Henrik Johannesen – ”Farm Sessions”

Fotograf: PRESSEFOTO

"Erfaren sanger og sangskriver går solo – og der har han fundet det helt rette rodfyldte spor”

Interessen for country- og roots musik er jævnt stigende i disse år. Ikke mindst i USA hvor navne som Chris Stapleton, Jason Isbell, Lukas Nelson, Tyler Childers, Sturgill Simpson og Ryan Bingham i den vej har vist vejen – hævet niveauet – og gjort genren relevant i nutiden.

Med den hæderkronede historiefortællende country tradition, som det bærende udgangspunkt vekselvirker de i det musikalske udtryk med supplerende doseringer fra roots og rock – og skaber derved en moderne og vedkommende sound. Genren er kæmpestor i USA – og voksende i Europa, så når man som dansker kaster sig ud i den – skal man opfylde mindst to ting. Man skal have nogle utroligt velskrevne sange – og man skal have en markant og gerne personlig vokal.

Henrik Johannessen opfylder begge dele. Hans stemme minder mig om en af mine personlige favoritter inden roots-rock. Den desværre afdøde – og indtil da alt for overset – John Kilzer fra Memphis. Henrik Johannesssen har en naturlig rustik og mørk klang i sit stilsikre stemmeleje, og lyder i sit sangforedrag og i sine fraseringer langt mere som en der har Nashville som sin hjemstavn – fremfor Nyborg.

Men han har så også masser af erfaring i bagagen, for det har været et langt tilløb til den solokarriere han nu sparker i gang med et album, der lyder til at han har fundet det helt rigtige spor at gå videre ud af. Henrik Johannessen har spillet musik siden han var 9 år – og som 19-årig forfulgte han rock’n’roll drømmen helt til Hollywood, hvor han studerede på MI Musicians Institute, og modtog undervisning fra bl.a. Michael Jacksons ikoniske guitarist Jennifer Batten. Han vendte hjem til Danmark i slut 90’erne – og de seneste 20 år har han været guitarist i de stadig aktuelle Den Danske Mafia, og frontmand i countrybandet Hillbilly Bones – ligesom han har været inde over band som Royal Hunt, Reign Of Sound, Merzy, og Bad Monday.

Hans første soloalbum ”Farm Sessions” er lyden af den slags håndspillet musik, der altid er når bedst når det kommer ukalkuleret fra et åbent hjerte og sind – der kender fortiden og traditionerne, men som også ønsker at gøre en forskel i fremtiden.

Albummet åbner med den dystre og glødende ”Godforsaken” – der med mørkemandskors, ’stamp’ rytme – og en gnistrende national steelguitar i lydbilledet i den grad efterlader en med både åben mund og begejstret sind. En af den slags åbenbaringer, som man gerne lukker flere ind af i sit liv.

Det følges op af ”Ain’t nobody”, der ligesom en håndfuld andre numre er mere enkel og nøgent i sit musikalske udtryk – blot med den akustiske guitar, som det bærende element. Men det rækker – det fungerer – og det holder. Ikke mindst her og på numrene ”Reason” – og ”Code of life” – mens et nummer som ”Sentimental” – der er et af to numre, der er optaget live, måske ikke ligefrem falder igennem, men ihvertfald føles en tand for ordinært. Men netop det at optræde live hyldes i de omtalte ”Code of Life” – der leveres på et kvalitativt niveau, som når Sko/Torp er absolut bedst. Melodiøst, og her tilsat lidt percussion til at sikre en lidt anden form for puls i nummeret.

”Spin me around” og ”Same old game” er sange, der via mundharmonika fra Thomas Larsen har fået en ekstra bluesfeeling – og lidt mere tempo. Det er bestemt klædeligt i forhold til at få variation i udtrykket, men det er egentligt ikke her at Henrik Johannessen er bedst.

11 numre på 45 minutter indeholder debutalbummet, hvor Henrik Johannesen selv har stået for musikken, mens det er Amanda Wick Kongstad, der har skrevet teksterne. Teksterne kommer på glimrende vis rundt omkring både livets skygge- og solsider – og om meningen med livet, om kærligheden eller mangel på samme, som det beskrives så nærværende og mærkbart på et af albummets aller mest rå og nøgne sange ”Reason”. Samtidig skal Kongstad som tekstforfatter have ros for at undgå at betræde genrens mest klichefyldte stier.

Henrik Johannessen er tydeligvis en mere end habil guitarist – der kan noget med sit fingerspil – og undervejs gæstes han så af et enkelt instrument eller to, der lige giver det ekstra lag, der kan gøre en forskel. Ikke mindst på den formfulde country sag ”On the porch”, hvor Kevin Monie (Morten Christensen & band uden navn) tilføjer mandolin og pedelsteel og Peter Pelle giver noget ekstra dybde med sin dobbelt bas.

På den smukke og rørende ”The devil’s trail” er det Jane Clark (Jane & Shane, Niels Hausgaard, Allan Olsen m.fl) og hendes violin, der dok skal kunne få tårer frem i følsomme sjæle, der har tabt kampen med djævlen eller måske bare til sig selv.

Bonusnummeret ”Wayfaring stranger” er traditionelt – og en fin bonus, som et eksempel på at det kan Henrik Johannessen også. Men efter min opfattelsen er det ikke det spor han skal følge. Det er derimod det spor, der har ført ham til de skiftevis dragende, stemningsfuld og iørefaldende stemningerne han skaber så glimrende på åbningsnummereret, på ”Reason”, og på ”Code of Life”.

Man kan let blegne som dansk musiker, når f.eks. Tønder Festival begynder at offentliggøre alle deres amerikanske stjerneskud af navne indenfor country- og rootsmusik. Men jeg vil vove min gamle ”Crocodile Dundee” hat på, at Henrik Johannessen på ingen måde vil falde igennem om han bliver en del af programmet på festivalen i 2022. Han har en besnærende international sound, som der forhåbentligt bliver mange, der også herhjemme, vil sætte pris på og lægge ører til. Så hermed varmt anbefalet.

Udgivelsesformat: LP/CD/digitalt
Udgivelsesdato: 04.09.21
Label: Eget selskab
Genre: Country/roots

Leave a Replay

Fotograf: PRESSEFOTO

Udgivelsesformat: LP/CD/digitalt
Udgivelsesdato: 04.09.21
Label: Eget selskab
Genre: Country/roots
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.