Der findes næppe en kønnere kulisse til en festival end renæssanceslottet Egeskov på Sydfyn. Med vandgrav, haver anlagt i symmetri, træalléer og et bakket landskab med sø og skov.
Meget af omgivelserne er inddraget i festivalen Heartland og man ankommer nærmest som om man er slotsgæst ved at gå igennem busk-gange, passerer selve slottet, der dateres helt tilbage til 1500-tallet.
Det overgår langt Ledreborg Slot i Lejre som er en af de mange andre spektakulære kulisser, der også har lagt park, have og omgivelser til musikarrangementer.
Allerede forelsket
Musikalsk begyndte min fredags festival på den største scene Greenfield med musik, der passede perfekt til omgivelserne. Peter Sommer & Tiggerne sammen med Nelson Can-sangerinden Selina Gin og et stryger- og blæserensemble Hermes med dirigent.
Det var strygerne, der i flot solskin lagde stemningen sammen med Peter Sommers vokal i opførelsen af hans seneste album ”De forelskede i København”.
Med solen skinnende og et stort bifald til titelnummeret var eftermiddagen skudt i gang.
”Jeg er allerede forelsket. Det går hurtigt” sagde Peter Sommer henvendt til både publikum og kulissen. ”Festivalsommeren er hermed åben” proklamerede han.
Tiggerne er et harmonisk band, hvor kun guitaristen Søren Bigum skiller sig markant ud i nogle små guitar-perler, der lægges over numrene. Det hele var pakket pænt og flot ind, og det var næsten synd for de skarpe tekster, hvor Peter Sommer sætter skarpt lys på kærlighedens veje og vildveje.
”Så fik vi da taget den helt store tur. Og det sku’ vi da prøve indtil det ik’ længere var vores tur” synger han i titelsangen, og det bliver som søde ord ud i luften på en fynsk solskinsdag. Men var de egentlig ikke tænkt som eftertænksomme. Måske er det bare dobbelttydigheden og ironien i Peter Sommers tekster, der er svære for mig at kapere. Jeg vender tilbage omkring det med ironi som sprogform.
Madglæde
Trods konkurrencen fra Sommer er der ikke langt derfra en såkaldt mad-talk i gang om tang med kokken Takashi Saito som er udlært på den ikoniske restaurant Umami. Sammen med direktøren for Odsherredvirksomheden Dansk Tang, Claus Marcussen. De tog de imod massevis af spørgsmål fra et interesseret publikum som fik smagsprøver på is med tang. Et godt eksempel på at publikum til Heartland kan være lige så interesseret i alternativ mad som musikken.
“Hvordan plukker man tang – hvor mange typer tang findes – hvordan tilbereder man tang?”. Der var livlig spørgelyst, og tang-publikummet var lige så varieret som resten af Heartlandpublikummet. Fra 20 til over 60 år, men med et klart overtal af dem på 40 år.
Plastik og Bonderøven
I et af de store tale-telte er der gang i en snak med temaet ”Er plastik løsningen eller problemet?”. Et arrangement der trækker næsten fuldt hus. Her deltager bl.a. Frank ”Bonderøv” Erichsen og Designer og materialeudvikler Bonnie Hvillum, der står bag Natural Material Studio. Fra Nationalmuseet var plastekspert Yvonne Shashoua med som forskningsprofessor. Hun arbejder med, hvordan plastik fragmenteres i ‘real time’.
”Jeg tror at jeg vil have svært ved at undvære plastikspande, pressening og fryseposer” sagde Frank Erichsen med klar tale til problemet med at droppe plastik som produkt. Jeg forlod talk´en (som det altså hedder på nudansk) klogere på både udfordringerne ved både at have eller undgå plastik.
Musikken fungerer for mig som pauser mellem interessante diskussioner og publikumsinddragende debatter. Især duoen Svaneborg Kardyb fungerer på den måde. Den forholdsvis ukendte duo spiller keyboardbaseret jazz af Nicolai Svaneborg med rytme-underlag af trommeslageren Jonas Kardyb. Musik skabt til at ligge i solen, spise frokost og slappe af uden ord.
Guld i mund
Længere inde i skoven omkring Egeskov Slot ligger en lille ny scene Diorama, som fredag blev det store trækplaster med det nye danske band Guldimund, som tydeligt har fået en meget begejstret fanbase i især det yngre publikum. Men folk strømmede til hen over en bro, så vagtfolkene pludselig fik sved på panden.
Guldimund leverede et flot sæt, som igen satte musikken på dagsordenen i mit hoved. Sangeren Asger Nordtorp Pedersen leverede sammen med et veloplagt band med blæsere, masser af guitarer og rytmegruppe dagens største musikalske overraskelse, og publikum var med på selv de allernyeste numre f.eks. ”Nogle gange er det OK at give op”. Endnu en tekst ala Peter Sommer om det svære men også smukke forhold til andre mennesker. De emner dominerede også Guldimunds udgivelse ”Dem vi plejede at Være” fra 2021. På Heartlands Diorama med 7 mand på en scene på størrelse med et kollegieværelse blev de sunget med inderlighed uden ironi af både publikum og Asger Nordtorp.
Bandet lyder som en blanding af det bedste fra Rumour Said Fire, William Blakes og Bisse.
Ironi i mund
Heartland har to store teltscener med talks (ja, det ord har sneget sig ind i dansk hipster-talesprog som et synonym for debat og foredrag), og denne fredag er der hentet udenlandske litteratur-koryfæer som Margareth Atwood (hende med The Handmaids Tale – Tjenerindens Fortælling) og Nick Hornby (ham med High Fidelity og About a Boy). De har henholdsvis fået overskrifterne ”Om Brændende Spørgsmål” og ”Om Ironi” at tale ud fra, og Nick Hornby er blevet suppleret med Simon Kvamm.
Jeg hoppede på emnet ”Om Ironi” ligesom flere tusind andre Heartland-gæster og fik nogle lette og rammende betragtninger om brugen af ironi.
”For være ærlig, så siger jeg sjældent min mening” lagde Nick Hornby ud, og den sætning er i sig selv et udtryk for hvad ironi kan. Prøv at sige sætningen og pil den fra hinanden.
Simon Kvamm fulgte op med på skole-engelsk: ”Jeg siger ting, som jeg ikke mener.”. Han refererede til at han fra scenen kan finde på at sige til publikum: ”I kan gøre det bedre end det her?”, selvom han i virkeligheden mener at publikum gør det godt.
”Jeg er jo ikke seriøs. Jeg forsøger at nedbryde de klicheer, der findes omkring rock-koncerter.”
Nick Hornby kom med et eksempel på ironi på sociale medier.
Til sin søns 18-års fødselsdag skrev han på Instagram: ”Det er min sidste dag som forældre”, og han fik en masse reaktioner, som tog hans ord for pålydende.
”Det er problemet med de sociale medier”.
Kæmpe flagermus
Med et smil om læben og et let sind kunne jeg bevæge mig videre igennem fredagens Heartland og kaste mig ud i en dansk rock revival fra 00erne. Først Raveonettes, så Kashmir, videre til Psyched Up Janis og Trentemøller, der lukkede festen. Dertil Drew Sycamore som det nutidige pop-punktum.
Rock- og feststemningen steg proportionalt med at solen gik ned og folk flyttede tættere sammen. Omkring scenerne, da Heartland heldigvis ikke behøver storskærme.
Det var ”flødeskumskager” for dem som var unge for 20 år siden, og som i dag er omkring 40 år og gerne vil både opleve og genopleve. Uden nødvendigvis at rode rundt i både teltlejr eller smat. Her har Heartland set rigtigt, og de har samtidigt både kulisserne, klimabevidstheden og den gode madsmag oveni.
Det eneste truende på Heartland er en 6 meter høj skulptur af en korsfæstet kæmpe-flagermus, der skaber kontrast til både Egeborg Slot og oplevelsen.
Og da solen var gået ned under veloplagte Kashmirs ekstranumre Aftermath, Leather Crane og Rocket Brothers (det var bare ekstranumrene), blev der omkring voldgraven opført en fascinerende lysballet med levende dansere med Flagermus-skulpturen som baggrund. Den ord- og musikløse kunst virkede denne aften som den bedste kunstform til at rumme det dystre. Det smukke, det rockende, det eftertænksomme og det beroligende stod musikken og ordene for.
