At et år med lockdown og Corona ikke er nok til at nedbryde dansk musik, har vi allerede set adskillige eksempler på det sidste halve års tid. Gurli Octavia har leveret et singer-songwriter brag af et debutalbum, Moonbee har begået en ditto drømme-poppende EP, og senest har Tears udgivet et stærkt alternativt bud på årets bedste danske rockalbum.
Nu er det Pernille Loumanns tur til at vise sit værd på den danske musikscene. Sammen med Jacob Falk udgør hun duoen HIGHBOY, der nu er klar med deres debutalbum ”Like the Day”. Et album, der slår en tyk streg under, at alsidigheden i dansk musik står i fuldt flor, og at der er en masse godt nyt at se frem til, når vi kan komme til koncerter igen.
”For mig handler det om, at numrene skal ramme et eller andet, der intuitivt påvirker lytteren. Der skal være en umiddelbarhed over det musikalske udtryk, som er uafhængig af musikalske genrer.”
Ovenstående er et citat fra albummets tilhørende pressemateriale. Og det er lige præcis, hvad dette album gør. Få sekunder inde i åbningsnummeret ”What Empires”, sker der noget, der ved første lyt kan være svært at sætte ord på. Jacob Falks forførende guitarspil, der i sig selv ikke gør meget væsen af sig, formår på forunderlig vis at drage lytteren ind i det simple lydbillede, som efter kort tid fyldes helt ud af Loumanns stemme, der knivskarpt skærer ind til benet af den umiddelbarhed, der stræbes efter. Så fristes man måske til at spørge, hvad det vil sige, at der skæres ind til benet af en umiddelbarhed? Men fusionen mellem Loumann og Falk kan noget, der på én gang er både genkendeligt og nyt, og skaber noget der intuitivt og umiddelbart sætter sig fast og varer ved resten af albummet.
Til perfektion rammer HIGHBOY balancen mellem det helt intense og det mere udadvendte udtryk. Førstnævnte står numrene ”Crash, Dive” og ”I Had You” for, der begge understreger Loumanns unikke evne til at formidle sin poesi. Den kraftfulde stemme udtrykker en sårbarhed, der er så stærk og gennemtrængende, at den elegant og perfekt artikulerende skærer sig gennem øregangen og videre ind i hjertet på lytteren. Her skabes noget simplet der i alt sin enkelthed bliver hjerteskærende smukt.
I modsatte ende af skalaen er numrene ”Hush, Hush, Harriet” og ”Gadgets”, der ganske vist er noget mere fremadstormende, for at bruge bandets egne ord. Men som sagt, så er balancen mellem de to yderpoler perfekt afmålt, hvilket – den ligeledes albumaktuelle i eget navn – Mads Beldring bidrager til med trommespil, der aldrig går på kompromis med det musikalske udtryk, der præger albummet.
At HIGHBOY, ifølge dem selv, udspringer af et 25 år langt venskab og musikalsk samarbejde, kommer smukt til udtryk på dette personlige og rørende debutalbum. Elegant og uhøjtideligt supplerer Loumann og Falk hinanden i et lydbillede, hvor der kæles for de mindste detaljer, uden at det gøres unødigt ekstravagant. Mads Beldrings trommer og perkussion giver albummet de nuancer, der gør, at det aldrig bliver monotont. Men det er i samspillet mellem Loumann og Falk, magien opstår, og albummet kommer til sin ret som noget ganske særligt.
