IBENS – ”Cocio & beton”

”Tvivlen kommer igen ibens til gode”

Ibens debuterede tilbage i 1997 med et album af selvsamme navn – og det var et album, der i den grad tiltrak sig opmærksomhed, og med tiden har det i vidende kredse opnået både kult og kulturarv status.  

Albummet solgte dengang 40.000 eksemplarer og ibens optrådte med stor succes samme år på Roskilde Festival. Det var dog også et band der fra start skilte vandene – ikke mindst pga. forsanger Carsten Lykkes let genkendelige vokal – som mange betegnede som meget lidt mandlig, lys og ganske monoton.

Det er så også det der tiltaler og rammer mange andre, ikke mindst fordi netop det toneleje passer nærmest perfekt til bandets britisk inspirerede naivistiske stil og de ofte hjerteskærende ’klagesange’ om livets mange ulyksaligheder og gråzoner.  

Deres tekstunivers var anderledes, og ramte dengang – som nu – plet med åbne og ærlige hverdagsbilleder om både livets skæve, skøre og skrøbelige gang – observeret med såvel usikkerhed som glimt i øjet. Sange  som ”Jeg savner min blå cykel”, ”Dødssyg søndag”, og ”Ølstykke i November” har i den grad bestået testen for langtidsholdbarhed, og debutalbummet blev i 2017 da også udsendt for første gang på vinyl via det lille visionære fynske pladeselskab 1st Time Records.  

Siden de i 1998 udsendte deres andet album, der ikke opnåede i nærheden af forgængerens succes, har de pudsigt nok kun udgivet nyt hvert syvende år. ”Ufornuft” kom i 2015, så fulgte EP’en ”Halvelektrisk i 2012, og så overraskede de sandelig sidste år – lige som de fleste troede at nu var de endegyldigt væk – ja så, kom det gennemførte og vitalt vellykkede comebackalbum ”carstenshenrikskristians”, hvor pilen igen pegede mod dem selv – og samtidig på alle os, der er blevet voksne med ibens og kender alle de der følelser og frustrationer, der forstyrrer drømme og den trindt trivelige dagligdag.

Interne stridigheder har i mange år spændt ben for flere udgivelser fra bandet, men nu er stridsøkserne åbenbart begravet, og der skulle derfor heldigvis ikke igen gå syv år før et nyt ibens album kom til verden – og tak for det!

De tre originalmedlemmer Carsten Lykke, Henrik Marstal og Kristian Høeg  er således allerede klar med ”Cocio & beton”, der musikalsk er genkendelig – stadig med deres rastløse og tidløse indie-pop-rock – primært med guitar, bas og trommer –  som bærende grundelementer på de 10 nye sange. Dog er der undervejs suppleret med synths, klaver og ambiente støjflader – og det giver en klædelidt ekstrastof i lydbilledet. Me der hvor arrangementerne virkelig får yderligere perspektiv er på de tre sange – ”Fucking tosomhed”, ”Cocio & beton” og ”Fem år”, der har fået tilsat violin og bratsch fra Maja Laursen. Det giver disse sange en luftighed og en frydefuld fylde, der kan virkelig kan mærkes.    

I teksterne er ibens stadig usikre og tvivlende, nu bare fra et andet ståsted i livet end i 1997. Og det klæder dem at tage udgangspunktet derfra – lige der hvor de selv er i dag – og hvor alle de lyttere, som har fulgt den gennem årene jo rent faktisk også befinder sig. Nogle af dem sikkert også i den slags eksistentielle problemstillinger, der ofte rummer flere spørgsmål end svar – men som igen med masser af humor og ironi fra Carsten Lykkes tekstside giver en fornemmelse af der altid er en mening med at søge efter mening eller bare efter det lys, der næsten altid findes et sted i mørket.   

Tag bare teksten til et af albummets mange stærke stunder ”Jeg hader dig, stat” – om børnenes far, der bittert sidder efterladt alene tilbage, mens børnenes mor modtager forhøjet børnecheck. En herlig – men også tankevækkende tekst. Og det er det ibens og tekstforfatter Lykke generelt kan med deres på overfladen naive og enkle popsange. De rummer – for det meste – bare lidt mere – ellers også rummer de nogle af de sanglinjer man bare falder for som nysgerrigt ord menneske.

”Vi fulgtes hjem fra kor, hun var alt, jeg var tenor” (fra ”Hun var alt”)

eller

”I nat skal vi elske – for sidste gang – vores lykke den blev kort – men i nat bliver lang” ( fra ”I nat”) .

Både hvad angår tekst og musik er numre som ”Skulle jeg være blevet bager”, ”Ikke en kærlighedssang” og ”Skylder det hele væk” noget af det bedste ibens overhovedet har udgivet. ”Ikke en kærlighedssang” med herlig og slet skjult omvendt reference til en Lars Lilholt landeplage. ”Ikke en kærlighedssang” dufter da også af evergreen.  


Og at ibens ikke er for sjov – og vel aldrig rigtigt har været det – leverer de også et velklingende eksempel på i ”Kald et et to” (tidligere indspillet i sideprojektet StilleStøj) – en sang om kontroltab og et råb om hjælp, der her i ibens version har fået den helt rigtige desperate og tempofyldte lyd, der virkelig understøtter alvoren.

En stærk sag – der følges op af pladens sidste nummer ”I nat” – som har en helt ’Kim Larsen i det kærlighedslune hjørne’ stemning over sig – og med indlagt Larsen’sk ”ah ja åh ja åh” korstemme – for så til sidst at svæve ud i en lydcollage af den intethed – hvor man altid kan blive mødt af cocio, beton – og heldigvis igen – ibens i topform.  

Ibens stadfæster sin særegne position på den danske musikscene med dette album, og understreger at der bestemt ikke behøver gå syv år imellem deres album.

Nok blev Carsten Lykke ikke bager – men til gengæld bør “Cocio & Beton” sælge og streame som varmt brød.

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 28.10.20
Label: 1st Time Records
Genre: Indie-pop-rock

Leave a Replay

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 28.10.20
Label: 1st Time Records
Genre: Indie-pop-rock
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.