Der er nu noget fascinerende og respektindgydende ved de der fremadstormende band, der sådan lidt ud af det blå – bare pludselig er en del af programmet på selveste ’Roskilde Rising” scenen på Roskilde Festival – griber øjeblikket, og bygger på derfra.
Sådan er det med Fugleflugten, der består af sanger og sangskriver Rasmus Yde, Frederik Henriksen, Mathias Rosenkilde og Anders Hamann. De startede ellers mest for sjov, da Yde og Henriksen blev lidt træt af at spille punk-rock i deres tidligere band. De fik dannet Fugleflugten – fik udgivet ep’en ”Aftenpragtstjerne” (2016) – og året efter udkom ”Bølgevækker” – samme år som de spillede på Roskilde Festival – mens debutalbummet ”Morgenlysskær” først udkom i 2019.
Nu er de aktuelle med ”Æon” – og indrømmet – min fugleflugt med det unge indie-rockband starter først her. Det er dog tydeligt at høre at det et band – der sammenlignet med deres forrige udgivelser er modnet – både som mennesker og musiker. Dog ikke modnet på den måde, at de bliver letlæselige og forudsigelige. Tværtimod.
Selvom man flere steder nærmere sig indie-pop – uden nævneværdigt brug af guitar, så er det ikke den slags iørefaldende pop, der straks lagrer sig, og man gør og nynner videre på. Det er en mere eksperimenterende form for pop – der næppe vil vinde vej til hverken P4 eller P5 eller mange lokalradiostationer, men den vil sagtens kunne begå sig på P6 beat eller P3, som den skæve nevø, der gerne placerer sig i en lige flugtlinje imellem lyden af Bisse og Barselona.
Bisse’s bid og borende blik for øjeblikket findes dog ikke i tekstuniverset hos Fugleflugten selvom teksterne ofte med malende metaforer som fine virkemidler er skrevet oppe fra og ned – og cirkulerer omkring albummets overordnede tema – livsfaser.
Albummet lægger ud med den flotte tilbageskuende ”Æon 1” – der letter op imod den fortættede sfære af fremdrift, som lyder til at være albummets samlede formål.
Rasmus Yde’s vokal er ikke ligefrem nuanceret – men han synger med en troværdig fortællers stemme, der gør at man bliver lytter. Til gengæld er musikken næsten fritaget for virekligt fængende momenter og melodi, og det kunne meget vel være et helt bevidst valg af bandet, der i den levende, storladne og stikkende ”Solar Plexus” netop synger –
”Katana lige i solar plexus – Jeg fatter pludselig slet ingenting – og det gør faktisk bare alting meget bedre”.
Egentligt en ganske bekendt følelse, og et glimrende nummer – isoleret set – men alligevel er det ikke nok til at jeg som lytter efter de små 40 minutters samlet spilletid sådan er ramt for alvor – og får lyst til at tage Fugleflugten i flere omdrejninger end det er nødvendigt for at skrive denne musikkritik.
Og så alligevel nærer tvivlen mig – her efterfølgende – hvor jeg lige hører *Æon” nok engang – og endnu mere intenst. For de har altså noget charmerende uortodokst og noget dragende udefinerbart over sig. Noget der simrer, og som jeg måske bare ikke har fanget endnu? Svaret må blæse i vinden – mens du selv lytter. Er du generelt til en ambitiøst og mere eksperimental form for indie pop-rock med plads til omveje, så snyd ikke dig selv for at se hvad de gør ved dig.
Der hvor de virkelig folder sig ud for mig – udover åbningsnummeret ”Æon 1” er på det 4 minutter og 34 sekunder lange ”Lysvågne” – der efter en nærmest Kliche smagende instrumental indledning – over to minutter – går over i en afdæmpet – og primært – akustisk tekstdel – for igen at folde sig storslået ud i det sidste halve minut med farvestrålende guitar guirlander, som The Minds of 99 med garanti ikke ville kunne gøre meget bedre.
Et svimlende lysglimt på et album, der lige til det sidste bliver ved med at overraske – helt frem til det atmosfæriske instrumenalnummer ”Æon 2” med et overraskende jazzyficeret arrangement.
