Økosamfundet Dyssekilde med matrikel i det Nordsjællandske – ligesom denne uges meget hypede “Musik i Lejet” festival – afholder i dagene 26.07.-08.07.19 igen Himmelstorm Festival i Hundested.
Det er en lille festival med plads til blot 1000 mennesker – og med fokus på at skabe den mest hyggelige festival af alle – ved hjælp af nærværende input til både krop og sjæl med fokus på wellness, samvær, tryghed, god lyd samt bredtfavnende musikindslag, der skulle kunne imponerede både de cool, de kræsne, de kulturelle og de nysgerrige.
Ser man tilbage på tidligere års festivalprogrammer kan man spotte en god evne til at booke kunstnere inden deres større gennembrud – og en evne til at præsentere de der helt unikke indslag, som man ikke kan opleve andre steder.
På årets program springer navne som Tundra, Kajsa Vala, Pudsige Herrer, Addisabababand, Athletic Progression naturligt i øjnene – ligesom samspil-koncerten under titlen ”Oprindelige stemmer” med blandt andre Torgeir Vassvik fra Norge, der synger samisk joik-sang, gør det.
Festivalen har i år valgt ordet ”OPSANG” som årets tema for de inviterede kunstnere – og omkring det vil amerikanske David Rovics og danske Jens Lysdal sammen levere en åbningskoncert med indhold skabt specielt til lejligheden.
Begge sangskrivere, der både evner holdning og handling – men som også har en befriende og dejlig afvæbnende humor i forhold til de lige lovligt frelste.
Lige efter samler den herboende svenske multiinstrumentalist Gustaf Ljunggren et unikt og forskelligartet hold af sangere – Aura Dione, Steffen Westmark (fra Blue Van) og Dorthe Gerlach (fra Hush) – som han vil akkompagnere i intime og rå versioner af deres egne sange.
Årets helt store scoop er dog et band, der normalt ikke vil kunne bookes til en festival af Himmelstorms størrelse. Navnet er Lemon Bucket Orkestra fra Canada. Det kan også kun lade sig gøre fordi de to dage efter spiller på en af de helt store verdensmusikfestivaler – WOMAD – i England.
Bandet – der har hele 11 medlemmer – beskriver selv deres musik som balkan-klezmer-gypsy-party-punk – og burde være en sikker, men stadig udefineret og ukendt drøm, for dem der i forvejen knuselsker et band som Gogol Bordello – der jo tidligere har begejstret på såvel Roskilde Fetival og Tinderbox.
De har udgivet 4 album og en EP – og har vundet over en håndfuld anerkendte musikpriser i hjemlandet. De er uforudsigelige, anarkistiske og politiske – og ikke bange for hele tiden at flytte grænser for festens indhold. Det er vidst bare at være beredt og på plads fredag den 26.07 når de indtager den største scene kl. 21.30.
Der er stadig ledige billetter til festivalen – som ikke sælger enkeltdags billetter – heller ikke ved indgangen. Til gengæld koster en billet til hele tre dages oplevelser blot 700 kr. via billetto.