Orkestrets navn og det nye albums titel kan synes abstrakte og flyvske. Men nej. Det handler om Sverige, skov og jordbundethed. Om klimaet og miljøet – og om, hvad vi gør og ikke gør ved vores verden. Ret dystert.
Gibrish ligger et godt stykke fra tidens tone. Tænk Tom Waits (hvornår har vi sidst hørt fra ham?) på svensk, hårdt træ, solid messing og brummende mandskor.
De, som kender forgængeren “Ådalsbanan” (2021), håbede måske på nye episke dramaer som Trumpetaren og titelnummeret Ådalsbanan. Men “Mykorrhiza” går ikke 50-100 år tilbage og strejfer ikke symfonisk rock. Tjernobyl-ulykken nævnes, og det er nok det konkrete tilbageblik, som rækker længst bagud.
De mørke fortællinger ledsages af jungletrommer og sej fremdrift. Som lyttere får vi en dyb fornemmelse af, hvor langt ud vi mennesker er kommet med den ligegyldighed, som vi har behandlet naturen med. Men vi får ingen løsninger, ingen firkantede budskaber, ingen løftede pegefingre.
Musikken svinger, ruller og har bund. Er dejligt organisk. Det 12-13 år gamle band har haft en del udskiftninger. Kun forsangeren Christer Suneson og tangentspilleren Klas Ullerstam har været med siden begyndelsen. Men de seneste cirka fem år har resten af holdet været konstant: Trommeslageren Erik Barthold, guitaristen Thomas Östensson og bassisten Johan Selin. Det giver en uvurderlig fortrolighed, en samklang, en harmoni. Som høres.
Fire centrale sange:
Det vi lämnar kvar. Tonerne og rytmerne er fulde af kraft og optimisme. I direkte modsætning til ordene, der ikke giver meget håb for fremtidige generationer.
Tårar av terpentin. Skoven stinker af diesel, og naturlydene overdøves af maskiner. Som får effektfuld modspil af maskulint grædekor.
Intervju med en fågel liten. En slags duet. Naive lyse røster spørger fuglen deroppe, hvad den ser under sig. Dens svar er pessimistiske og afgives sagligt og tørt.
Kall, kall, kallt. Det er mørkt og koldt som i en evig vinter urealistisk højt mod nord. Det påstås dog (og lyder lidt, som om), at der er håb og lys forude.
Ret unødig for den musikalske oplevelse: Den indledende AI-oplæsning Mykorrhiza.
Lidt uden for konceptet: Den afsluttende friske nyfortolkning af Allan Edwalls Göken.
Nå ja, hvis det ikke er fremgået: “Mykorrhiza” er et konceptalbum.
Udkommer pladen i Danmark? Hvem bekymrer sig om dét i dag? Den kan bestilles hjem. Den kan streames. Og Gibrish planlægger en mindre jyllandsturné i det kommende efterår.
PS: Mykorrhiza er svampe, som lever omkring planterødderne og er vigtige for planternes overlevelse.
