En ad gangen gik de på scenen. Først den dansk/islandske trommeslager ’Jesus’ Arni Bergmann Johansson, så det fynske islæt – guitaristen ’Jante’ Morten Gorm – og til sidst med ryggen til publikum og med bind for øjnene – frontmanden, eksiljyden og ’Guruen’ Simon Kvamm.
Tre mænd som Simon Kvamm undervejs præsenterer, som mænd med hver deres mærkelige interesser, men som på mærkværdig og forunderlig vis alligevel i samlet trop giver et troværdigt og tempereret bud på fællesskabets muligheder for tænding og tro anno 2022. Alt til trods.
Tonerne fra ”Omvender” fra det nyeste og fremragende album ”Tro, hug og kærlighed” brager som det første ud i den smukke sal, og publikum er fra start med på legen, vender sig om, og er den grad til stede og lydhøre, da Simon Kvamm endelig synger linjen;
”jeg håber bare at du er der når jeg vender mig om”
Folket var der, der var kontakt i øjenhøjde, og det holdt hele vejen hjem. De så en formstærk og fantasifuld trio, der næsten aldrig står stille, til tider bevæger sig synkront, og som i den grad giver et publikum en oplevelse, der er såre samlende midt i alt det famlende.
Det sidste mest forstået som en søgen efter svar. For selv en Simon Kvamm kan gå i sort i en tid hvor man skal ’føle med’ i alt. Således må selv en udadtil selvtillidsfuld og succesfuld tekstforfatter konstatere; ”Lille skat selv din far kan ik altid begå sig – sol i går sort i dag”.
Linjen hentet fra sættets første pusterum – det fjerde nummer ”De voksne rækker”, som Simon Kvamm havde skrevet på i 16 år til sin førstefødte datter, og siden til hans anden. En modnet, flyvefærdig og nærværende version, ovenpå det nærmest ekstraordinær energiske udlæg med hattricket ”Omvender”, ”Bange for mig selv” og ”Kigger væk”.
Både musikalsk og på tekstsiden er HUGORM fuld af kreative kontraster, der slanger sig omkring med bid, bjæf, bajertrang og fællessang i løbet af en koncert.
En trio i topform
Det var HUGORM’s koncert nr. 42 i det herrens år 2022, og denne ekstrakoncert i et udsolgt VEGA, skulle være det punktum, der gjorde at vi alle kunne drage hjem med tro, hug og kærlighed i hjertet.
Missionen lykkedes, og de lidt over 90 minutters spilletid, fordelt på hele 18 numre, beviste at dette band pt. vel nok er noget nær det bedste, som man kan opleve på en dansk LIVE scene.
Simon Kvamm havde også denne gang sine dialoger ind i mellem nogle af numrene med en ’stemme fra salen’. I forbindelse med ”Kom vi flygter” turneen fungerede det tæt på optimalt, og var med til at understrege hvad det var for nogle nye slangehug, som Simon Kvamm ville levere til os alle sammen, baseret på hans egen tvivl, og en frustration over den ’indre svinehund’, som desværre er flyttet ind i mange danske hjem de seneste par årtier.
Svinehunden virkede dog nu mest af alt ligeså ligegyldig, træt og uoplagt, som en Søren Pape efter seneste valg. Det virkede her mest som små sketches skitser, der kunne have haft overskriften ‘Bossen og brokkehovedet’. Helt skævt virkede det da stemmen blev personificeret ved at en person til sidst i koncerten kom ind på scenen med hundehoved på, og insisterede på at få en bajer. Bøvs. Og tilbage til musikken.
For der var heldigvis meget at skåle for når musikken spillede. Ikke mindst en herlig tilbagelænet og omarrangeret udgave af hyldest nummeret ”Charles” gjorde indtryk. En ode til hunden, der ikke stiller spørgsmål ved at gå på røvtur, og bare snuse en anden bagi. Publikum kvitterede lystigt med på kommando at råbe ”Bjæf”, mens de frydede sig over at der også var en indlagt hilsen til Shu-bi-dua’s ”Vuffelivov” .
Sejren var allerede her midtvejs i sættet, så godt som sikret, ikke mindst takket være en direkte mesterlig udgave af ”Tape” fra den første EP ”Folk skal bare holde deres kæft”. Ikke noget at sige til at både Kvamm og Gorm i slutningen af det nummer knælede foran det der var sat op som et alter omkring trommeslager Arni. Jeg havde lyst til at gøre det samme. Alene det nummer var hele koncerten værd.
De højere magter var også med resten af koncerten, hvor det hele ’peakede’ med tre velvalgte ekstra numre. Først i form af en af årets måske bedste singler – den eftertænksomme fædrelandshyldest ”Fuglene”, og siden ”Rejsdigop sætdigned” – tilført et velplaceret omskrevet omkvæd fra fodboldstadion hittet ” Will Grigg’s on fire”.
Pulsen kom ned igen på den afsluttende og smuksindige “Vi ses” . Altså med mindre man er den type, der bliver krænket eller provokeret af at Simon Kvamm tændte en smøg på scenen. ‘REBEL YELL’ – vi ses i Hell, eller ved andre uforudsigelige randområder af livet, hvor vi forhåbentlig alle også fremover kan føle når en hugorm nærmer sig.
Noget at snakke om
Det var iøvrigt ikke kun Hugorm og Simon Kvamm, der gav noget med hjem, at snakke om og tænke over. Som support havde de på turneen nemlig taget den 22-årige Marcus Mossalski, der læser til misbrugskonsulent, og ellers har viet sit liv til at bekæmpe ludomani. Første mål er at få gjort spilreklamer ulovlige. Og det kan ikke gå for stærkt.
10 minutter i selskab med en særdeles velovervejet og veltalende ung mand, der havde masser af egen bitter erfaring og fakta at dele ud af, og gjorde det på den måde, der gør at man lytter – og forhåbentligt derefter reflekterer – uanset om man er 14, 34 eller 54. Ikke mindst over det faktum at statistisk set så var 1 ud af 10 blandt publikum ludomaner – også selvom de fleste ville påstå, at der spil indsats sikker og vidst går i nul. NOT! .
Sætliste
1. Omvender
2. Bange for mig selv
3. Kigger væk
4. De voksne sprækker
5. Ihjel II
6. Himmeljuice
7. Mere tape
8. Kom vi flygter
9. Charles
10. Pottemanden
11. Forbryder
12. Flyt dig lige
13. Mig & Frank
14. Træmand
15. Folk skal bare holde deres kæft
Ekstranumre
16. Fuglene
17. Rejsdigop sætdigned
18. Vi ses
