Dette er det tredje album på fire år fra 32-årige Henning Sernhede – der blot udgiver under navnet Henning. Tre album med absolut lyttelækker blød soft-rock eller soul-pop af den slags som svenskerne vel næsten er verdensmestre i – tilsat melodisk og klangfuldt guitarspil.
Der er en klar rød tråd og blåtonede noter i lydbilledet hos denne ægte ‘Do-It-Yourself’ artist fra Gøteborg, der også spiller i folkrock bandet West of Eden og har udgivet album med Kasban og Fox Machine.
Henning Sernhede synger, spiller guitar, piano og synth og benytter trommemaskiner på et album, der primært er optaget hjemme i eget soveværelse. Det bliver dog aldrig for intimt eller introvert i hverken tekst eller musik. På tekstsiden fornemmes det at Henning ser ud og deler både øjebliksbillederne fra hjemstavnen, og kærlighedens melankoli og magi – ligesom f.eks. tvivl og rastløshed slippes løs i den pragtfulde – næsten helt Sko & Torp agtige – ”Vissa dager”.
Men nok er Henning i sit lydmæssige udgangspunkt ganske blød – men han er hverken uden glød eller humor.
”Men tänk om alla skulle hitta sig själva / då skulle hela världen stann upp / Att säna som vi finns det e nog tur / För landets tillväxt och konjunktur” – synger han således på den næsten 6 minutter og 10 sekunder lange ”Djupa Dalar”, der med den skønneste slide guitar og en velproduceret ro og enkelhed i hele sin struktur, bare føles som en helt naturlig optur nede fra de dybe dale. ”Jeg tror på det som jag kan se” – synger han videre i sangen – og man får lyst til at tilføje – ”jeg tror på det jeg hører”.
Også når han i nummeret – den melodiske – og nærmest Dire Straits klingende perle – ”Rock ’n’ Roll” – synger ”Rock ’N Roll har räddat mig igen”.
For tiden kalder på at blive reddet – og bygge op igen – forhåbentlig klogere end før. Refleksioner og iagttagelser skinner igennem på et album, der byder på 11 numre og i alt næsten 44 minutters spilletid. Fire singler har hidtil være ude – men overraskende nok ikke åbningsnummeret ”Första gangen”. En ligefrem, på grænsen til det banale, kærlighedssang med en melodisk snilde og et glimt i øjet, som man ellers troede man skulle forbi folk som Tomas Ledin, Peter LeMarc, og Mauro Scocco for at finde på det niveau. Skulle man spørge mig om opskriften på et perfekt radiopop nummer, så ville jeg helt uden tøven præsentere dette nummer.
Og elsker man guitarlyden af Mark Knopfler, J. J. Cale og Chris Rea – ja, så er der altså masser af guf at hente på hovedparten af albummets velskabte numre. Hele tiden doseret så de velplacerede guitarguirlander og guitarsoloer bliver en vigtig ingrediens fremfor blæret fyld.
Et godt eksempel er ”Sängen som ingen får höra” – hvor den blide vokal, den dulmende rytmik og den galante guitarlyd skaber en stemning, der dufter af Mark Knopfler Jam på den caribiske halvø. For ikke at tale om pladens sidste nummer ”Låt tågen gå” – der med 6 minutter og 13 sekunder er pladens længste – og på henførende healende vis fører en ud af tågen – og ud af desperate karantæne tanker m.v. Et af de få numre, hvor der er musikalske gæster med. De gør så også en markant forskel – og stemningsbilledet kommer i den grad i yderligere bredformat når Martin Schaub på piano og Pontus Hedström på saxofon lægger fra land og lægger til.
Ellers er der ikke mange gæster på albummet. Den fremragende soul-pop sangerinde Tilde Ingham – også kendt som TILDE , der i 2018 udgav det anbefalelsesværdige debutalbum ”Nothing Gold Can Stay” medvirker på kor på et par numre, og så er Slowgold medlemmet Johannes Mattson (som også var med i Kasban) med på bas på albummets 10 første numre, ligesom han er medproducer.
Det iøvrigt ikke kun på den lange bane at Henning virker – tjek endelig også de korte og lidt Mats Ronander-ish numre ”Lycklig idiot” og Allting Fäller”, som med et fedt rytmisk drive og rockens nerve virkelig viser hvad det er en god sang kan gøre ved en på under tre minutter. Henning er hverken retro eller trendy. Henning er mest af alt en musikalsk brobygger, som vi her på denne siden af Øresundsbroen bør se at få åbnet ørerne op for!
