62-årige Hanne Boel har reelt ikke så meget hun skal bevise. Hun debuterede i 1988 med ”Black Wolf” – og har siden udgivet 16 album + et enkelt ”Best of” og et par live album – og de har samlet set solgt i over 2,5 millioner eksemplarer. Imponerende. Største kommercielle succeser tilbage i start 90’erne, hvor Hanne Boel for alvor blev hele danmarks soul-dronning, ofte med en poppet kant, krydret med lidt flirten med de afroamerikanske rytmer.
I nyere tid har der været længere imellem udgivelserne – blandt andet som følge af at Hanne Boel i de seneste 10 år har bestridt en stilling som professor og prorektor på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Der er hun nu stoppet – og det fulde fokus kan igen rettes på artisten Hanne Boel.
I de 10 år er det blot blevet til to album med nyindspillet musik – og begge er de skabt i jazzens og cover numrenes tegn. Men nu er hun tilbage med første reelle nye materiale siden 2007 albummet ”Private Eyes”.
Og det er hørbart et album drevet af lyst, skabertrang og god tid til at levere noget, der nok er umiskendelig Hanne Boel – men også så meget mere, så meget andet, så meget NU. For Hanne Boel er her et andet sted i livet. Hun skal ikke konkurrere med sin egen fortid, hun skal ”bare” bevise at en moden stemme, med sange, der er skrevet og baseret på et levet liv – der stadig rummer fremsynet nysgerrighed, men også refleksion og reaktioner på indhøstede erfaringer – også har noget at skulle have sagt i 2020. Resultatet er et tidløst lydbillede, der smelter roots, soul, world, jazz og det der ligner sammen til en vellykket og smagfuld cocktail.
Hanne Boel har leveret egne sange til album før, men det er første gang, at hun har sangskriverpennen med på samtlige numre. Det skulle hun måske have gjort noget før, for det har resulteret i et dynamisk, dybt, drevent, og gavmildt givende album. En slags tilbage til rødderne produktion, hvor de enkelte musikere, virkelig får sat deres aftryk, noget så eftertrykkeligt, uden at stjæle opmærksomheden fra selve kerne – den enkelte sang.
Hanne Boel er i stjernegodt selskab, og især bassist Anders A.C. Christensen (Kira Skov, Sort Sol,Jakob Bro, Savage Rose, Povl Dissing, Caroline Henderson o.m.a.) har en markant rolle med sin pulsmåler af en bas. Nyd den f.eks. i det groovy og sumpede titelnummer eller i den dæmpede blues ballade ”Holy Grail”.
Og der er reelt selve succesformlen på albummet – at musikerne er medlevende, og leverer både stemningsfuldt og intens – vel det bedste de har lært, og det er sandelig ikke så lidt! For holdet på albummet består af nogle af landets ypperste – tilsat lidt solid udenlandsk arbejdskraft. Der er hendes efterhånden mangeårige sideman på livescenen – Jacob Funch – der er her og der og alle vegne med guitar, synth, melodika, programming, og sågar undervejs også bas og perkussion, hvoraf sidstnævnte dog varetages af Rune Harder Olesen når det virkelig skal løftes. Så er der en rendyrket rhythm romance bag trommerne i form af amerikanske Kenny Wollesen, og så ikke mindst blæsersektionen Kasper Tranberg (tr), Mads Hyhne (tb), og Ned Ferm (ts, fl). Derudover er der masser af velvalgte kor- og stryger arrangementer. Der er i den grad kredset for lydbilledet.
Generelt er det et tilbagelænet album, der ikke lader sig genrebestemme. Den store forskel i forhold til tidligere er at det ikke skrues op for den mere polerende soul eller mere storladne pop produktion. Et godt eksempel er mesterstykket ”Child of Paradise” – der får lov at simre, røgfyldt og småsvedigt, og bare bygger sig op mod en finale, der ender lykkeligt – mens der stadig kan ses tilbage på et stærkt og vedhængende omkvæd. Ja, man kan ikke andet end begejstres.
Det er en perle på en album uden reelt svage numre – højst et par stykker hvor hvilepulsen måske bliver lige for lav. Men ellers har hvert nummer sine små charmerende særpræg. ”Truth Be Told” åbner f.eks. nærmest som en lavmælt rockklassiker, men ender alligevel som the blue light in the local jazz club. ”Memories of Me” må også fremhæves. som albummets mest rustikke og rendyrkede roots nummer. Det mere end dufter af Daniel Lanois i sit New Orleans mood. Det er fem minutter i drømmeland, med en både underdanig og totalt overskudsagtig guitarpræstation af Jacob Funch i hovedrollen.
På et par andre numre er det pianoet, der træder frem i lydbillet, og spiller en central rolle, som f.eks. de blidt blåtonede ”Mirrors & Smoke” og ikke mindst ”Baby, Baby, Baby”. Begge numre der i den grad understreger hvilken overjordisk stærk sangerinde at Hanne Boel stadig er.
Måske det mest personlige Hanne Boel album til dato, og uden tvivl det bedste siden ”Abaco” (2004). Det er ikke et hit album, men et album, der bør blive et hit for dem, der elsker musik til de blå timer, eller bare nyder god musik, som den afslappende og givende ledsager. For den aktive lytter er det også et af de album, der hele tiden vokser, så den tiende gennemlytning føles helt anderledes end den femte, og den første.
Men vigtigst af alt. Midt imellem mørket og lyset – der har vi nu en stærk, modnet og meget nutidig version af Hanne Boel – og lige der må hun gerne blive mange album endnu.
