Præmissen for at følge mottoet ”Alt det lette, alt det tunge, syng det ud” kræver blandt andet at anerkende, at vi hver især synger med vores eget næb.
Nogle foretrækker en tilpasset virkelighed, hvor midlerne helliger målet. Det så også en del af livet. Et liv, hvor det derfor også er blevet helt naturligt at f.eks. auto-tune er et helt legalt produktionstiltag, når der skal produceres musik til masserne, medierne og flokdyrs forbrugere. Dette album er næppe tiltænkt sidstnævnte.
En af frihedens slagfærdige slagsider er at der ud af det, opstår ting vi måske ikke bryder os om. Det er så også en del af livet. Det liv, der har så mange dunkle sider, men hvor der næsten også altid alligevel er noget håb.
Det ved bandet Gravens Rand, der på deres andet album ”Håb og andre forestillinger” inviterer dig med ind i flere melodiske fortællinger om de dunkle sider af livet. Her svinger pendulet i teksterne mellem håb, desperation og forløsning. Alene titlerne på de drevne og velskrevne åbningsnumre ”Mørkeland” og ”Snavset vand” er gode fingerpeg på hvor Gravens Rand tager dig med hen på tur.
Er det her protestsange ?
I en håndspillet folk-blues-country kulisse bliver livets slag, skilsmisse, frihed, velfærdsstaten, kontrol, overvågning, arbejdsløshed, misbrug, oprør og passivitet taget under kærlig behandling med Gravens Rands typiske dobbelthed.
Er det så det man kalder protestsange? I så fald er det den moderne form, hvor der nok trykkes på ømme punkter, men hvor selvironien og usikkerheden er en lige så tung faktor som selvfedmen i de altid afsprittede pegefingre. Du ved aldrig helt om sangen hylder, rapportere eller slår over i en paranoid frelser-prædiken. Om det er en rejse fra håb og lys til fortabelse og mørke eller omvendt.
Musikalsk er det både simpelt og velskabt og fuld af finurligheder. Lydbilledet fyldes af fede basgange, korklædte omkvæd, elektrisk banjo, twang guitar, rytmisk sans med pling pong og skrald – og lyder ærlig talt ikke som så meget andet på den danske musikscene lige nu. Reddie & Abel er vel nok det tætteste.
Tilbage til at hver fugl synger med sit næb. Det er Carsten Seidler der står for vokal, guitar og smøger. Som ’sanger’ er han vel det man kalder en mørk brummer eller en stabil skærebrænder, og passer sådan set glimrende til konceptet. Desværre er variationen i hans vokale udtryk så begrænset, at det bliver en kende anmassende over de 10 numre på godt 41 minutter.
Lidt ærgerligt for det er rent faktisk 10 numre, der med garanti havde samlet større udelt begejstring om der ikke havde være en så monoton vokal fremførelse hele vejen igennem.
Jeg kan ikke lade være med at tænke hvordan albummet – og et nummer som “Sjæleboderne” lydt hvis Carsten Seidler var aflastet eller ligefrem afløst af en f.eks. Johnny Madsen, Jes Holtsø, Ole Friis, Johan Olsen, Jesper Bruun (Reddie & Abel), Jesper Theis, Bjørn Fjæstad, Claus Hempler eller nogle af de andre mærkbare sjælfulde mørkemænd på den danske musikscene.
For ”Håb og andre forestillinger” rummer i den grad den slags sange, der fortjener at blive hørt. Der er masser, der både rører og rammer lige midt ind i den aktuelle virkelighed, hvor der dagligt skabes nye historier, der kalder på både handling og nye håb.
De fem pletskud
Et nummer som ”Ikke i rute” er jo nærmest Thäström på dansk. En relativ simpel country sang taget ind I storbyen, med fingeren på pulsen og hånden på hjertet.
Sidder ved det sidste stoppested
Og længes efter evig fred
Engang stoppede alle her
Nu kører de uden om mit kvarter
Sådan lyder første linjer i ”Ikke i rute”. Så er filmens scene ligesom sat, og der er ikke ligefrem en ‘happy end’ i udsigt, i en sang, der slutter med dette vers:
Jeg sad ved det sidste stoppested
Jeg havde mistet klippekort og min lykkes smed
Jeg har taget alt og givet ingenting
Det koster i livets afregning
Ikke alle numre på albummet holder dette niveau. Groft sagt er der vel fem pletskud – og resten er af en mere grumset karakter. Der er de to omtalte åbningsnumre, så er der ovenstående, og så det herlige støjende Neil Young-ish rocknummer ”Fanget her ”- der tørt og kontant konstaterer:
”Vejen op – begynder med dig selv – Det siger de alle – og nu du står i gæld”
Alt i alt en bemærkelsesværdig udgivelse, der meget hurtigt understreger, at det ikke ”Bare business”, selvom albummets længste nummer bærer denne titel. Lidt over otte minutter småpsykedelisk 70’er inspireret rock, mærkes som en trancelignende rejse, man godt kan drømme om at gentage, og som derfor sniger sig stilsikkert ind blandt de fem malende pletskud.
Release party og kaffepletter
Gravens Rand er her ikke for sjov, men heller ikke kun for alvor. De er her med glimt i øjnene, og kant i tekst og i musik. I albummets innersleeve er der meget apropos tilføjet kaffepletter i layoutet, hvilket fint afspejler det uperfekte i disse fortællinger, og i denne udgivelse.
Det uperfekte liv har således fået sig et nyt soundtrack og derfor er det i virkeligheden nok også den type musik, der gør sig absolut bedst på en livescene. Det kan du opleve i dag, den 12 marts kl. 20, hvor der er release party på Café Funke, Blegdamsvej 2, 2200 Nørrebro.
Gravens Rand udover Carsten Seidler af:
Jeanne Dahl Mikkelsen: Trommer, pling plong og skrald.
Jesper Tuco Andersen: Banjo, bas, guitar, orgel, violin, sav, kor, klaver og andet skrald
Efter to album er det vel efterhånden også rimeligt sikkert at fastslå. Der er slet ikke grund til at frygte, at man står ved Gravens rand.
