I Think You’re Awesome – “The good fight”

Fotograf: Albumcover

“Forbilledligt og ambitiøst vinderprojekt”

I Think You’re Awesome blev oprindeligt dannet i 2009 af bassisten og komponisten Jens Mikkel Madsen, og de har siden via mere end en håndfuld album- og EP udgivelser vist sig som et af de mest uforudsigelige, nytænkende og givende bands på den danske indiejazz scene.

Genrebeskrivelsen holder da heller ikke helt, for bandet er om nogle fritænkere, og giver gerne plads til afrobeats, country-licks, fri impro, moderne klassisk musik og pop i deres altid spændende og som oftest ganske lyttevenlige kompositioner.

De kræver noget af lytteren, men bliver meget sjældent krævende at lytte på.

Instrumentalmusik, der kan sætte tanker igang

When Do We Begin hedder det funky, groovy og bæredygtige åbningsnummer, hvor melodi, guitar guirlander og sax’ede drømme finder sammen i noget, der kunne lyde som et svar, der er værd at lytte efter.  

For ”The Good Fight” vil mere end den gennemsnitlige danske musikudgivelse. Selvom det er en instrumentalplade, har bandleder og komponisten Jens Mikkel Madsen nemlig ambitioner om at sætte tanker i gang hos lytteren – for han har et budskab, der gerne skulle nå ud til folk.

”Det er instrumental musik, der har til formål at fange følelserne af håb, angst, forvirring og glæde. Måske kan vi faktisk løse klimakrisen? Måske mine børn vokser op i en verden, der er meget værre end den, jeg har været i?

Værket er opstået efter en snak med Karsten Bech fra ‘Jazz i Trekanten’ i Kolding, Danmark, hvor vi diskuterede klimaforandringernes kunstneriske potentiale, og musikkens rolle i at løse og måske først og fremmest formidle den forandring og forandring, vi står overfor”

– Jens Mikkel Madsen

Open Road, Full Tank kører også derudad med små atmosfæriske pitstop undervejs – og små uventede omveje. Fusions-jazz i sin mest moderne og iørefaldende form, og et over seks minutter langt nummer, der er med til at understrege, hvor gennemarbejdet et album, der her er tale om. Der ligger års forudgående arbejde i det her.       

Det kan kun lade sig gøre fordi vi har at gøre seks mere end dygtige musikere at gøre. Lars Fiil, keys – Alex Jønsson, guitar – Morten Kærup, guitar og banjo – Frej Lesner, electronic percussion – Andreas Skamby, trommer – Jens Mikkel Madsen, bas, har indspillet albummet LIVE på Godset i Kolding i samarbejde med det altid fantastiske Aarhus Jazz Orchestra.

Pressefoto
Bæredygtigt værk

De 9 numre føles som en behagelig og sammenhængende køretur på et eldrevet køretøj igennem landet, hvor der undervejs er plads til bare at nyde, opfange faresignaler, tænke nye tanker, søge andre veje. Man får lyst til bare at lukke øjnene, og lade sig rive og drive med.

Ikke mindst på det maleriske og luftige ”Noone Needs A lament” henhøres du i en omgang næsten 8 minutters musikalsk mindful wellness, med Lars Fiil som den type vejviser, der tænker selv.  

På albummets andet nummer Sketch1 formår Jens Mikkel Madsen ene mand med sit betagende basspil i over fire minutter at fastholde og flytte dig som aktiv lytter og fjernseer. En nærværende oplevelse, en øjenåbner.

I det hele taget et helt igennem bæredygtigt værk, men som det hidtil eneste I Think You’re Awesome album udkommer det ikke i fysisk format – kun digitalt.

”Det er en lidt skør fornemmelse ikke at trykke musikken på hverken LP eller CD efter alle de mange timers arbejde – både med at skrive, arrangere, indstudere, bearbejde, mixe og udgive – men en del af pladens budskab er et kald på en anden, måske mere bæredygtig udgivelsesform – derfor håber jeg allermest, at I vil downloade musikken på f.eks. www.itya.bandcamp.com og dernæst selv lægge den over på jeres gamle brændbare cd’er, bånd, minidiscs, MP3 afspillere etc.”

– Jens Mikkel Madsen

Selvom ”The Good fight” handler om et tungt emne som klimaforandringer, så er den præget af en optimistisk tone og med masser af noter af håb – og ens egen tolkning er jo som altid fri. Så lad mig da håbe, at et værk som dette kan inspirere flere artister og komponister til at tage del i ”The Good Fight” for det lyder rent faktisk som om at I Think You’re Awesome har fat i noget når de for alvor folder det hele ud i Everybody Wins The Good Fight.

Udgivelsesformat: Digitalt/diverse
Udgivelsesdato: 20.05.22
Label: Jaeger Community
Genre: Indie-jazz

Leave a Replay

Fotograf: Albumcover

Udgivelsesformat: Digitalt/diverse
Udgivelsesdato: 20.05.22
Label: Jaeger Community
Genre: Indie-jazz
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll to Top

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.