For gennemsnitsforbrugeren af ny dansk musik vil det nok ikke være årets største tab, hvis dette album overhøres i forbifarten af så meget andet. Og så alligevel – for det er rent faktisk et album med så meget på hjerte, at det fortjener noget lydhørhed. Men som helhed og som en samlet lytte oplevelse kommer albummet desværre aldrig helt ud af de trygge hjemlige rammer, som det er skabt i af sanger og sangskriver Peter Fjordbak – under projektnavnet How To Lose Face.
Det fremgår af pressematerialet at Fjordbak har ønsket at skabe en ærlig lyd, hvor spontanitet, power og karakter er vigtigere end perfekte takes og en poleret produktion. Et interessant udgangspunkt, som helt klart mærkes i løbet af de ni numre med en samlet spilletid på godt 40 minutter.
Albumtitlen refererer til den organiske tilgang til musikken og det uperfekte, som et menneskeligt grundvilkår. Overordnet set handler pladen om at finde en balance mellem basale menneskelige behov og de goder, som det moderne informationssamfund, internettet, teknologien og fremskridtet skænker os. Bestemt også interessant.
Men der et men. For selvom der generelt er en udmærket variation i selve den musikalske levering, så er det desværre alt for sjældent at den enkelte sang virkelig letter og skiller sig ud, som en man har lyst til at tage med på sin egen videre uperfekte vej. Jeg rammes af følelsen af, at der flere steder undervejs godt kunne være løftet eller luget lidt ud af en producer eller en sparringspartner, der ikke havde sangene eller ‘dogmet’ så tæt på. Men det stod altså ikke i projektplanen – og respekt for det i disse DIY tider. Peter Fjordbak spiller alt selv – bortset fra trommer på et enkelt nummer – “Simple Sailor Song” – hvor det er Morten Gisselbæk, der tager sig af det.
Det hele starter dog luftigt og lovende – som morgensol en oktoberdag – med den smittende ”Self-discovery” – der med både gode malende keys-flader, flettede guitar-guirlander – og en finessefuld evne til fastholdelse i hele dejlige fem minutter – gør at man indledningsvis sagtens kunne foranlediges til at antage at vi havde at gøre med en artist, hvis pas var udstedt i Storbritannien og ikke omkring Bælum
Men det er vi ikke – vi er i det jyske – hvor How To Lose Face altså er et enkeltmandsprojekt – der har haft hele otte års tilløb – og det med et resultat, som han bestemt ikke vil tabe ansigt på grund af – snarere tværtimod. For man kan aldrig vinde på den lange bane uden en start – og som sådan er ”Nice Tries” i bogstaveligt forstand lutter gode – og ikke mindst helhjertede – forsøg.
Som nævnt er ikke mindst åbningsnummeret langt mere end bare et godt forsøg – og det samme kan siges om den nøgne og akustiske ”Speed Limits”, der i alt sin enkelhed viser en skrøbelighed og et nærvær, der kan mærkes. Det gælder også nummeret ”Simple Sailor Song” – der er minimalistisk og tørt instrumenteret – men bygges op – og sejler ud – og åbner sig velkomment – også her over næsten 5 minutter – alt imens der gives vokal forstærkning fra Kirsten Ø. Pallesen , der med sin lyse stemmer sikrer, at albummet rent faktisk rummer en lille perle til gemmekassen.
Humøret stiger også midtvejs via den halvskæve ”Paper-Maché Sword” – der både er spøjs, eftertænksom, melodiøs og har nogle at de lag, der gør en forskel – og løfter sangen op på et niveau, der burde kunne gøre den interessant for f.eks. P6 Peat.
På de resterende numre savner jeg desværre en mere imødekommende form for musikalsk forløsning, noget der griber mere ud – end bare en viden om at nu skulle disse sange altså bare ud fra hjemmet, og ud i verden – flytte hjemmefra.
Jeg savner en frigørende virkning. Noget musik – og noget vokal, der mere effektfuld lader ordene få mulighed for at stå klarere og stærkere, så man mere naturligt lytter efter de gode sammenstrikkede indholdsrige og samfundskritiske tekster . Det er ligesom de undervejs bare drukner i et lydbillede, der savner lidt mere luft, lidt mere dybde, og lidt mere varme farver for at blive helt perfekt uperfekt .
Selve håndværket og sangskrivningen er bestemt i orden på dette debutalbum – men det er også lidt lyden af en indie-bølge, der skyllede fra land for 5-8-10 år siden alt efter temperament – og opholdssted . Så derfor bliver albummet ved det godkendte start fra en artist, der dog meget vel kan have potentiale til at være en af de ’late-bloomere” der virkelig springer ud i de kommende år. Side 33 vil med garanti lytte efter og det altså ikke kun fordi at Peter Fjordbak i sit civile liv er lærer!
