Gaffa på græs er et af disse nye passionsdrevne arrangementer, der er skabt som en reaktion på at vi igen måtte igennem en sommer med aflysninger af alle de store festivaler – og hovedparten af de små- og mellemstore. Et arrangement, der havde det formål at vise at både musikken og fællesskabet lever. Lavet i et samarbejde mellem musikmagasinet Gaffa, Herslev Bryghus ved Roskilde og det lokale spillested Gimle.
Med et program med navne som The Savage Rose, Hugorm, Oh Land, Lord Siva, og Joyce på programmet tænkte jeg på forhånd, at der måtte blive rift om de blot 1.000 billetter der var udbudt til salg pr. dag. Men adfærdsmønstre er i disse tider utroligt svære at blive klog på, og det lykkedes desværre kun for arrangørerne at få solgt cirka halvdelen af billetterne pr. dag.
Men hvis planen er – som det blev antydet afslutningsvis af konferencier Henrik Tuxen – at gentage Gaffa på Græs næste år, så er jeg ret sikker på at der bliver udsolgt – for min fornemmelse siger mig, at der fra dette års festival er godt og vel 1000 mennesker, der vil tale rigtigt godt om denne nye festival, der fungerede på alle parametre.
Publikum i alle aldre nød således en eller to dage, hvor der fra to scener blev budt på en velanrettet og bredbladet buffet af LIVE musik i naturlige og smukke omgivelser ved Herslev Bryghus.
Samtidig kunne den voksne del af gæsterne nyde, at Herslev Bryghus byder på absolut kvalitetsmærket naturøl i alle gode afskygninger samt diverse smagfulde sodavand, ligesom der også fra andre boder blev budt på god vin og mad fra samarbejdspartnere. En ting manglede dog – ifølge det jeg opfattede ved flere overhørte samtaler! Muligheden for bare at købe en god pølse med brød – en gourmet hotdog – eller lignende. Ja – for øl rimer bare på pølser. That’s it! Noget er da som det plejer.
Men altså bortset fra vejret, der var stabilt gråt og vådt, så spillede det hele rent faktisk over de to dage. Jeg så lutter smil i øjne og ører overalt på pladsen, og mens solen altså holdt et par hviledage skinnede den i stedet fra de mange bankende musikhjerter, der fik masser af næring og ny energi fra al den sprudlende og sprællevende LIVE musik, og alle de glade fællesskabene mennesker, der virkelig ville den.
Festivalen åbnede meget symptomatisk med veteranerne fra The Savage Rose – og sluttede med de noget yngre kollegaer fra Joyce, der med ungdommelig energi og masser af nerve i den grad har lagt landet ned med deres pletskud af et debutalbum sidste år. Og hvis du så tror at alt andet der i mellem blot var fyld, så tro om igen. Musikprogrammet matchede nemlig de kulinariske oplevelser. Kvalitetsmærket, selvom nogle artister naturligvis ramte “Bulls Eye” nogle flere gange end andre.
The Savage Rose understregede nok engang, at de er et band uden udløbsdato. Annisette kom på vanlig vis listende ind på bare tæer til de indledende toner af den storslåede ”Universal Daugther”, der sammen med et skønt groovy ”Harassing”, en boblende udgave af ”Black Angel” og ikke mindst en nærmest majestætisk udgave af ”Messenger”, nok en gang viste sig som hofleverandører af original dansk musikhistorie – baseret på en interessere og kærlighed til – og nysgerrighed på verden omkring os. Annisette er i en alder af 72 år stadig næsten naturstridigt powerfuld, og slitagen på stemmebåndene anes kun i små passager. Omgivet af et altid givende og driftssikkert hold af velspillende musikere, denne dag krydret med deres tidligere guitarist – den lokale Lejre ’dreng’ – Rune Kjeldsen – som gæst på guitar i stedet for den nuværende normale guitarist Las Nissen.
Den gode karma fra scenen var desværre ikke nok til at holde blæst og regn tilbage, men det afholdt nu ikke folk i vedholdende at blive og trodse vejrguderne, og bare overgive sig til The Savage Rose, der på smukkeste vis sluttede af med den eneste sang fra dagens sæt, der var på dansk – ”Sangen for livet”. En sang, der sagtens kan bruges som overskrift for resten af weekendens program, der på forskellig og mangfoldig vis rent faktisk udspillede sig som sange for livet – til livet – og ikke mindst til LIVE scenerne. Hele 15 artister var på scenerne – jeg nåede ikke selv at se dem alle – men det jeg hørte på vandrørene (og ølhanerne) var at de flestes forventninger blev indfriet – og ofte mere til.
Selv må jeg gribe fat i et firkløver af power-kvinder når den største buket roser skal uddeles. Kajsa Vala, Prisma, Ginne Marker og Greta – indeholder hver især alle en malende styrke og en kraftfuld karakter, som de på fascinerende vis udtrykker på vidt forskellige måder. Fra det forfinede og signifikante hos Ginne Marker, via det harmonisk flydende og alligevel ulmende hos Kajsa Vala, til de rytmisk velfunderede energiudladninger med 80’er vibe hos Greta – og til søsterduoen Prisma, der samler både de rørte og rolige vande – så er de alle og en et velkomment skvulp fra en bølge af markante og målrettede kvinder på den danske musikscene. Artister, der nu for alvor har sparket døren ind til et årti, hvor deres optrædener – med flere lovende præsentationer af nye numre fra kommende udgivelser – giver tro på at forventningens glæde næppe bliver den største i de kommende tider.
Personligt blev jeg mest overrasket og væltet bagover af den udvikling som tyskfødte Greta viste. Hende så jeg til en lille klubkoncert for et par år siden, og her var hun forholdsvis indadvendt og meget koncentreret om en større maskinpark af instrumenter omkring sig. Her på græs og stor scene havde hun fået tre musikere med, og det havde tydeligvis frigivet en masse energi – ligesom hun havde fået flere numre på programmet med et noget større drive. Så selvom hun stod på scenen tæt på højgravid – så bevægede hun sig her rundt på scenen, som en flyvsk og forfriskende blanding af Mø og Robyn – og med ‘Berliner techno beat’ og varme rytmer fik hun til sidst folk til at knæle, hoppe og danse med til de afsluttende fuldfede nye numre ”Drei”, og ”Forever Will Be Dancing”.
Det blev for mig festivalens højdepunkt sammen med en uovertruffen og meget velbesøgt HUGORM koncert, der lukkede fredagens program. HUGORM har i Simon Kvamm er uovertruffen karakter og frontfigur – men også en holdspiller, der på effektiv vis har fået løftet trioen HUGORM til den superliga, som Nephew pauserer fra på ubestemt tid, og som SILKEBORG IF lige er rykket op igen, hvilket Simon Kvamm naturligvis venligt fortalte da en tilskuere synes det passende at råbe på Nephew nummeret “Superliga”. Få kan som Simon Kvamm favntage og forføre et publikum, og det uanset om det er 500 på en mark i Herslev, eller 50.000 på en dyrskueplads i Roskilde – og med HUGORM har han fået skabt et band med et skarpt huggende DNA, det har det bid, der skal til for at både rytmer og ord rammer lige der hvor det kan mærkes – og hvor det samtidig føles underholdende.
Noget mærkes, andet bemærkes. Lige den forskel kom til udtryk i styrkeforholdet LIVE mellem to af tidens mest spændende rock band herhjemme – Joyce og Patina. Joyce har utvivlsomt fået mest opmærksomhed, omtale, flest priser og afspilninger i forhold til Patina – men målt på deres ‘output’ LIVE, så er det så klart Patina, der er gået i udbrud.
Med tre forskellige forsangere, der alle på hver deres måde rakte langt ud over scenen, og et omskifteligt kollektiv på syv mand, tilsat sange, der både fænger, rykker og rusker – ja, så var de for mig og med garanti mange mange andre – ‘the talk of the town’ efter deres fabelagtige og kraftfulde opvisning fredag aften.
Den power besidder Joyce ubetinget også i sangene på deres ”Formskifter” album – men de formåede ikke at løfte sangene live – ligesom den kommende nye single ”Ret dig op” – ikke ligefrem lød af et nyt ‘smash’ hit. ”Mand dig op” sang forsanger Sebastian Wegener i næstsidste nummer – og de ord skal de nok selv huske på – hvis ikke de snart skal se sig overhalet i kapløbet om at bide The Minds of 99 som de forsvarende konger af dansk rock .
vi lader herfra nedenstående BILLEDSERIE af Brian Selander tale for sig selv !
