En singer-songwriter med international format. Ginne Marker er navnet og hun har netop udsendt sit debutalbum ‘For Seasons to Come’, lavet i et tæt samarbejde med Aske Jacoby og et guddommeligt stærkt hold bag – bl.a. Øyvind Ougaard, Rune Funch og Anders Gaardmand.
Det er dog Ginne, der er kvinden i front, uden at være udfarende. Tværtimod spiller og synger hun med en nærværende indlevelse og lethed, der bliver tydeligere og tydeligere for hver gang man lytter albummet igennem. Jeg har haft Ginne Markers LP kørende hele weekenden og er begejstret.Hun er nu bestemt heller ikke noget ubeskrevet blad på den danske musikscene, og har faktisk allerede modtaget en del priser – f.eks. ”Årets Nordjyske Sangskriver 2017” – ligesom hun senest – med sin trio tog en tredjeplads i Jazz Danmarks nationale Jazz konkurrence 2019.
Trods hendes blot 24-år vil jeg mene at Ginne Marker rummer en ældre musikalsk sjæl, som har været med til at skabe et afvekslende album. Der høres både pop og jazz, og så er der dette helt vildt lækre nummer, som burde blive et radiohit, nemlig “La Vie en Glace”, med sommerlige fifige franske toner. Da jeg spillede pladen i gode venners lag og især dette nummer, spurgte de om Norah Jones havde lavet et nyt album. Det betragter jeg som et stort cadeau.
I numrene “Saint” og “Tick of Time” er Ginne næsten helt alene, og her kan man virkelig mærke et vemodigt og skrøbelighed udtryk. Selvom jeg ikke har oplevet hende live, kan jeg fornemme hendes naturlige og varme stemme bevæge sig ubesværet rundt i de fine melodier. Hun siger selv i pressemeddelelsen, at albummet er en forudsigelse af hendes drømme for fremtiden. Jeg håber på en lys fremtid og jeg håber, at du kære lytter, vil holde øje med denne nye og bemærkelsesværdige musiker.