”Blodmånen og dig” har et af de album cover (artwork af Simon Eskildsen), der både drager og på mange måder – smukt og præcist – indkredser og iscenesætter indholdet.
Lyden af nutidig moderne minimalistisk jazz, der bevæger sig roligt i skumringens viskende skær, et sted langt ud i skovens dybe stille uro, hvor fantasien får frit spil i trio formatets snævre, men også sirlige og sanselige rammer.
Ni levende og legende – men mest af alt afdæmpede numre – foldes ud på lidt over 43 minutter. Syv af numrene er komponeret af guitaristen Gorm Askjær, der tydeligvis ikke har det på sin dagsorden af gøre det til en guitar orienteret plade, men snarere et album, der baseret på indforstået samspil, albuerum og små helstøbte detaljer sammen med Jens Mikkel Madsen på bas, og Thomas Eiler på trommer.
Albummet åbner magisk og mesterligt med titelnummeret – der ligesom topper og samler alle kvaliteterne i trioen – hvor både trommer, bas og guitar får space og frirum til at tage pladsen og give stafetten videre i et nærmest naturalistisk nummer, der i tempo flere gange bugter sig i bakkedal – på ganske fascinerende og fastholdende facon.
Problemet med så et stærkt udlæg er, at det ofte er svært at matche – og det lykkedes heller ikke her – bortset fra på den frigjorte og fængende fortolkning af Dizzy Gillespies ”A Night in Tunesia”. Et nummer der da også allerede er streamet mere over 22.000 gange på Spotify – hvilket er over 22.000 gange flere end resten af numrene.
Men det jo ikke et kvalitetsstempel i sig selv – antallet af afspilninger – og helheds kvaliteten af dette album kan vanskeligt diskuteres. For det er uomtvisteligt højt. Det man kan diskutere, er selve oplevelsen af pladen. Mister man interessen efter at de to omtalte perler allerede har udspillet sig som to af pladens tre første numre – eller holder man ved og slumrer afslappet med på resten af pladen, der afvikles i noget lavere fart? Personligt savner jeg noget mere uro på pladens sidste 2/3. Numrene er velspillede – men også MEGET mere intime og indesluttede.
Pladen tager da også udgangspunkt i inspirationer fra de særlige øjeblikke, hvor man stopper op, bliver stille indeni og mærker sig selv lidt mere end normalt. Det er svært ikke at tænke Bill Frisell eller Jakob Bro undervejs – og det er ment som en ros, men også det, der udfordrer mig som lytter. For ligesom med Frisell og Bro kommer jeg hurtigt til at kede mig, og i stedet for at nyde de dulmende dæmpede stemninger – sidder jeg f.eks. og spekulerer på hvorfor ”Sang til et egern” hedder som det gør – for jeg har nu aldrig oplevet et egern så stillestående i over 5 minutter!
Men er du i det rette mood, hvor du har roen i dig til bare at nyde den stille skovtur i jazzland, så finder du masser af godt tidløst stof her. Ikke mindst på de eftertænksomme og ganske effektfulde – altså på den underspillede facon – numre ”Eftertænksom i D-dur”, ”Nede i et dybt hul” og særligt ”Flimmerskulptur”, der alle viser billedet af en blomstrende trio, der mere går efter personlighed end efter det perfekte..
Pladen blev udgivet den 15. maj – men pladereleasen måtte udskydes midt i en Corona tid. Den forventes at blive afviklet den 5. november på Atlas i Århus.
