Fire singler har kvartetten Haab – der i dagens anledning var udvidet med bassist Kristian Hybel (Kajsa Vala, The Billy Surfs) – bag sig. Fire singler, der i den grad har vist, at Haab har godt fat om sangskrivningen og virkemidlerne inden for en dream-pop genre, som man i øvrigt ikke alt for grundigt skal fastlåse dem i.
De har nemlig hørbart mere i sig end snævre rammer. For den godt 40 minutter lange koncert med ni numre beviste ganske tydeligt at de har en del flere strenge at spille på. Tag bare forskellen på åbningsnummeret – en af deres nævnte singler ”Lost” – der i sin grundform er utrolig atmosfærisk og melodisk – og så det nummer, der frækt og flabet fulgte efter med den ganske passende titel “Dirty”. Et nummer, der pludselig på øregangen gav en genlyd af noget, der kunne lyde af et kærligt crush skabt af Blondie og Kate Bush i fælles forening. Masser af snerrende energi og vokal power og pondus hos – en dog stadig lidt for indadvendt – Hannah Sommer Rasmussen i front, og fuldbyrdet med markant guitar og fuldfed bas i lydbilledet. Det var pludselige dream-pop med småpunket new-wave attitude.
Den vej skal de afsøge og udfordre noget meget om de skulle spørge denne skribent. Ikke fordi de syv efterfølgende numre ikke var gode – det var de bestemt – men mest fordi dette nummer var en lille åbenbaring, der understregede den bredde og den rummelighed, der virkelig fornemmes at være muligheder for i dette orkester, der udover Hannah Sommer Rasmussen (vokal, omnichord), består af hendes søster Emma Sommer på keys og vokal, Mikkel Kofod – Trommer/drumpad og Nicolai Hjerrild Nielsen – Elguitar.
Samlet hørt – og det ikke mindst understreget via udgaverne af de ligeledes fremragende singler ”Mad About the Boy og koncertens sidste nummer ”Gravel Pit” – var det en både pænt god, pirrende og stemningsfuld oplevelse . “Mad About the Boy” kom lidt skævt fra start, men havde så meget pondus i sig selv og i et skønt fængende omkvæd, at der skulle mere til at slå det omkuld.
Haab leger gennemgående nysgerrigt og søgende med det atmosfæriske, og har en elektronisk bevægende puls der banker stødt, samtidig med at der undervejs tilsættes velspillede indie-guitar klange og soli, der fungerer som meget mere end farver eller bare fyld. Og så har de to søstre altså et par esser gemt omkring selve vokalarbejdet. Det kan med garanti vokse til nye højder, når de får modet til at give endnu mere slip.
Jeg er ret overbevist om at Haab bliver et spændende band at følge, og det lød som om hovedparten af publikum i den godt fyldte – og som altid flot opsatte og hyggelige Byhave ved Pumpehuset – havde det på helt samme måde.
Spørgsmålet er så mere om de så kan huske dette lidt specielle bandnavn – der altså IKKE udtales som håb, men nærmere som “harb” med en lidt lang udtale af a’et.