For 34-årige Helene Bak har musik altid fyldt meget i hendes liv og i sær siden hun som teenager satte sig for at lære at spille klaver. Interessen fortsatte i gymnasiet og siden på musikkonservatoriet i Århus, hvor hun tog en kandidatgrad i rytmisk klaver. Håndværket er således i orden. Nu er det sangene, der skal bære hende videre.
I 2015 kom debutalbummet – det jazz-orienterede ”Oh so Quiet” – der blev taget godt imod af såvel presse, radio og publikum. Et album der ikke skjulte, at det også rummede en sanger og sangskriver, der også havde en forkærlighed for roots musikken og dens både simple og stemningsfulde virkemidler.
Det blev tydeligere endnu på EP’en ”Still There Is Me” fra 2017 – og nu har når hun så begået et regulært roots farvet album, hvor man dog stadig godt kan ane af hendes jazz rytmiske sans ikke er gemt helt væk.
Det er dog primært et tilbagelænet og afbalanceret lydbillede, der møder én over de 8 numre på lige over 32 minutter. Et af den slags album, der giver mere af sig selv, hvis du giver det den opmærksomhed, som det fortjener. Således et album, der stille og roligt vokser med tiden, når de små nuancer langsomt, men sikkert folder sig ud, og viser sig at rumme masser af detaljer, som det er til at få optur over i den ellers nedtonede nydelse.
Der er således åbenbaringer i et omfang, så jeg ikke tænker at Helene Bak behøver at stå og gemme sig i skyggen fra en relateret artist som Kajsa Vala. Sangskrivningsmæssigt rummer de mange af de samme værdier – og de evner begge – på hver deres måde – er præsentere deres egen version af virkeligheden på en vedkommende og dejlig jordnær måde.
Første pirrende pletskud – der gør at man virkelig mærker musikhjertet banke – er den anden skæring ”Human Heartbeats”, der er et gennemført eksempel på den præcise balancering og det bærende bånd, der høres mellem rytmegruppen Jens Jefsen (bas) og Søren Pedersen (trommer), guitaristerne Michael Vestbo og Mikkel Bøggild og så albummets hemmelige våben – blæsersektionen Nikokai Bøgelund (trombone) og Jesper Riis (trumpet/flygelhorn). De skaber hele vejen igennem nogle stemningsfulde kulisser for de slidstærke sange, som nok i sit udgangspunkt er tusmørketunge og blåtonede, men også rummer lyset, letheden og luftigheden.
Hvad Helene Bak måske mangler i en markant personlighed omkring hendes vokal opvejes af en uhørt professionel og stilsikker levering – der dog til tider måske også er lige en tand for perfekt og pæn. Det ville bestemt ikke gøre noget at man i hendes sangforedrag kunne høre, at hun undervejs i teksterne rent faktisk sætter sig selv i spil, og også tager fat i nogle lidt tungere emner.
Men Helene Bak og resten af det kompetente hold med producer Mikkel Bøggild (Barrow) i spidsen har nu hele vejen fingeren på vejen og snuden i sporet, og det afspejles også i det iørefaldende ”Eyes on the Road”, der ikke bare har et fængende omkvæd, men også køres bæredygtigt hjem på den stemningsmættede samhørighed, der igen her mærkes i spillet mellem guitar og blæser.
Det samme kan siges om ”Fuel to the Flame”, der lige får tilsat en skvis country feeling i benzintanken, som det ekstra krydderi, inden det køres hjem som et af den slags numre det burde være lovpligtigt at skulle spille i fast rotation hvis man var en public service radiostation.
Hvis lyden af artister som Sheryl Crow og Bonnie Raiit før har ramt dig – bør du tjekke dette album ud. Der er naturligvis også et par ballader, der stikker ud. Singlen ”A Roof” lyder rent faktisk af en kærlig hilsen til omtalte Bonnie Raitt, mens ”Shifting Sands” er en dejlig reminder til hendes jazz baggrund, og et af de få numre hvor man fornemmer, at albummet rent faktisk er skrevet af en pianist. Fantastisk smukt.
Og sådan kan man samle store og små øjeblikke af begejstring igennem alle otte numre, der viser at Helene Bak har alle forudsætninger for at blive en af de ’store” sangskrivere i genren herhjemme. Der er faktisk ingen grund til at hun skal blive stående her under taget. Det første store skridt er taget med dette album.
Til pladereceptionen i fredag stod hun på taget af Aros i Århus og spillede – og jeg er sikker på at Helene Bak og hendes kompetente hold omkring kan tage den til ’next level’ når dette album skal følges op. Alle forudsætninger er i hvert fald til stede – håndværket, historierne, holdånden og så er hjertet med.
