Det var niende gang ,at der blev afholdt festival ved økolandsbyen Dyssekilde’s tiltalende pileskov, der i tre dage omdannes til et overflødighedshorn af spændende musik, nycirkus artister, sjove workshops, kropspleje, lege, spil, økomad, gode drikke og naturlig hygge. Det alt sammen for en flok forbløffende forskellige typer mennesker, der heldigvis virkede langt mere finurlige og frigjorte – end frelste og forudsigelige.
Festivalen kunne dagen før afviklingen melde om udsolgt af billetter (950 stk.), så på den led var succesen hjemme på forhånd. Det var så måske også det eneste der var givet på forhånd – for man mærkede fra første øjeblik på festivalen, at det er nysgerrighed og fællesskab, der er det stemningsmættede samlingspunkt.
Samtidig har festivalen tradition for hvert år at vælge et tema, et ord, et begreb, der skal farve årets festival, og sikre at hvert års festival får nye toner og vinkler. Årets tema var OPSANG!. Og for filan da, det var en opsang, der gav genlyd hele fredagen igennem, og som gjorde en markant forskel i det mageløse musikalske output, som man fik indtaget i rigelige mængder på denne til tider ellers næsten ulideligt varme sommerdag.
Men helt i temaets ånd kom der dog lige pludselig en ganske våd hilsen ovenfra. Det havde ingen regnet med, men byen blev heldigvis kort og mindede os vel blot om at vi aldrig skal tage ting for givet.
Arrangørgruppen åbnede på fineste vis festivalen ved i fælles trop af gå syngende mod den udendørs ”junglescene”, hvor Jens Lysdal og amerikanske David Rovics skulle levere åbningskoncerten. Fællessangen var en let omskrivning af ”I kan ikke slå os i ihjel” og var dermed det symbolske startskud til årets tema.
Koncerten med Lysdal & Rovics var da heller ikke mange numre gamle før, at der var bank i luften – med skarpe opsange til finanssektoren og hvidvasknings skandalerne.
Lysdal glimrende med ”De glade bankmand” – (hans danske version af Woody Guthrie’s ”Jolly Banker”) og fik i den grad hevet publikum ud af den varmedøs, som mange befandt sig i. Der blev sunget med, som var det en ægte evergreen. Det kan den måske blive –det er i hvert fald en effektiv og velskrevet opsang. David Rovics kom generelt ikke nok ud over scenekanten med sine politiske sange, der nok havde pondus på tekstsiden, men musikalsk føltes det lige kaloriefattige nok. Hans ”Iceland Told the Bankers (To Fuck Up) – kunne dog noget, og sikrede også ham en opløftende fællessangssejr. Jens Lysdal toppede koncerten med en optursversion af ”Kom lad os vækste”, der blandt andet groede i hænderne på en veloplagt Anders Petersen på perkussion.
At koncerterne på Himmelstorm ikke er som alle andre steder – var sidste indslag et glimrende bevis på. Der blev nemlig udleveret en sang ”For vist vil de komme” – en hyldest til 150 året for de danske højskoler – med tekst af Lisbeth Smedegaard Andersen og musik af Lysdal. Folk rykkede tættere på scenen, rykkede sammen – og sang med, som det mest naturlige i verden. Smukt.
Sikke en nærværende start – i rolig fart. Det skulle der dog laves om på senere i programmet (læs den efterfølgende del 2). Men først gjaldt det den helt specielle koncert ”Gustaf Ljunggren præsenterer” med Aura Dione, Dorthe Gerlach og Steffen Westmark, som gæster. Et koncept som festivalen har lånt fra SPOT festivalen, hvor Ljunggren har kørt det noget tilsvarende igennem 10 år under titlen ”naked”.
Varmen i det lille telt gjorde, at mange nok havde foretrukket at være nøgne, men alle holdt sig dog anstændigt i det meste af tøjet – mens de nød Gustaf Ljunggren på smukkeste vis – blot på guitar – lægge ud med at spille en svensk folkemelodi han havde lært i sidste uge– og ikke kendte titlen på!. Aura Dione kom på scenen – til udelt begejstring – og lydproblemer i starten blev fikset med hvad der lød som en improviseret version af ”Feeling Good”. At Aura har en fuldfed stemme, er ikke til debat. Det dokumenterede hun til fulde med fire af hendes mest kendte sange i intense afklædte versioner – og ikke mindst ”Can’t Steal the Music” fik nye vinger i de nye klæder.
Hun fik dog ikke teltdugen til at lette, og varmen var derfor stadig den største modstander i forhold til at fastholde folk indenfor. Det lykkedes dog for en graviditetsglad Dorthe Gerlach – der med charme, store smil og lækkert hår – både serverede friskbryggede anekdoter og fire udmærkede udgaver af velkendte sange – med ”Skyggedans” og ”Wilder Girl”, som små højdepunkter. Herefter overtog Steffen Westmark – også kendt under sit alias Peppermint B og som forsanger i The Blue Van. Trods gode oplæg og et flot udlæg med Peppermint B nummeret ”Amber Sun” – med lækker George Harrison inspireret slideguitarlyd fra Ljunggren – evnede han ikke at holde publikum inde i det varme telt. De gik så glip af tre numre, der nok mest fik understreget, at Westmark trods alt stadig er en bedre rocksanger end Tom Waits fortolker.
