GRO – “Columna”

Fotograf: album cover

"GRO mistede sin mor - nu tackler hun følelserne på smukt og voldsomt debutalbum"

For omkring 10 år siden, da Julie Møller Christiansen var 22 år, mistede hun sin mor til selvmord. Sorgen – og det at lære at leve med den – bearbejder Christiansen nu under kunstnernavnet GRO på debutpladen “Columna”, der er et alsidigt artpop-værk med krystalklar vokal, legesyge effekter, alverdens obskure strengeinstrumenter og samples af gamle vinylplader.

Albummets åbner, “Atlas Axis”, er en atmosfærisk collage af harpe og samples, der eventyrlystent svøbes i detuning og delay. Efter 54 sekunder kortslutter den og fader over i “XXX XXV LXXV XXX”.

Den mundrette titel referer til Julie Møller Christiansens mors telefonnummer, her skrevet med romertal – nummeret handler om tiden kort efter morens selvmord, hvor Julie Møller Christiansen ringede til sin mors telefon for at høre hendes stemme på telefonsvareren.

Sonisk lægger den samme aura af elektronisk sitren fra “Atlas Axis” sig bag GROs vokal på “XXX XXV LXXV XXX”, der højt i mixet og uden rumklang føles som værende lige for øjnene af en. Den akkompagneres af et enkelt ostinat, spillet på et instrument, der umiddelbart er svært at definere – måske en elbas med dæmpede strenge.

Tag lige et par hovedtelefoner på, skru godt op og nyd delayet fra det uidentificerede strengeinstrument, der lægger sig allerbagerst i bøfferne. Det er virkelig lækkert. Og dyrk også lige, når omkvædet kommer ind, og det hele åbner sig op. Harmonikken er så simpel i versene, at den mere bevægelige akkordprogression i omkvædet er virkelig overvældende. Det er skønt lavet, og det klæder stemningen, at nummeret aldrig eksploderer, selvom det sagtens kunne gøre det. Der kommer aldrig et beat ind, og musikken forbliver underspillet og følsom.

Pladens første beat indtræffer faktisk først ca. halvandet minut inde i det tredje nummer “The Fields”, hvor vokalen i versene står lige så knivskarpt som på “XXX XXV LXXV XXX”. Vokalen – og ikke mindst ordene – er det vitale, må vi forstå. Det er elektronisk musik, men her skal først og fremmest lyttes, ikke danses – endnu.

Livsglæde er et ansvar

På “Columna” har GRO nemlig utrolig meget på hjerte. Albummet handler om at befinde sig i sorg, men også om at lære at leve med den, og det gør GRO ved at “tage ansvar for sin egen livsglæde”, som hun har udtrykt det i et interview med GAFFA. Alt det opsummeres nærmest på linjen “I’m living my life, but I’m missing you on the way” fra “XXX XXV LXXV XXX”. GRO kommer videre, men vil aldrig stoppe med at savne sin mor, mens hun gør det.

Sammen med ansvaret for egen livsglæde kommer vi også til det dansable. Nærmere bestemt finder vi midt på pladen den optimistiske “High As A Kite”, der lægger ud med et helt uimodståeligt beat, som altså er svært ikke at begynde at holde en lille fest til. Nummeret er en slags reminder, der skal minde GRO om ”at være sin egen partner in crime, der tager ansvar for, at hun og hendes nærmeste føler sig glade”, som Julie Møller Christiansen udtrykker det. Og det afspejles i den grad i musikken – fx i det cool og selvsikre omkvæd, hvor kontrasten mellem det tunge beat og den højtfrekvente vokal fungerer helt forrygende. Og nå ja, der er (selvfølgelig) lige smidt en psalter (en slags harpe) ind i versene og i stykkerne i slutningen af omkvædene, der faktisk giver et kærkomment modspil til det elektroniske univers.

Generelt er brugen af de for elektronisk pop uortodokse strengeinstrumenter rundt omkring på pladen virkelig med til at gøre “Columna” unik. Der er så utrolig meget elektropop derude, men der er altså ikke særlig meget af det, der har harpe og psalter – ovenikøbet brugt virkelig kreativt og uden at være påtaget.

Instrumenterne bærer i øvrigt en særlig historie med sig. De stammer fra Julie Møller Christiansens barndomshjem i Søborg – forældrene var folkemusikere, og derfor har instrumenterne en særlig forbindelse til Julie Møller Christiansens mor.

Under tilblivelsen af “Columna” omgav Julie Møller Christiansen sig med instrumenterne, ungdomsbilleder af hendes mor og gamle vinylplader med orkestre som The Incredible String Band, der blev spillet flittigt i barndomshjemmet. Vinylpladerne blev samplet og strengene fra harpe og psalter sat i vibrationer.

GRO tager røven på dig

Psalteren gemmer sig også i “Coccyx”, hvis hårde beat og manipulerede vokal lyder som noget fra en af Thom Yorkes soloplader. “Columna” tager kun godt 28 minutter, og det er skønt, at der alligevel er plads til at lade et tålmodigt intermezzo som “Coccyx”, hvor vokalen nærmest også blot er et instrument, bruge tre og et halvt minut på at udvide “Columnas” univers.

“Coccyx” tager virkelig røven på dig, fordi den er så markant anderledes end “High As A Kite”. Vi går fra pladens mest poppede nummer til det mest eksperimenterende. Og efter “Coccyx” tager “Fade In Time”, hvor vocoderen pludselig er i centrum, gudhjælpemig røven på dig igen.

Svendestykket er, at numrene ikke opleves som usammenhængende, og at GRO formår at skabe samhørighed mellem meget forskelligartede udtryk. De står som forskellige nuancer af sorgen.

På “Fade In Time” får vi udover vocoderen nogle af pladens flotteste linjer: “When every fucked up memory is running down your cheek/You’ll be wasting, falling till you get it right” og “And in the end the only thing that we decide is how we paint with black and white”.

Det er stadig underspillet, men det vredeste, GRO vokalmæssigt præsterer på “Columna”, er på sidstnævnte tekstlinje. Det er skønt at høre GRO bide fra sig, og det aggressive er en smuk afveksling i den musikalske sorgbearbejdelse.

“Rest In Words” bliver noget langtrukken – de første tre minutter kunne have været halveret, hvis det andet vers, der på nær tilføjelsen af en enkelt tekstvariation er mere eller mindre identisk med det første, blev pillet ud.  

Selvom teksten er fuld af smukke poetiske billeder som “Ache was like thunder feeding your storm”, føles gentagelsen lidt kedsommelig, og der går for lang tid, inden nummeret tager fart. Det kunne have været halvandet minut kortere og ville have stået meget stærkere.

Om bord i det nysgerrige

“Columna” lukker med den lille perle “In The Woods”, der handler om en gåtur i skoven, Julie Møller Christiansen var på med sin mor, 14 dage før moren begik selvmord i selv samme skov.

På trods af den tragiske historie rummer nummeret dog en vis fortrøstning og bruger meget velvalgt de samme tre akkorder i samme opadgående bevægelse gennem hele nummeret. Opgang, opgang, opgang. Det giver musikken en opløftende og optimistisk stemning, selvom melankolien og nostalgien spøger i teksten og det rolige tempo.

Med “Columna” kanoniserer GRO sig selv et godt stykke op mod de mere etablerede solokunstnere inden for den elektroniske artpop-scene i Danmark. Man har umiddelbart lyst til at sammenligne hende med artister som Lydmor og GRETA, men GRO adskiller sig markant med et mindre direkte, mere undersøgende og mere uforudsigeligt udtryk.

Hendes “Columna” er både melankolsk og skør, både rørende og dansabel. Det er stor sangskrivning, soniske spidsfindigheder og overlegent håndværk i pragtfuld forening. 

Jeg håber, at GRO fortsætter ad samme sti og udvikler videre på den, mens hun gør det. Og jeg håber, at folk har modet til at gå med GRO om bord i den lidt mere nysgerrige og udfordrende ende af elektronisk popmusik.

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 29.10.21
Label: Celebration Records
Genre: art-pop

Leave a Replay

Fotograf: album cover

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 29.10.21
Label: Celebration Records
Genre: art-pop
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.