Hanne Boel – DR Koncertsalen – 21.09.21

Hanne Boel 2021 Fotograf Henrik Hildebrandt (8)

Fotograf: Henrik Hildebrandt

”Boel kyssede det satans liv og det danske sprog på en dejlig uperfekt aften”

”Kald det kærlighed” fik vi ikke – men til gengæld fik vi en slags ”Toppen af poppen” LIVE i luksusudgave – med fokus på kærligheden til og kvaliteten i de udvalgte dansksprogede sange. Overskriften på koncerten var nemlig ”Hanne Boel – på dansk”  

Der er nemlig altid noget godt ved det meste her i tilværelsen. Selv Covid-19 er der kommet gode ting ud af. Hanne Boel fik f.eks. efter næsten 10 års tanker og tilløb endelig bugt med sin gamle stædighed, om at hun altså IKKE er en artist der synger på dansk.

Det er der blevet det meget anbefalelsesværdige albummet ”Kopi” ud af – se anmeldelse her på siden. Her fortolkes danske sange fra 10’erne – primært af yngre sangskrivere. Et stærkt album, der bestemt kalder på mere dansksproget musik fra Hanne Boel – også gerne originalt materiale.

Stemmen kender vi jo. Alle os, der sidder her i den næsten udsolgte smukke koncertsal med den sublime lyd. Salen er stor og flot, men den føles alligevel ganske intim, i et enkelt set-up med Hanne Boel i midten flankeret af hendes faste makker Jacob Funch på guitar og diverse, samt Anders Philipsen (Stefan Pasborg m.fl) og Simon Littauer (MØ, Kwamie Liv, School of X m.fl) til at skabe det højtravende og dragende atmosfæriske elektroniske univers, som hovedparten af sangene er bygget op omkring. Hertil suppleret af et velafbalanceret og bidragende kor bestående af Sophie Ziedoy og Ayoe Angelica.

Et stærkt hold med masser sammenhængskraft. Der lægges ud med det der også er åbningsnummeret på albummet – ”Alting var smukkere”. Et – ja, smukt udlæg, og en klar markering af at aftenen ikke bare skulle byde på 1:1 afspilninger fra albummet. Arrangementerne blev generelt foldet ud eller bøjet lidt, og gjorde pludselig sangene lige den tand mere Hanne Boel’ske i sit udtryk og det var vel kun ”Hurtige hænder”, der tabte lidt i forhold til den energi og det drive den har i album versionen. Her måtte Boel og band godt have sluppet tøjlerne lidt mere da de åbnede andet sæt med dette ellers så genialt fortolkede nummer. Det kunne måske have sat pulsen lidt op hos et modent publikum, der nok var begejstret, men ikke ligefrem ruttede med den. Til gengæld var det gennemført at de 22 gulvprojektører i lige præcis det nummer lyste og blinkede i grønt – der jo er The Minds of 99’s kendingsfarve. Se det er klasse sådan noget.

Og klasse var hvad vi generelt blev præsenteret for i to sæt af henholdsvis 47 og 57 minutter- og i alt 16 numre. Alle ti numre fra albummet blev naturligvis leveret, og i modsætning til på albummet sad f.eks. begge Marie Key fortolkninger lige i skabet i LIVE versioner, hvor ordene lige pludselig virkede helt naturlige i munden hos den erfarne sangerinde på nye eventyr.

Når der leges med arrangementerne, er det jo altid en smagssag om man som lytter syntes de lander et bedre sted. For mig som lytter fungerede det at Barselona’s ”Åbne arme” fik endnu mere calypso vibe over sig, mens jeg ikke helt vidste hvordan jeg skulle reagere på at Sebastians ”Vindens glemte sange” her blev fremstillet som noget der kunne minde om en ‘murder-ballad’ i musical format

At udfylde to sæt krævede selvfølgelig mere end de 10 numre fra albummet, som i øvrigt blev solgt som varmt brød efter koncerten, hvor hoved arkitekterne Boel og Funch signerede for et taknemligt publikum. Hanne Boel afslørede fra scenen at målet med de valgte sange til fortolkning var at man pludselig hørte noget andet i sangene – at ord og mening måske blev tydeligere eller mere forståelige – og at man som hende f.eks. pludselig forstod at grundlaget og udgangspunktet for sange som Medina’s ”Elsk mig” og Sebastians ”Romeo og Julie” var det samme. Sidstnævnte sang overraskede ved at blive spillet i en fri og svævende version, der flyttede den fra et 80’er pop univers til en meget mere universelt drømmeland, hvor jeg bestemt gerne tager et længere ophold.

Til gengæld kan man altid diskutere om det nu er det rette eller de kloge valg at have to Sebastian sange – og to Marie Key sange med, når der er så mange andre gode danske sange at fortolke. Det virkede måske også lidt for sikkert og på grænsen til mangel på nysgerrighed at vælge sange af navne som Sebastian, Anne Linnet, TV-2, og C.V. Jørgensen til de ekstra fortolkninger – når nu navne som Signe Svendsen, Mathilde Falch, Katinka, Love Shop, Simon Kvamm, Juncker og Folkeklubben – eller sågar Kim Larsen har lavet sange i 10’erne , der også kunne kalde på en frisk Boel fortolkning – og måske ville have givet en skarpere rød tråd.

Når det er sagt opstod et af aftenens højdepunkter så afgjort i en guddommelig stærk og nærværende version af Steffen Brandt’s TV-2 klassiker ”Kys det nu (det satans liv)” – også selvom Hanne Boel i starten glemte en linje, og måtte have hjælp fra Jacob Funch til at komme videre. En uperfekt start – men så kyssede hun det nummer, som var det født af hende selv – og det medførte tydeligvis at livsgnisten blev tændt overalt i salen.

Afslutningen med ”Skibet skal sejle i nat” – som hun sammen med Lars H.U.G havde et hit med tilbage i 1989, og som første gang blev gjort uforglemmeligt i Gustav Winckler og Birthe Wilkes’s originalversion fra 1957 – fungerede til gengæld ikke rigtigt. Hanne Boel glemte symptomatisk også et enkelt ord indledningsvis, og fandt aldrig retningen for den nye horisont som nummeret blev forsøgt tilført med Sophie Ziedoy og Ayoe Angelica som stand-in’s for Lars H.U.G. Skibet gik på grund, men forinden var lasten så rigeligt lastet med ‘guld’, så det skal være tilgivet på stedet.

Men det havde måske været bedre at slutte med ”Se nu stiger solen”. Et velkendt salme, som hun rent faktisk har indspillet i 1987 med Ole Koch-Hansens Sekstet på et album med netop den titel. Et nummer, der er som skabt til et rum, hvor der er højt loftet, og som i første sæt blev leveret på himmelsk, at man bare sad helt afslappet, tilbagelænet, lyttende og bare nød, at Hanne Boel med sin vidunderlige varme vokal kan løfte en sang endnu højere op.

De kunne også have valgt at placere den helt aktuelle “Indian Summer” til sidst – hvis den lige var blevet tilføjet lidt ekstra gnist og noget mere af det besnærende sitrende støj-guitar, som desværre kom lidt for sent og lidt for kort i en version, der mest af alt fik fremhævet, hvorfor at C.V. Jørgensen som sangskriver og Hanne Boel som sanger begge kan tænde liv og lys.

Hanne Boel takkede fra hjertet publikum for at have lagt øre til hendes ’udviklingsprojekt’. Jeg er sikker på at hver og en i salen gerne tager videre på det, der forhåbentligt bliver en lang dansk ‘dannelsesrejse’ – med endnu flere kys til den danske sangskat – og med mere mod og nysgerrighed til også at tage det uperfekte med på vejen – og måske selv sætte ord på.

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.