I en sand efterårsstorm af nye danske udgivelser skulle der noget ekstraordinært til at pirre eller imponere den musikalske sult hos denne efterhånden mættede signatur af en musikkritiker.
Men en dag var der i indbakken en henvendelse fra Gunni Torp. En artist jeg med skam må melde at jeg – viser det sig ret klart, desværre – ikke har fået tjekket ud noget før. ”For hver kerne vi smider” er således hendes fjerde solo udgivelse. Debutalbummet som solist ”Det smitter” kom tilbage i 2012 – og inden da havde hun udgivet under navnet Gunni & Nitterne.
Hendes hovedinstrument er harmonikaen samt klaver – og det giver naturlige referencer til nordisk folk, Balkan og lidt gypsy. I det medsendte pressemateriale stod der blandt andet –
”Et vuggende hamonika-groove, shakers og støvede trommer i tæt dialog med en fabulerende banjo. Det er jordnært og akustisk.”
” … som frø, der er samlet i sensommeren, er det sange, der vil noget, sætte rod og sætte aftryk i verden. Hun rejser til fods på asfalt og i højt græs, ud i oprør og kampzoner, med længselsfulde kald efter vild natur og steder at høre til”.
”Inspirationen fra tidligere tiders aktivistiske lydspor er ikke til at tage fejl af. Her er latin vibes, som fra en social club og blues fra et farmers market. Her er klap, råb og frihåndstegning i det analoge lydunivers.”
Mange stærke og flotte billedrige ord tænkte jeg straks – uden dog rigtigt alligevel at kunne sætte ansigt på forventninger. Så min grundlæggende nysgerrighed gjorde at det album – som i mellemtiden var leveret med posten i en lækker VINYL udgave – måtte i omdrejninger.
Jeg kunne hurtigt konstatere, at præsentationen af albummet sådan set ikke kunne være skrevet meget mere præcist. Det var en varedeklaration der ramte plet, og så var et musikalsk udtryk som du ikke bare sådan sætter i bås – men som klinger både originalt og personligt.
Gunni Torp synger med en klar og direkte tone, der gør at det let at falde ind i det blomstrende og emnerige tekstunivers – der nok er samfundskritisk, aktivistisk og kamplystent i sin grundform – men som samlet set virker langt mere poetisk end påtaget og udpegende.
Referencer til 70’ernes bedste protest-folk navne kan naturligvis føles oplagt, men mest af alt virker Gunni Torp som en sanger og sangskriver af sin samtid, hvor der ved gud og fædreland stadig er masser at tage stilling til og forbedre i forhold til vores omgang med hinanden – og med naturen. Så selvom der er elementer af retro, så tilføjer Gunni Torp et frisk syn, en frisk energi – og ofte en god og fængende melodi i sine sange.
Tag bare åbningsnummeret ”Ordet er Mi” eller ”Revoltens Pedaler” – sidstnævnte en ægte ’kampsang’ på over fem minutter, med et dragende og dansabelt arrangement som det hemmelige våben – for ikke at tale om et nummer som ”De bølger”, der understreger at man kommer langt ved at have gode rytmiske fornemmelser, når man skaber musik.
Tre numre ud af ti på godt 40 minutter, hvor det aldrig bliver for meget af det gode, lidt for lidt, eller lidt for meget. Hverken i tekst eller musik.
Om du så vil vælge at kalde det balstyrko-folk, natur-folk eller abstrakt-vise-folk er et frit valg. Det afgørende for mig som lytter er at jeg hører en sanger og sangskriver, der på lidt samme måde som andre særegne artister inden for folk genren – f.eks. Rovdrift, Marc Facchini og Katinka – i den grad er på sporet med en opdateret GPS i et kendt terræn, der alligevel rummer mange ukendte veje fremad.
Det hele er både enkelt – men også undervejs finurligt – arrangeret og udført sammen med producer, tekniker og musiker Boi Holm samt Matthias Arbo Klein på trommer og percussion. Gunni Trop og hendes lille hold inddrager musikalske virkemidler fra teater, cabaret, værtshus, gader og stræder – og derved samler hun masser af stærke indtryk til en udtryksfuld helhed, der mærkes ægte og ikke mindst relevant. Albummet slutter på bedste vis med nummeret ”Tomheden, stilheden, grimheden og ..” – hvor hun blandt andet synger :
”Tomheden gør noget godt ved mig – den er som et kar, hvor jeg slipper det jeg har / Stilheden gør noget godt ved mig – der lever noget derinde, og det har noget på sinde / Selv grimheden gør noget godt ved mig, den er et beskyttende lag, man kan vaske det af / Og skønheden gør noget godt ved mig – Jeg glemmer alt andet og ved at jeg er landet lige her”
Stærke ord med plads til ekstra eftertænksom i et år, der har udspillet sig som 2020 har gjort det. Fakta er at Gunni Torp ikke bare selv er landet – hun har her landet et album, der både kan og vil noget. Og det jo også en kerneværdi, der er værd at sætte pris på!
