Hyggestund med sørgelige sandheder  

3bc

Fotograf: PRESSEFOTO

”Dissing Las & Cross fortsætter deres COPENHAGEN SKYLINE tour”

Efter påske genoptager Dissing Las & Cross deres aktuelle Copenhagen Skyline tour.

Seks spillesteder venter i løbet af april. Første stop bliver på Slagelse Musikhus den 13. april, og sidste stop den 28. april hos Realen på Fanø.

Side 33 var forbi da kvartetten gæstede Amager Bio den 30. marts, og må sige, at man tror dem, når de fortæller, at de har øvet sig til den her tour i 3 år.  

Men de kan nu også mere end ’bare’ deres kram. For ud over en grænseløs og generøs musikalitet, med en forkærlighed for den grædende country, den støvede americana, og så en snert rock’n roll, så har de masser af humoristisk overskud med på tour. Det skaber en velplaceret balance til de ofte depressive og/eller melankolske sange. Der bliver joket internt, der bliver joket med publikummet, og der bliver fortalt historier imellem numrene, som måske/måske ikke er tæt på sandheden. Det er sådan set ikke det afgørende. Det afgørende er at det hele spiller, og derfor føles de mange sørgelige sange alligevel mest af alt som en berigende hyggestund, når man er i selskab med et hold, der hylder helheden.   

Rollen som fortæller deles primært af Rasmus Dissing og Billy Cross, men momentvis kommer der så også lige guldkorn fra ’bagtroppen” Las Nissen og Jonas Dissing.

Sidstnævnte er måske den mindst iøjnefaldende i bandet, men hans sørgmodige spil på diverse mundharmonikaer er måske i virkeligheden det der for alvor binder det hele sammen, og gør det fuldkomment, og ikke mindst autentisk.

You can’t make this shit up!

Autentisk og ægte er Billy Cross om nogen også på en scene. Han elsker sit første hjemland Amerika lige så meget som han elsker at hade den udvikling, der er sket i landet de seneste årtier. Han sender masser af stikpiller af sted, uden at miste balancen i forhold til hvad de fleste trods alt er kommet for …musikken.

Og med et stærkt udgangspunkt i deres første fælles album, så er det da også musikken, der trods alt bærer koncerten. Albummet er indspillet med trommer på de fleste numre, og de savnes momentvis i et setup, hvor der kun et par gange tilføjes lidt percussion fra Las, der ellers håndterer guitar arbejdet sammen med Billy Cross. Begge guitarister glimter undervejs, og i enkelte numre udfoldes en decideret guitar battle , dog uden at der er fare på færde for det overvejende modne publikum på de forreste rækker.  

Hørt over en hel koncert bliver det i det hele taget tydeligt at Billy Cross er meget mere end en ‘bad ash rock’n roller’, og i et dejligt tilbagelænet nummer som ”It’s So Perfect” byder han endda på det mest frydefulde spil med lunefulde jazz noter.  

Det er Billy’s sange, der synges, men det er for alvor Rasmus Dissing i front der løfter dem til nye højder. Han synger med 100% indlevelse og med nogle helt unikke og udtryksfulde fraseringer, som man kun kan fascineres af. Han formår kort sagt at give hvert et ord både dybde og dynamik og få publikum til at mærke meningen bag ordene. Det det man kalder kunst …eller naturtalent.

Går billetsalget efter fortjeneste så bliver der udsolgt til de seks kommende koncerter! Denne kvartet er ganske enkelt definitionen på the real deal.    

Picture of Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.