Engelske Get The Blessing – hvis rytmegruppe Jim Barr (bas) og Clive Dreamer (trommer) – begge også kendt fra Portishead – leverer ingen lette løsninger i løbet af de i alt 95 minutters soundtrack til virkeligheden , som de præsenterer lørdag aften for lidt over et halvhundrede nysgerrige lyttere på det lille spillested ALICE i det kreative hjørne af KBH.
Og kreativ tænkning er der masser af i de 15 kompositioner vi taktfuldt tages igennem. Barr og Dreamer er utvivlsomt motoren og det piskende brændstof i bandet, men det er i væsentlig grad Pete Judge (trompet) og Jake McMurchie (sax), der leverer de mest effektfulde “stunt” til det samlede billede.
Når Jim Barr lejlighedsvis præsenterer nummerene er det med underspillet britisk humor, sarkasme og selvironi når den er bedst, som når han i introen til ”Not That Standing” filosoferer over hvorfor alt og alle omkring ham er idioter, og altså ender med at skrive en sang med en pil, der peger på ham selv.
Den fantastiske danske pedal-steel Maggie Bjørnlund medvirker på bandets seneste album – men selvom hun rent faktisk var blandt publikum – stod der desværre ikke lige en pedal-steel guitar klar, så hun kunne have bidraget på det stadig glimrende åbnings nummer i koncerten ”Cococloud”.
Vi fik en håndfuld numre fra deres seneste album ”Bristopia” – og ellers kom de godt rundt i deres katolog fra deres ialt seks studie album siden 2009. Stærkest indtryk gjorde to numre fra andet sæts første halvdel – ”Equal & opposite” var støj-jazz af den mest billedskabende og berigende karat – og ”OCDC” var næsten hypnotiserende effektivt, med et – på høflig forespørgsel fra Barr – engergisk og rytmisk klappende publikum i de fulde fem minutter nummeret fik lov at shine. Den sad lige i fællesskabet. Tak!
Get the Blessing kan måske undervejs føles krævende som lytter, men de lykkedes med aldrig at være skæve bare for rusens skyld. De er momentvis skæve fordi de sikkert ikke kender den lige vej, og fordi de er så hamrende dygtige, at alle veje kan føre nyt og originalt med sig.
At de så ovenikøbet er nogle gennemsympatiske gentlemen – stiligt klædt – der med glæde og imødekommenhed møder deres publikum ved Merchandise bordet både i pausen og efter koncerten trækker på ingen måde ned i et alt overvejende positivt indtryk.
De kunne sagtens klæde både Roskilde Festival og og ikke mindst Copenhagen Jazzfestival i 2020 – for de er da om nogle, der sidder i førersædet når vi taler om The Future Sound of Jazz. Og den fremtid tegner stadig lys – også efter denne lørdag aften.
