Ovenpå den varme og hyggelige stund med Gustaf Ljunggren og gæster gik turen stille og roligt over til den udendørs ”Junglescenen”, hvor det nordjyske band Tundra skulle optræde, men hvad der skulle vise sig at være en åbenbaring
af en koncert. Et band – der i sangerinden Sofie Trolde har en frontfigur, som i den grad formår at komme ud over scenen med en karismatisk personlighed og en stemme, der har en kraftfuldhed, som man ellers på disse breddegrader næsten kun hører hos Eivør og Annisette fra Savage Rose. Bag sig har hun et hold sprudlende unge musikere – der med keyboardtryllekunstneren Nikolaj Svaneborg , som den store juvel – i den grad farver deres originale bud på world-pop.
Som ved åbningskoncerten startede publikum som nysgerrige iagttagere i skyggen – en godt stykke væk fra scenen . Her kunne de sidde og nyde de tre åbningsnumre – blandt andre det fabelagtige ”Nature” fra debutalbummet ”Tundra”. Et nummer, der som en lille genialitet i indledningen har lånt lidt at keyboard temaet fra klassikeren ”Regndans” (Danseorkestret) – og så kørt den igennem en Toto-like tidsmaskine. Og det er netop styrken ved Tundra og deres velkomponerede world-pop. Det er hele tiden både pirrende og spirende – iørefaldende og intenst – og tager ofte lytteren i flere retninger indenfor samme nummer.
Fra det fjerde nummer fik Sofie Trolde alle publikummer op og stå, og til at komme helt tæt på scenen, og så kom der ellers en musikalsk OPSANG, der løftede koncerten til helt nye energiniveauer – og fik alle folk med – sågar til en efterfølgende længere kædedans, der involverede både børn, unge og velvoksne i en musikalsk fest af minderige dimensioner.
Siden så Tundra sig ikke tilbage – og Sofie Trolde blev bare ved at give – med en nærværende dialog mellem numrene – og en power performance, der kalder på titlen som ”årets danske sangerinde”. Numre som ”Finding My Religion”, ”The Center” og ”Swanlake” – alle hentet fra deres fremragende debutalbum føltes som små mirakler – og skabte de magiske øjeblikke af ren lykkerus og sus for det bankende musikhjerte.
Det blev dagens musikalske højdepunkt – men festen var slet ikke slut endnu – tværtimod – og festen skulle blive endnu større. Næste kunstner – var bandet Pudsige herrer – der en halv time senere trådte op på den indendørs Sputnik scene – nu i lidt mindre sauna udgave end tidligere på dagen – og der gik ikke længe før de viste sig at leve så glimrende op til deres navn.
For det musikalske udtryk og de ordrige tekster stak i alle retninger – som en simrende gryderet, hvor ingredienserne hed noget så forskelligt både Gasolin, Steppeulvene, C.V. Jørgensen, King Diamond, Black Sabbath og White Stripes.
Det var tungt og energisk – og til tider for ensformigt musikalsk – især når forsanger Jakob Rohde-Kappel – ikke begreb sig på sine elektriske guitarer. Til gengæld var hans vokal hele vejen igennem udtryksfuld og kapabel – og der vil næppe
være det hard-rock band han ikke lige kunne tage en tjans i.
Der var masser af potentiale til opsange – ”Sabbatår” og ”Målbar” – bare for at nævne to og senere fik også finansverdenen her også alt andet end kærlige hilsner – og det hele kogte og sydede og hoppede, da Jakob Rohde-Kappel hoppede ned blandt publikum og fik dem til at skråle med på ”Jeg er ikke en fucking robot”. Det er svært at gætte på om de kan overføre energien og intensiteten til de pladeriller, de har som mål at nå med et kommende debutalbum. Men potentialet er til stede – ikke mindst på tekstsiden. Kan de ramme det musikalske lige så skarpt, så skal Magtens Korridorer nok begynde at stramme op.
At Himmelstorm er en helt usædvanlig festival, som man selv “bare” på smoothie og kold kaffe kan blive blive helt himmelhøj af, var dagens sidste koncert på ”Junglescenen” et tydeligt eksempel på. The Lemonbucket Orkestra stod på scenen – og blev præsenteret som et 11 personers stort guerilla-punk-balkan-brass band fra Canada – der et par dage senere skulle på den store WOMAD-festival i England – og som ville præsentere sange på mindst syv forskellige sprog.
Så de mange opsange kunne ikke ligefrem alle forstås, men de kunne mærkes – og der blev skabt en forrygende fælles fest af en helt anden verden. Der blev kædedanset, hoppet og skrålet med på et niveau, der sikkert vil gøre de fleste Roskilde Festival gangere forpustet og grøn af misundelse. Da hele bandet til sidst efter næsten 1½ time forlod scenen for at spille sidste nede nummer nede blandt det tætpakkede publikum – ja, så var punktum sat for en finale, der ikke kunne være iscenesat smukkere, varmere eller være mere fælles skabende.
The Lemonbucket Orkestra var vilde, vovede og væsentlige – og en berigende indspark til årets emne. De bør være
selvskrevne på næste års Roskilde Festival.
Festen var toppet – og det blev så det lod at Addisabababand tabte lidt på til aftenens sidste koncert på Sputnik.
De er også 11 mand i bandet – og de svinger også som en i himmelen – men klokkerne havde ringet for de fleste blandt publikum, og derfor blev det mest af alt som fornemmelsen af en god middag, hvor der lige blev serveret en ret for meget. Man var simpelthen for mættet af store oplevelser dagen igennem.
Desværre havde denne skribent andre musikalske opgaver i de følgende dage, så det blev ved den ene dag på festivalen –
men hvilken uforglemmelig en af slagsen. Navnet lyver ikke – det en festival der tager en med himmelstorm, og en festival, der står til topkarakter over hele linjen.
