) lige har været forbi selvsamme bio – og kunne melde udsolgt, og The Sweet sidste år fyldte Docken.
Men Frontm3n er selvfølgelig heller ikke 10CC, The Sweet eller The Hollies – men ”blot” tre sangere, der har spillet en fremtrædende rolle i en årrække, hvor disse bands har været i deres karrieres efterår.
Veloplagte betræder de scenen med hver deres akustiske guitar og byder” de bedste folk i København” velkommen og håber at de tager deres venner med næste gang. Der er humor og glimt i øjnene – og ikke mindst glød i stemmerne fra starten. Ikke mindst Peter Howarth imponerer – med den mest særegne stemme af de tre. En stemme som da også tidligere sikrede ham hovedrollen i den store musical succes ”Only the Lonely – the Roy Orbinson Story” på London’s Piccadilly.
Dette er en af årsagerne til at Frontm3n også har Roy Orbinson’s store hit ”You Got It” på sætlisten – en sang Peter Howarth negler, så man næsten tror det er løgn. Det var det ikke.
Det var det til gengæld efterfølgende, da Peter Howarth, som en drillende teaser efterfølgende slår tonerne an til mere Roy Orbinson og ”Only the lonely” – men blot for at stoppe igen. ”Den får I næste gang – hvis I altså tager jeres venner med” – er meldingen fra en grinende Howarth. Og sådan er stemningen hele vejen igennem jovial og hyggelig, og publikum nyder det – og hylder vekselvirkningen mellem The Hollies, The Sweet, 10 CC og nye Frontm3n numre – for ikke at tale om et par Sir Cliff Richard numre, der i den grad beviste hvad det rette arrangement kan gøre for en sang.
I første sæt – fik vi 11 numre på lige over en time – og ud over nævnte ”You Got It” var højdepunktet ubetinget en version af Sir Cliff Richard’s 90’er hit ”Some people” – i en version hvor alt overflødighed meget klædeligt var skåret væk, og i stedet nu skåret helt ind til den fantastik smukke og iørefaldende sang, den med garanti fra starten har været skabt som af sangskriver Alan Tarney.
Man fik helt lyst til – ligesom de tre Frontm3n gjorde – hver gang de nævnte navnet Sir Cliff Richard – at rejse sig og gøre honnør. De fortjente næsten en medalje for den udgave. Wauu.
Også The Sweet nummeret ”Love Is Like Oxygen” var omarrangeret, og det ellers helt akustiske udtryk blev for første – men heldigvis ikke sidste gang i aftenens løb – akkompagneret af velspillet og dreven el-bas – (for)ført af Mick Wilson – på en måde så det hele så det blev til sublim, sød og sexet vokalmusik for øregangene.
The Hollies nummeret ”Priceless” levede også til fulde op til sin titel – igen med Peter Howarth på en gudkommelig vokal og Mick Wilson på dulmende bas. Tempoet blev sat op i første sæts afslutningsnummer – 10 CC’s ”Rubber Bullets” – og her fik Pete Lincoln luftet sin indre rockhund med lige dele humor og fin flair for de fede riff på den elektriske guitar, der nu var fundet frem – og det var alt rigeligt til at få alle op fra stolene.
De var dog nede at sidde igen da et langt andet sæt satte i gang. Hele 79 minutter blev det til – samme koncept som første – tilsat et solonummer til dem hver – og tid til anekdoter og lidt publikums ping-pong.
I alt 25 numre blev det til – og langt fra alle coverversioner var lige mindeværdige – selvom man ingen steder kunne sætte en finger hos vokalarbejdet eller leveringen fra de tre herrer. Et veloplagt publikum var med på det hele uanset om de blev bedt om at synge, klappe, knipse eller helt holde kæft.
Denne skribent har i en pladesamling med cirka 16 meter vinyl og 32 meter compact disc ikke en eneste plade med The Sweet, 10 CC, Sailor,eller Cliff Richard – men dog en enkelt med The Hollies (feat. Graham Nash) – og begyndte efterhånden af savne nogle flere Frontm3n numre. For deres egne meget 70’er soft-rock lydende numre sad i den grad lige i skabet, men kun fire af de ellers seks nyskrevne numre fra debutalbummet ”All for one” havde de med på sætlisten.
Andet sæt var top underholdning – men af de helt store musikalske momenter – kom der nu kun tre notater på papiret. Først og fremmest en mere end fremragende version af Sir Cliff Richard nummeret ”Carrie” – hvor alle tre vokalister virkelig kom til deres ret – dernæst deres eget mesterstykke ”Fall For You” – der havde en west-coast feeling så klar, at man ellers skal hedde Richard Page eller Christopher Cross for at nå det niveau.
Sidst men ikke mindst fik Mick Wilson krammet, charmeret og heldigvis også sunget 10 CC-klassikeren ”I’m Not In Love” hjem – især hjulpet godt på vej af nogle helt unikke anden stemmer fra Lincoln og Howarth.
De klæder hinanden de tre. Dem skal vi se mere til – men helst som mere selvkørende Frontm3n – end som en ”formerly known as singer in ………” jukebox. Ja, det syntes jeg – måske resten af publikum er helt uenige? De var i hvert fald alle op at stå igen hen imod slutningen, da den sidste coverrunde kørte over Amager med hæderlige – men hurtigt glemte – versioner af ”The Ballroom Blitz” (The Sweet), ”Long Cool Woman in a Black Dress” (The Hollies) og ”Dreadlock Holiday” (10CC).
