I dag er det ikke så enkelt for svenske musiknavne at få opmærksomhed uden for Sverige. Man skal nærmest hedde ABBA. Eventuelt kan det gå an med Thåström. Men ellers? Hvornår har vi f.eks. sidst set Håkan Hellström eller Ulf Lundell på en dansk scene? For ikke at tale om nyere navne?
Men nu insisterer et band, der hedder noget så mærkværdigt som Gibrish, på at krydse sundet. Og mener at have gode argumenter for det. Blandt andet en trompet, som i mange år har befundet sig i København.
”Gibrish betyder nonsens, men gruppen fra det nordlige Sverige, der kalder sig sådan, udtrykker sig med alvor, omtanke og en blanding af mange musikalske stilarter”
Gibrish planlægger en lille danmarksturné ved påsketid 2022. På repertoiret vil især være sange fra det nye album ”Ådalsbanan”. Lyder stednavnet Ådalen bekendt? ”Oprøret i Ådalen”?!? Jo, pladens andet nummer, ”Trumpetaren”, deler handling med Bo Widerbergs prisbelønnede film fra 1969.
Her kommer den førnævnte trompet ind i billedet. Handlingen er autentisk nok. Den fandt sted 24. maj 1931, da politiet fik hjælp af militæret mod en demonstration mod en fabriksledelse i Lunde – som ligger i Ådalen. Fem demonstranter blev dræbt. Forrest i demonstrationen havde en lille gruppe musikere befundet sig. En af disse, Tore Andersson, tog den hurtige beslutning at gå frem og blæse en fanfare på sin trompet. Det fik soldaterne til at indstille skydningen. Hvilket af mange sås som lidt af et mirakel.
Trompeten kan altså med god grund sige at være historisk. Da Gibrish så småt var ved at tale om materiale til det nye album, bandets femte, kom det frem, at trommeslageren og saxofonisten Erik Barthold var en ret nær slægtning til trompetisten fra 1931. Han var barnebarn til en søster til den i dag for længst afdøde trompetist, der så sent som i 1991 var blevet interviewet om begivenhederne omkring 60 år tidligere.
Sangeren Christer Suneson gav sig til at lege opsøgende journalist (ved siden af musikken er han reporter ved Sveriges Radio) og opsporede det gamle instrument hos noget fjern familie til trommeslageren – i København. Instrumentet blev ført hjem til Sverige, doneret til Arbetarrörelsens Arkiv i Stockholm og udlånt til indspilningerne af det måske stærkeste nummer på ”Ådalsbanen”, ja, nemlig, ”Trumpetaren”.
I ”Trumpetaren” går klip fra radiooptagelser, trompetfanfarer og selve den stolte, heftige sang (inklusive herrekor) op i en dramatisk, majestætisk helhed. En sjældenhed i dette århundrede. Bortset fra den flotte lyd føler man sig næsten hensat til 1970’erne eller 1980’erne. På sin vis passende, at stemningen ikke er alt for nutidig.
Nummeret er end ikke rigtigt klinget ud, inden pladens titelsang er i gang – inspireret af Christer Sunesons mors flugt fra hjemegnen i Ångermanland, måske til Sundsvall, måske længere mod syd. I hvert fald også et stemningsfuldt og væsentligt nummer. En sørgmodig, inderligt smuk sang. Jeg er vild med det rivende orgelspil.
Et tredje vigtigt og monumentalt nummer er ”Stormen”, pladens eneste cover, en øm hyldest til den afdøde ophavsmand, Freddie Wadling, der havde skrevet det på engelsk, ”Eye Of A Storm”, i 1988 til sin duo, Blue For Two. Det indledes blidt, men så kommer stormen og raser vildere og vildere.
Skaf eller stream selv pladen. Her skal blot nævnes endnu en sang med et alvorstungt – og aldeles nutidigt – emne, balladen ”Vi gick fel nånstans”, en poetisk kommentar til den aktuelle klimasituation.
Nævnes skal også lige en lille Gibrish-specialitet, nemlig at omtrent en tredjedel af numrene er instrumentale vignetter, små cirkusmusik-agtige numre på hver cirka et minut, der letter lidt på den ellers så dystre grundtone.
Og Gibrish i det hele taget? Navnet kan nærmest oversættes til ’volapyk’, og det er lidt i kontrast til, at teksterne absolut ikke udtrykker nonsens.
Gruppen hører hjemme i Sundsvall, Sveriges 21. største by (med 58.000 indbyggere – cirka som Vejle), højt mod nord, 380 km længere oppe end Stockholm, og med et stort opland.
Gibrish blev dannet i 2009 af fem erfarne musikere, som ville spille alt andet end mainstream. Deriblandt Christer Suneson og Klas Ullerstam, som begge gennem deres arbejde på Sveriges Radio havde gode kontakter til musikbranchen.
Ind under jul i 2011 kunne Gibrish debutere på single med en duet mellem Christer Suneson og en af Sveriges store sangstjerner, Helen Sjöholm, ”Klockorna i G.A.”, en rigtig sjæler i allersmukkeste forstand.
Året efter kom debutalbummet ”Pantbanksballader”, der indeholdt bl.a. ”Du kan inte hejda våren”, en fortolkning af et ret ukendt Tom Waits-nummer, ”You Can Never Hold Back Spring”. For den, som ikke allerede havde gættet det, var en vigtig musikalsk inspirationskilde dermed afsløret. Alle albummets øvrige sange på nær én var gruppens egne.
Siden fulgte ”Gangstertango” (2015), ”I landet lagom” (2018 – lutter coverversioner, mest af svenske numre, men også et par forsvenskninger fra engelsk, bl.a. Bob Dylans ”Señor”, der var blevet til ”Chaufför”) og ”Andrahandssånger” (2019).
Her og der på pladerne dukker figuren Marabou op, en eksistensløs, en fortabt sjæl, der vist engang har eksisteret i virkelighedens Sundsvall. Og som stadig kalder på omsorg og sympati.
Der er sket nogle udskiftninger i forløbet. I dag består Gibrish af Christer Suneson (sang), Klas Ullerstam (keyboards, piano, trækharmonika), Erik Barthold (trommer, slagtøj og saxofon), Thomas Östensson (guitar og sang) og Johan Selin (bas og sang).
For mig er det nærmeste sammenligningsgrundlag det norske Kaizers Orchestra, som desværre stivnede i sin usædvanlige stilblanding og opløstes. Der er multiinstrumentering, tango, punkattitude, kabaret, galskab og grænseløshed til fælles for de to bands.
Glæder mig til påske! Reserveret til den første koncert i Danmark med dette lille orkester.
