“Det er jo os, og ikke publikum, der er gæsterne” – sådan forklarer de herrer Christian Juncker og Jonas Breum valget af navnet på deres nye duo. Mødet med publikum har dog måtte vente – selvom de inden sidste års lockdown i marts rent faktisk lige nåede at komme lidt rundt i forsamlingshuse, på kroer og små spillesteder.
For selvom Juncker og Jonas Breum som solister har udgivet mange stærkt anbefalelsesværdige album, der kvalitativt kunne berettige dem til hver især at spille på samme størrelse scener, som ligesindede artister som Peter Sommer, Simon Kvamm, Søren Huss og Claus Hempler, så har der desværre kun været knopskydninger af regulære kommercielle gennembrud for de to som solister.
Juncker har nok været tættest på med den slidstærke – og vel efterhånden semi-evergreen klingende ”Mogens og Karen” fra debutalbummet (2004), samt hans tre fine og fængende titelmelodier til TV-2 serien om familien Beha’s maritime udflugter til både fjerne og nære horisonter.
Så det er stadig på de mindre scener, at de huserer som solister – og nu som Gæsterne. Det er nu engang vilkårene som musiker, hvor det ikke er resultatet, der tæller eller automatisk anerkendes. Dette i skarp kontrast til sportens verdens, hvor der er kontant afregning – og f.eks. 3 point på kontoen, når du laver set et sejrsmål for Brønshøj eller OB. To klubber som Juncker i øvrigt også har tilegnet et par pletskud af fodboldsange, der også var meget mere end det.
Både Breum og Juncker har været aktive – og albumudgivende musikere – som solister eller i bandsammenhæng – i over 20 år – og der kan tælles mange sejrsmål i løbet af karrieren og direkte mesterskabsspil på album som ”Globus NV (Juncker 2018), og ”Vin og våben” (Jonas Breum, 2015).
Den samlede kendskabsgrad til Gæsterne bør ”I mørket er der ingen der skal sidde alene” ændre markant på – for der er i den grad tale om 11 numre, som på 40 iørefaldende minutter – i den grad taler fra og til den danske folkesjæl.
Et album hvis titel – ifølge sangskriverne selv – gemmer på en samlet fortælling om at trodse ensomheden sammen. Såre aktuelt, og alligevel også et vigtigt og tidløst budskab på et album, der generelt handler om tro, håb og kærlighed med både humor og holdning, og opfordring til handling imellem linjerne.
Efter at have været i selskab med disse 11 numre længe og mange gange – føler jeg personligt at jeg har fået en ny indgangsnøgle til fællesskabet – og jeg får så meget lyst til at få flere gæster på besøg. Og ikke kun på grund af at det har måske været et af det sidste års største mangelvarer hos både mig, Hr. og Fru Danmark og resten af familien. Gæsterne har været savnet. Men vi ved inderst inde, at de er derude.
Nu åbnes der lige om lidt igen op for at vi kan mødes flere sammen – og i dag den 30. april deler Gæsterne så endelig offentligt ud af det debutalbum, der er blevet udskudt i flere omgange – blandt andet som følge af at Christian Juncker selv blev alvorligt ramt af COVID-19, og længe var indlagt på hospital og intensiv i den forbindelse.
Albummet er dog indspillet og skrevet før det skete – men flere numre er dog blevet færdigskabt mens COVID-19 var blevet en del af dagsordenen. COVID-19 er således blot en delmængde af det der ligger til grund for de meget modne og essentielle betragtninger man støder på undervejs på tekstsiden.
Det kan hurtigt spottes , at du to middelmodne mænd, der – tro det eller ej – begge efterhånden er i 40’erne, er vokset op med Shu-bi-dua og Gasolin/Kim Larsen, som en del af deres livs naturlige soundtrack, sammen med en britisk ny bølge af popkultur fra 80’erne og frem.
Engang var spørgsmålet – er du til Shu-bi-dua eller til Gasolin – nærmest af religionsklingende karakter. I en tid hvor vi har mistet både Michael Bundesen og Kim Larsen er det direkte smukt – nærmest rørende – at mærke, at Gæsterne samler de to store inspirationskilder og gør dem til et fælleseje, som f.eks. gør at et nummer som ”Så let som ingenting” lyder som Shu-bi-dua i topform med tanken fuld af Gasolin.
Det er to sangskrivere, der samtidig selv leverer deres umiskendelige signaturer, og to sangene, der fra hvert sit toneleje supplerer hinanden på himmelsk vis, når de synger op til hinanden og ikke mindst med hinanden – og finder harmonierne i horisonten, mens tvivlen vokser i baghaven.
De fire mest iørefaldende numre har alle været udsendt som singler – senest titelnummeret og før det ”Alaska”, ”Dronningen sover på Amalienborg” og ”De livskloge og dem på violin”.
Kald det villavejs-rock, boligblok-beat, parcelhus-pop – I Don’t Care! Det er fire numre, hvor tekst og musik er berigende og indbydende – melodisk og mangfoldig. Numre der opfylder alle krav om det udefinerbare begreb radiovenlighed. Der er derfor en PUBLIC SERVICE SKANDALE af dimensioner, når disse fire numre på hele Danmarks Radio er afspillet blot i alt 50 gange indenfor det sidste år, mens Fyr & Flammes tre singler i samme periode er spillet i alt 2830 gange. Smag lige på tallene. Smag lige på ordene skattebetalt- public- service- radio! Og skandalen ligger ikke hos Fyr og Flamme – ikke et ondt ord om dem. ”I LOVE IT” – som en anden fællesskabene dansk personage med udsyn og næstekærlighed ville sige det – men at DR vælger at spille dem næsten 60 gange mere end Gæsterne. Det virker bare så ugæstfrit overfor en artist, der tilfældigvis bare er signet på et mindre selskab (Target) fremfor det store (Universal).
Gæsternes album er heller ikke 60 gange bedre end alt andet på den danske musikscene i disse år, men ”I mørket er der ingen der skal sidde alene” er rent faktisk måske det bedste og mest bredtfavnende danske album, der foreløbig er udsendt i år. Ikke alle numre har samme direkte straks-påvirkelighed, som de fire nævnte meget iørefaldende singler, men alle numre rummer både musikalsk og tekstmæssigt næring og input til sjæl og sind. Der er hele tiden lag og finurligheder at finde hele vejen rundt – en mundharpe hist, en el-guitar pist, et klaver ind i mellem og en samlende rytmisk bund i et hele tiden behageligt primært akustisk univers, uden elektronisk berøringsangst. .
Det her er gæster, som man har lyst til at have på besøg. Gæster man får lyst til både at synge sammen med, snakke med og tænke over.
Mærk f.eks. varmen fra kærlighedens usynlige kilder i afslutningsnummeret ”Koldt blod størkner aldrig” – og mærk et Emil Aarestrup digt fra 1838 – ”Skovensomhed” få ny livskraft anno 2021 i en fri fortolkning, hvor ordene pludselig for mere magt og agt end tidens krav om tempo og timing. Et nummer, hvor man ikke kan høre fraseringen i en linje som ”så ubevogtet stille” – uden at høre salig Kim Larsen for sig.
Det samme gælder på det nummer, som har sneget sig ind som mit hjertebarn – det nummer jeg i den kommende tid vil spille for alle uventede gæster – ”Mormor og Morfar”. En spirende forårsbebuder af en sang ledsaget af et Larsen’sk charmerende fløjt – bygget op omkring barndomserindringens pudsige billedgalleri – skabt af en blanding af det man (måske) husker, og så alt det simrende usagte.
Kom dette nummer Kim Larsen for øre hinsides er jeg sikker på han ville vende sig veltilfreds i graven – nikke anerkendende til Gæsterne – og give en omgang himmelsk pils, som tak for at hans musikalske ånd og sindelag stadig kan svæve så frit og inspireret hos en ny generation af sangskrivere.
Gæsterne er måske ikke de mest sexede på den danske musikscene lige nu – but who cares – når først musikken spiller. De har lavet et album der – når man kommer på den anden side af 10 gennemlytninger – fortjener det maksimale – SEKS skiver på karakterskalaen.
SÅ BYD GÆSTERNE VELKOMNE – som et lys i mørket – og lad vort land stå åbent for dem i mange år fremover.
