Hanne Boel har siden sit første soloalbum i 1988 ubetinget været en af vort lille lands mest markante sangerinder. Hun har som udgangspunkt sunget tidløse soul-pop sange, som er leveret og skrevet til hende af andre sangskrivere – ligesom hun til tider har fortolket allerede ganske velkendte numre. ”Son of a Preacherman” og ”After Midnight” er to eksempler på exceptionelt vellykkede fortolkninger, der på sin egen måde matchede originalens storhed og klassikerstatus, og fik sit eget touch og derved nyt liv i Hanne Boel regi.
Det har altid været på engelsk. Kun få gange har hun indspillet sange på dansk, og aldrig til et album i eget navn. Så det har i sig selv været en grænseoverskridende udfordring og proces for den ellers så rutinerede og velbevandrede sanger. Men ikke nok med at hun skulle synge på dansk, der var også et andet dogme. Hun ville nemlig hylde nogle af nutidens nyere danske sangskrivere ved at fortolke nogle udvalgte sange fra 10’ernes sangskat.
Den opgave og udfordring har hun nu løst i tæt samarbejde med hendes mangeårige musikalske kompagnon – multiinstrumentalisten og produceren Jacob Funch. Valget af sange vil altid kunne diskuteres – men i det medfølgende pressemateriale forklarer Hanne Boel ærligt og redeligt om baggrunden for sine. Nogle kom til hende via tilfældighedernes spil – andre mere af kærlighed til nummeret eller artisten. F.eks. skriver hun om valget af Peter Sommer sangen ”Det evige nu”:
”Den evige Sommer, kan man næsten sige. Jeg kunne have valgt mange af hans sange, for de ligger så godt til mig, at jeg mageligt kunne have indspillet et album med titlen ’Boel synger Sommer’. ”
Den idé må hun ikke skyde ned – det kan kun blive godt – selvom netop ”Det evige nu” er en af de sange, der udstiller problematikken om hvor godt man kender originalsangen. For isoleret set er ”Det evige nu” – i øvrigt albummets længste med næsten seks minutters spilletid – en fantastisk sang i Boels mund – atmosfærisk, enkel og alligevel musikalsk levende. Men i forhold til originalen bliver den alligevel næsten for pæn – ordene blødgøres – hvor de hos Sommer selv har en mere rustik ulmende uro over sig. Man kan sige at Boel flyder flot med ordene, mens Sommer fremfører både de enkelte ord og alt det i mellem linjerne. Sjovt nok genfortolker Peter Sommer også selv “Det evige nu” på sit nye album “PSPHPT”, der er udkommet samme dag som “Kopi”
Men netop udfordringerne omkring kendskabet og forholdet til originalsangene, spiller altså ind i denne anmeldelse. Jeg kendte alle 10 valgte numre på forhånd – nogle dog en del mindre end andre. Havde jeg nu hørt ”Kopi” uden kendskab til originalerne er jeg ret sikker på at jeg ville synes at Hanne Boel havde lavet et ret så stilfuldt, gennemarbejdet og lyttelækkert album, med et par overrumplende pletskud, en del minderige sange, og så et par mere neutrale. Altså vel mest af alt på et niveau som et Hanne Boel album næsten altid har været for mig – et sted mellem over middel og helt fantastisk.
Det er ni ganske forskellige artister Boel og Funch fortolker. Underligt nok er Marie Key taget med to gange. Lidt besynderligt når man tænker på hvor meget godt dansk der blev leveret i 10’erne. Men måske det skyldes at fortolkningen af ”Landet” kun er delvis vellykket – og ifølge pressenoterne virkelig udfordrede duoen i dens tilblivelse.
Den starter ellers flot og smigrende ud med en sanselig spansk guitar – og en stemning af en aftentur på stranden – inden teksten leveres nærmest som ‘spoken word’ af Hanne Boel. Men hvor det i Keys egen version hele vejen klikker både lidt kækt og frækt – bliver det hos Hanne Boel, mest af alt bare en lidt afmålt overlevering med en lille glimt i øjet. Sangen bygger sig dog op – og reddes hjem af, at der i sidste halvdel lander de musikalske lag, der gør en forskel – en mundharmonika i baggrunden og fokus på koret omkring omkvædet ”hvis vi rykker tæt tæt sammen”.
Så er der mere at råbe HURRA for i fortolkningen af Marie Key’s ”Uden forsvar”, der i modsætning til de næsten fem minutter ”Landet” udspiller sig i, er godt og vel overstået på godt 3 minutter. Versionen her er lige på og varmblodig – rytmisk tro mod originalen – og her træder sangerinden Hanne Boel virkelig til sin ret. Hun tager en chance, og griber den, og resultatet står uden forsvar tilbage, som et af albummets mest vellykkede fortolkninger.
De mest overrumplende pletskud høres til gengæld i fortolkninger af Barselona og af The Minds of 99. Her flytter Boel virkelig forlægget nye steder hen. ”Åbne Arme” – af Barselona – oprindeligt at finde på ”Hjertebank ”(2019) – og var en slags semi-hit for kendere. Oprindeligt skyggefuldt og mørkt – og ikke mindst iørefaldende. Det er den sidste del Hanne Boel kaster lys over i en version, der blandt andet får en charmerende calypso feelling over sig. Det klæder og løfter sangen til en rendyrket ’Feel-good-pop-perle’ med et bølgende ‘groove’ og kærlighed som ledetråde. Her lykkedes hun virkelig at rykke en allerede elsket original et nyt sted hen, hvor den blomstrer igen – og får sit helt eget liv. Det samme sker når hun fortolker ”Hurtige hænder” fra The Minds of 99‘s debutalbum (2014) . Rockskelettet rives simpelthen ud og erstattes af et genialt og originalt tænkt Grace Jones-ish vibe, der pludselig giver sangen nye sko og farver – og ender som en absolut potentiel ‘first mover’ til ethvert dansegulv.
Jeg holder også meget af sangene ”Alting var smukkere” (Mouritz/Hørslev) og ”Vindens glemte sange” (Sebastian) – men de bliver her aldrig mere end velmente og kærligt udførte kopier. ”Alting var smukkere” mangler pludselig Mads Mouritz skrøbelige følsomhed. Men omvendt kommer den hos Hanne Boel måske endnu tættere på det udgangspunkt af en evergreen af en sjælfuld kærlighedssang, som tekstforfatter Lone Hørslev vidst nok drømte om at skrive. En sang hun håbede kunne matche kærlighedssangen over dem alle – Thomas Helmigs ”Nu hvor du har brændt mig af”. Der er i hvert fald noget ‘Helmig- Århus-Malaga -T/R’ soul over denne kopi, som med garanti vil fænge hos mange, hvis altså IKKE de kender originalen.
Det samme gælder nok for ”Vindens glemte sange”, der emmer af godt sangskriver håndværk – og en vedkommende tekst fra Sebastian . Den arrangeres her flot og indbydende – men det er ligesom at den patina og den medlevende melankoli, som den er skrevet på og sunget med af Sebastian fortabes i en næste lidt for behagelig og vindstille Boel/Funch produktion.
Man kan selvfølgelige ikke vælge at fortolke 10’erne uden at medtage Carl Emil Petersen og/eller Ulige Numre. Valget af årtiets måske bedste sang overhovedet ”Frit land” er oplagt – og kommer helskindet igennem kopi maskinen. Den flytter sig lidt fra det akustiske univers originalen kendes i – og får noget mere storslået over sig her – og det bærer sangen på smuk vis.
Sidst og mindst indtryk gør fortolkninger af Medina og Rasmus Nøhr – men det er så heller ikke sange jeg egentligt har noget forhold til i forvejen. Jeg synes simpelthen bare ikke de har kvaliteterne til en tur i kopimaskinen, selvom de naturligvis altid vil blive opgraderet i munden på Hanne Boel. Men altså når man tænker på hvad der kunne være kommet igennem den i stedet – numre fra f.eks. Andreas Odbjerg, Annika Aakjær, Folkeklubben, Søren Huss, Mathilde Falch, Dorthe Gerlach, Claus Hempler – så ærgrer valget af de to sange bare lidt.
Men er man nu i fortolkningshumør kan man selvfølgelig vælge at høre de hospitalsbippende lyde i den afsluttende ”Retursekund” – som et sidste farvel til Rasmus Nøhr som en seriøs og til tider ferm sangskriver, og ikke en forvirret og fortabt konspirationsteoretiker. Men det jo en helt andet historie! Nu og her er historien at Hanne Boel på dansk fungerer fremragende – og allerede kalder på en gentagelse!
