Gibrish – Freddy’s Bar, Frederikshavn – 15.04.22

278299601_455484053020638_8924637974354449754_n

Fotograf: Jakob Lambertsen

”Værd at rejse så langt for? Ja!”

Gibrish kommer fra Sundsvall, der ligger et godt stykke oppe i Sverige, cirka 375 km nord for Stockholm. Langfredag stod bandets fem musikere for første gang på en dansk scene. Det skete i Frederikshavn tæt på, hvor Stena-færgerne lægger til. Efter koncerten forestod en rejse gennem hele landet til København, hvor gruppens anden optræden i Danmark skulle finde sted på Drop Inn påskelørdag.

Det var ikke et nyt eller ungt band, der ”debuterede” på Freddy’s Bar, og tak for det! Gibrish har eksisteret i 14 år, har udgivet fem album og er erfarne performere – omend det i pandemitiden har været sparsomt med spillemuligheder. De to koncerter i Danmark er de første overhovedet, siden albummet ”Ådalsbanan” udkom for et halvt år siden. 

Sangeren Christer Suneson, keyboardspilleren Klas Ullerstam, trommeslageren Erik Barthold, guitaristen Thomas Östensson og bassisten Johan Selin har en rutine, en professionalisme og en spillelyst, ja, en sejhed, som de fleste populære bands bare kan drømme om. Det hænger smukt sammen med, at deres musik er dybt original og langt væk fra tidens strømninger.

Freddy’s Bar er bedre egnet til koncerter, end navnet lader ane. Lokalet er hyggeligt, og akustikken er, så vidt jeg kan vurdere, fremragende. Men stedet fungerer også som værtshus, og derfor kan mange blandt publikum befinde sig der af andre anledninger end musikinteresse. Dét var tilfældet denne aften. Der blev talt højlydt nede i salen, blandt andet på norsk. Men det syntes ikke at distrahere musikerne.

Sætlisten blev fulgt, og det var i sig selv imponerende. De nyeste, mest udfordrende og mest alvorlige numre blev frygtløst fyret af inden for den første halve time – ”Stormen”, ”Trumpetaren” og ”Ådalsbanan”. Ikke mindst det sidstnævnte nummer er en rørende historie – om sangerens egen mor, der som ung drog fra sin hjemegn på landet ind til en uvis tilværelse i storbyen.

I andet sæt fulgte især lidt ældre numre fra bandets repertoire, og der blev sluttet med et par bluesfortolkninger – de eneste numre sunget på engelsk. Et af dem, Bob Dylans ”Pledging My Time”, regnes måske ikke som blues, men i denne hårdtpumpede udgave var det ufortyndet bluesrock. En type nummer, der bedre end noget andet passede ind i bodegastemningen og nok med et vist held over for publikum kunne have været spillet tidligere, ja, måske simpelthen som indledningsnummer.     

Der er langt mellem Gibrishs koncerter, ikke alene i tid, men også geografisk. De fleste, som får lyst til at høre denne musik live, må forberede sig på lidt af en rejse, når muligheden endelig opstår. Spørger man mig, er det værd at rejse langt efter. Gibrish er en anderledes oplevelse, både musikalsk og tekstmæssigt – og man kan faktisk for det meste forstå, hvad der bliver sunget, i sig selv lidt usædvanligt.

Gibrish må jo altså også rejse langt og synes at være indstillet på det – at have gejsten, spillelysten og trangen til at få netop disse specielle toner og budskaber ud. Stor respekt for det!

Jakob Lambertsen

Jakob Lambertsen

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.