GAFFA-prisen 2022

Drew Sycamore

Fotograf: Caroline Fjerbæk Olsen

"Falsk jubel og stående applaus"

GAFFA-prisen anno 2022 løb torsdag aften d. 3 marts af stablen i Musikhuset Aarhus. Og med hele syv livenavne, 18 priser og 5000 kolde Royal Export-dåseøl, der blev delt ud til musikere, pressefolk og publikum ved indgangene til Store Sal, var der altså lagt i ovnen til en storslået aften. Dog endte festlighederne på trods af både rørende taler og fremragende koncerter med at blive en lettere undervældende omgang. De lidt for vigtige folk glimtede lidt for meget i deres fravær. Afviklingen af selve showet var lidt for ambivalent.

Men first things first. Det helt særlige ved GAFFA-prisen er, at den i modsætning til mange af de andre musikpriser i Danmark er læsernes pris. 13.000 har stemt på deres favoritter i 18 forskellige kategorier – bl.a. ”Årets danske udgivelse”, ”Årets nye danske navn” og ”Årets danske sangskriver”. De, der får flest stemmer i de forskellige kategorier, løber med sejren. Og det, at det er lytternes pris, eksempelvis frem for et eller andet panel af anmelderes pris, betyder virkelig noget for de kunstnere, der er så heldige at blive nominerede:

 ”Man kan ikke få en bedre anmeldelse af en vare, end at dem, der er forbrugere, siger: ’Det der, det er fedt’,” siger Mika Vandborg fra Electric Guitars, efter bandet er blevet fotograferet på den obligatoriske røde løber. De er nomineret i kategorien ”Årets danske rockudgivelse” for guitarrockalbummet Freewheeler.

Iscenesat jubel

Så langt, så godt. Men allerede inden showet går i gang, begynder det at gå en lille smule galt. Mens vi finder vores pladser og fører de blå dåser til munden med sigte på en god torsdagsbrandert, løber en afvikler rundt på scenen og instruerer os i at klappe og huje. GAFFA har tydeligvis større fokus på, at showet skal fungere godt på deres livestream, end at det skal være en god liveoplevelse for gæsterne. 20.00 sharp skal der være jubel fra salen, så de hjemme i stuerne kan se, hvad de går glip af.

Først og fremmest en sjældent dansende Tina Dickow, der får lov til at åbne ballet med to af sine seneste singler, ”Menneskedyr” og ”Bitte Små Ryk”. Den garvede sangskriver, der nu residerer i Island, har længe længtes efter at vende tilbage til det danske sprog og tage de ”store og kantede ord i munden”, som hun udtrykker det i et efterfølgende interview med Carsten Holm. Hun gør det udmærket, og det bliver absolut spændende at høre hendes nye album med danske tekster, der lander d. 1. april.

Showet tager for alvor fart, da aftenens andet act, Brimheim, går på scenen og spiller ”Baleen Feeder” og ”Can’t Hate Myself Into A Different Shape” fra hendes fremragende debutalbum Can’t Hate Myself Into A Different Shape. På ”Baleen Feeder” synger hun omkvædet langt mere desperat og ukontrolleret end på pladen, og det går godt i spænd med det generelt mere rockede liveudtryk, der i øvrigt forløses glimrende af et uhyre velspillende band. Det peaker med en anarkistisk, sønderrivende guitarsolo, der får salen til at huje af begejstring. Denne gang ikke på kommando.

Og så til priserne. Aftenens helt store vinder bliver som forventet Drew Sycamore, der går hjem med hele tre af de gyldne G’er: ”Årets danske solist”, ”Årets danske popudgivelse” for albummet Sycamore og såmænd også the big one – ”Årets danske udgivelse”, selvfølgelig også for Sycamore. Hun lader os hænge på bedst tænkelige måde, da hun afslutter sin takketale for ”Årets danske udgivelse”:

”Tusind tak for al jeres hjælp med den her plade. Nu vil jeg begynde på en ny,” siger hun, og publikum jubler igen.

Dronningerne af cool

En af aftenens helt store oplevelser fra talerstolen er Lydmor, der er dybt rørt over at modtage prisen i begge de kategorier, hun er nomineret i, ”Årets danske elektroniske udgivelse” og ”Hi-Fi-Prisen”. Begge for albummet Capacity.  

Uspoleret, charmerende og med store armbevægelser, som vi kender hende, slår hun et slag for, at man ikke skal satse på at lave singler, bare fordi de streamer bedre. Man skal lave det, der gør en glad. For Lydmor er det albums. Og det er det, hun får priser for i aften. Hun er tydeligt bevæget af det. Og i modsætning til mange andre, der modtager priser – ingen nævnt, ingen glemt – er det utrolig rart at se nogen være oprigtigt taknemmelige og glade for de priser, de får, der jo som bekendt er lytternes priser.

For en kort bemærkning tager det altså bare lige lidt af pusten fra showet, når nogle af de helt store – Andreas Odbjerg, The Minds Of 99, Benjamin Hav og 2/3 af Jung (nu kom jeg sgu til at nævne nogle alligevel) – ikke møder op for at modtage deres priser. Og der kan jo være alle mulige gode grunde til, at de ikke kan være der, men det ændrer ikke på, at man føler sig lidt ligegyldig, når man må tage til takke med halvsløje videohilsener fra nogle af landets største kunsterne, der modtager priser, der vitterligt er skænket til dem af musikfansene i Danmark. Ikke engang en Skype-forbindelse kan det blive til. Det får GAFFA-prisen til at virke en lille smule useriøs – og det er bestemt ikke GAFFA’s skyld.

Skuffelsen sætter sig i publikum, der begynder at snakke lidt for meget – både under prisoverrækkelser, koncerter og et par malplacerede videoindslag. For eksempel et med kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, der ikke siger så meget andet end det, hun skal, og hvor lyden i øvrigt ikke rigtig fungerer. Eller et med Carsten Heller, der forklarer forskellen på mono og stereo. Det falder helt til jorden.

Indimellem er der også liveinterviews med nogle af aftenens artister, fx Brimheim, PRISMA og Aurora, der af en eller anden grund bliver streamet til salen fra et sted bag scenen. Hvorfor de ikke bare sætter et par stole op og laver interviewene foran scenetæppet mellem sceneskiftene må stå hen i det uvisse. Nærværet ryger i hvert fald.

Det er især synd for norske Aurora, ellers et lille scoop af GAFFA, men hun kan altså slet ikke få hul igennem med sin sårbare indiepop. Det hjælper hende heller ikke med at nå ud over scenekanten, at der står to fotografer med gigantiske kameraer lige i smasken på hende under hele seancen (igen er det tydeligt, at livestreamen er førsteprioritet). Og så skal der simpelthen bare lidt mere volumen til, før folk klapper i.  

Det er PRISMA, søstrene Sirid og Frida Møl Kristensen, de nye danske dronninger af cool, heldigvis garanter for. Søsterduoen spiller støjpopperlen ”I Never Wanted To Meet You”, og den tager virkelig kegler. De symbiotiske vokalharmonier, blændende popmelodier og den umiddelbare intensitet er slet ikke til at stå for. Æstetikken er også lige i øjet. En søster i hvidt jakkesæt, den anden i sort. En med lys page, en med mørk. En på bas, en på guitar. Alt spiller, og energien er uimodståelig.

”Vi har aldrig prøvet at spille til sådan noget før, men det var fucking nice,” siger Sirid Møl Kristensen til mig efter koncerten. ”Ja, fuck, det var sjovt,” siger Frida Møl Kristensen. Hver gang den ene siger noget, griner den anden indforstået.

Jeg spørger dem om det, vi jo alle sammen gerne vil have svaret på – om der kommer et PRISMA-debutalbum i 2022:

”Vi har ikke noget færdigt endnu. Men vi er tit i studiet. Det kan være, at det bliver til en single, og så kommer der aldrig mere. Det kan være, at det bliver til to albums,” siger de og virker befriende ligeglade med, at deres projekt ikke er så strømlinet:

”Ligesom Lydmor siger, så skal man udgive på den måde, man synes er fed. Vi skal bare lege fucking meget i 2022,” siger de.

Verdens bedste band i øjenhøjde

Heavyrocken er også fint repræsenteret ved årets prisuddeling. Bandet LIVLØS får en syv-otte minutter på scenen, og de gør det forrygende. Det er foden op på monitoren, stroboskoplys og langt, svedigt hår, der slynges rundt i takt til musikken. Og selvfølgelig pyroteknik – der skydes ildkegler op i luften i hestesko rundt om scenen, så man kan mærke varmen i ansigtet på de forreste rækker.

LIVLØS’ dødsmetalkollegaer BAEST vinder ”Årets danske hardrock/metaludgivelse” for albummet Necro Sapiens, og begejstringen er til at tage og føle på:

”VI HAR SLÅET VOLBEAT!,” råber de fem gutter og indtager scenen med brede smil, dåsebajere, Vans-sneaks og hvad der nu ellers hører sig til. Necro Sapiens er det album, de er allermest stolte af at have lavet, fortæller de.

Efter showet uddyber Mattias Melchiorsen, bassist i BAEST, til mig:
Necro Sapiens rammer ikke bare noget, der er ren dødsmetal. Selv hvis du ikke hører dødsmetal normalt, ville du kunne høre pladen. Alle skal opdage, at BAEST er verdens fedeste band. Ikke bare af metalbands. Af alle bands.”

Et af aftenens mest magiske øjeblikke, af dem der ikke er af musikalsk karakter, går uden tvivl til Gunnar Madsen, der modtager Tak Rock-Prisen for sit arbejde med det danske vækstlag som direktør for SPOT Festival, som han var med til at starte tilbage i 1995. Han fortæller, at vi skal huske på, at der er mange unge mennesker i både Ukraine og Rusland, der drømmer om at have de muligheder, som upcoming musikere i Danmark har. Folk rejser sig fra de røde sæder og klapper og hujer mellem Madsens sætninger. Især de sidste får et ekstra stort bifald:

”For et par år siden kom der det her udtryk, ‘boomer’, som jeg egentlig aldrig helt forstod hvad betød. Nu kan jeg ikke se et billede af Putin uden at tænke ‘fucking boomer’.”

Alle fotos fra showet af Caroline Fjerbæk Olsen

Vækstlaget har bedre betingelser i Danmark, end det har mange andre steder i verden. Det har den gode Gunnar Madsen virkelig ret i, at vi skal være taknemmelige for. Og fra både salens talerstol og i krogene til afterpartyet i Musikhusets foyer taler folk om, at man skal huske at gøre det, man gerne vil. Ikke bare lave singler, fordi de streamer bedre. Huske at ”lege fucking meget.” Det er smukke tanker. Jeg håber, at de breder sig endnu mere. Det er skønt, at upcoming musikere får lov til at komme i centrum på den måde – og det ville sgu have klædt det hele, hvis de store danske artister havde taget turen til den jyske hovedstad og slået et slag for det vækstlag, de selv har været en del af.

Den halvfulde heavybassist, der klokken lort til afterparty i foyeren fortæller mig, at hans band kommer til at blive det bedste i verden, må jeg både trække på smilebåndet af og lette på hatten for. Der kan man sgu tale om at være i øjenhøjde. Men når vi får en hurtig videohilsen som tak for, at vi har valgt, at din plade er den bedste i den her genre, eller at jeres band er det bedste liveband i landet – så føler man sig altså holdt i lidt for strakt arm.

Dagens vindere:

Årets danske udgivelse:
Drew Sycamore: Sycamore
Årets danske band:
Jung
Årets danske solist:
Drew Sycamore
Årets nye danske navn
Fyr og Flamme
Årets danske hit

Andreas Odbjerg: I morgen er der også en dag
Årets danske rockudgivelse:
Magtens Korridorer: Club Promise
Årets danske popudgivelse:
Drew Sycamore: Sycamore
Årets danske hiphop-udgivelse:
Benjamin Hav: Tesla
Årets danske hardrock/metaludgivelse:
Baest: Necro Sapiens
Årets danske elektroniske udgivelse
Lydmor: Capacity
Årets danske livenavn

The Minds of 99
Årets danske sangskriver:
Andreas Odbjerg
HiFi-Prisen
Lydmor for Lydmor: Capacity
Tak Rock-Prisen
Gunnar Madsen, leder af Spot Festival
Årets internationale udgivelse:
Ed Sheeran: Equals
Årets internationale band:
ABBA
Årets internationale solist:
Adele
Årets nye internationale navn:
Måneskin
Årets internationale hit:
Ed Sheeran: Bad Habits

Kristoffer Nørager Møller

Kristoffer Nørager Møller

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.