Med dette album er det rent faktisk første gang at sangskriveren Henrik Olesen (født 1965) springer ud som solist i sit eget navn. Det er dog langt fra et ubeskrevet blad på den danske musikscene vi har med at gøre her. Tværtimod. Og det kan høres. Det er et både modent og modigt værk.
Henrik Olesen har sammen med sin 3 år ældre bror Peter H. Olesen siden 80’erne bidraget med væsentlige og vedholdende album i deres fælles tid i Sort Hvide Landskaber, Greene og ikke mindst som Olesen-Olesen.
Siden Olesen-Olesen gik på standby i 2007 efter udgivelsen af albummet ”Kain og Abel”, der rummede Henrik Olesens første udspring som sanger, har Henrik Olesen foldet sit talent ud som guitarist i bandet Er De Sjældne, og som sanger og sangskriver via hans alias Ukendt Under Andet Navn, hvor det er blevet til tre album, heraf et opsamlingsalbum og tre EP’er – senest ”12’ EP 45 RPM ” fra 2019.
Kort, godt og lidt velkendt!
Forhåbentligt medfører modtagelsen af ”Optaget og foreviget” at han ikke fremover så blot bliver Ukendt Under Eget Navn. For både han og dette album fortjener lydhør opmærksomhed. Det er et ganske spændende og anderledes sonisk lydbillede, der strømmer i møde i løbet af hele 14 numre, der afleveres på blot 34 minutter. 3 instrumentale numre er med som bindeled, og ellers er der blot 3 numre, der får mere end 3 minutter at folde sig ud i. Men det er bestemt ikke fordi der lefles for TikTok eller fast-food generationen. Der lefles sådan set ikke for nogen.
Naturligvis er vi ikke syvmileskridt fra substansen i lyden fra Ukendt Under Andet Navn, men det mærkes, at det trods det faktum, at det altså er det første SOLO album, rent faktisk er skabt i smuk dualitet og i et tæt samarbejde med hans musikalske makker gennem mange år, den dansk-tyske komponist og musiker Nils Gröndahl, der har en markant rolle på violin, strygere, synth, bas og diverse.
Med inspiration fra populærmusikkens randområder og en forkærlighed for lyden på gamle fire-spors kassettebåndoptagelser har de igennem to års tid brugt eftermiddage i ny og næ på at skabe deres eget simpelt-melodiske og hjemmegjorte dansksprogede lydbillede, der undervejs skaber den slags stemninger, som naturligt får navne som Brian Eno, Iron & Wine, Lars H.U.G, Nikolaj Nørlund og Love Shop til lejlighedsvis at poppe op på den indre lystavle.
Albummets sange er båret af Henrik Olesens enkle, melodiske signatur for guitar og en-finger klaver bakket meddigtende op af Nils’ romantiske violiner og diverse soniske ind-og udfald. Derudover er der på enkelte sange tilføjet Vilma Sandnes Johanson på kor og Henrik de Place Holm-Hansen på klaver.
Ordenes kraft kommer via melodisk tyngde og de svævende lag
Og netop dette enkle og meget stemningsfulde samspil fungerer i en grad, så albummet sagtens kan stå for sig selv. Det vil rent faktisk sige at man blot kan lytte og lade ordene fare. Det er ikke et litterært båret album kun for ’Politiken-Plus’ segmentet, hvor teksten vejer tungere end musikken.
Rent faktisk tværtimod. For teksterne – skrevet af Henrik Olesen, bortset fra fire begået af forfatteren Tommy Heisz, og et enkelt af Peter H. Olesen – tager dig mest af alt opmærksomt rundt i livets karrusel og favntager nøgternt og usentimentalt betydningerne af tid, sted, alder, bevægelse, kærlighed, og tab.
Ofte såre simpelt – som f.eks. de få messende ord ”Du er for altid – for altid – for altid du er”. Leveret med melodisk tyngde og svævende lag, der gør sit til at skabe en bøjelig og behagelig ramme for et nænsomt – men aldrig ufarligt – univers, der skiftevis er lige til at fløjte med på eller til at svæve helt væk i.
Der skæres hele vejen ind til benet, og alligevel er der masser af kød på. ”Alt det du sir’ – alt det du gør – jeg ønsker mig ikke mer’” lyder det på albummets længste nummer ”Alt det du siger” mens det dæmpede og dragende arrangement stryger éns øregange.
Andre numre – som ”Snefnug”, Glødepærers Poesi”, ”Ung” og ”Fotografi” – bæres nænsomt frem af elguitarens simple virkemidler – og minder en om at der ikke altid er så langt fra Manchester til Nørrebro.
Henrik Olesen serverer ikke ligefrem varme pop-korn. Til gengæld luner tekster og musik på deres helt egen måde i en kold tid. Det kommer til udtryk masser af gange i løbet af de 34 minutter, og ikke mindst på et charmerende næsten ’up-tempo’ nummer som ”Venter på svar”, hvor humor og aktualitet sparkes stilsikkert i mål uden at komme til kort med linjen ”venter på VAR”.
Et andet af albummets malende momenter – hvor humor er afløst af hverdagens barske øjebliksbilleder – findes i nummeret ”Hospice”, der er reality på et plan, der ikke behøver en billedside, men rent faktisk sætter alt på spil og på plads på under to minutter. Det også en slags kunst!
Henrik Olesen er nu endelig optaget og foreviget som solist. Lad os da håbe han fremover er optaget af at blive ved at bygge på i minimalismens store rum, hvor der er god plads til både skygger og skønhed.