IBENS – Dexter, Odense – 29.10.20

FN5_8496

Fotograf: Frank Nielsen

”Nye eventyr venter velfungerende demokrater og deres nye og gamle følgere”

Guder, godtfolk og simple snask søgende skribenter skal vide, at lykken ikke altid har været at finde i Ibens maskinrum, hvor især forholdet imellem forsanger Carsten Lykke og bassist Henrik Marstal har været udfordret i en grad, der har gjort at bandet i flere år har været mere fortid end nutid.    

Da de for første gang i vel godt en håndfuld år samledes til en koncert i Odense i 2017 i anledning af at det lille fynske pladeselskab 1st Time Records udgav deres klassiske 1997 debutalbumfor for første gang i vinylformat, så var det da heller ikke tanken hos de tre stiftende medlemmer Lykke, Marstal  og Kristian Høeg at det skulle være mere end det.


Men de blev alle overrumplet og overvældet over hvor mange af de gamle sange – som de for nogens vedkommende ikke havde spillet siden 1997 – der bare sad lige inde under huden, og gnistrede helt ud i fingerspidserne.

En glød var efterladt – og den blev heldigvis samlet op – og de tre drengerøve, der jo efterhånden ifølge dåbsattesten er nogle modne herrer, selvom det ikke kan ses på dem – begyndte at mødes på faste fredage hos Carsten Lykke hjemme i Nyborg , hvor der blev jammet og drukket, som kun glade og/eller grundtriste drengerøve kan, og så blev der taget voksne beslutninger dagen efter om hvilke sange, der kunne bestå i et videre forløb.

Og nu var der ikke længere veto ret i gruppen – nu var der indført demokrati – og en aftale om at Carsten Lykke skrev teksterne, mens Henrik og Kristian udvalgte dem de syntes, der skulle arbejdes videre med – og uden forklaring. For dem behøver Carsten ikke – ”Henrik er så klog, så det bliver altid så langt når han skal forklare hvorfor – og jeg er egentligt ligeglad”, forklarer han da Side 33 inden koncerten er inviteret backstage.

Og man fornemmer, at det er tre personer, der har en vital historik sammen, som de er bevist om at de ikke bare lige kan genskabe med andre, og derved er de også nået dertil, hvor de bruger deres kendskab til hinandens plus og minussider konstruktivt og med respekt – og som ikke mindst på sidste års comeback album blev eksemplificeret i den frydefuldt vellykkede ”Hvorfor bliver folk så sure på dig, Henrik” – som Henrik Marstal uden sværdslag i øvrigt godkendte selvom den – eller måske netop fordi – at den som en ægte Ibens sang går helt tæt på, og stiller nogle af de “forbudte” spørgsmål.

Ligesom i Ibens tekstunivers emmer snakken forud for koncerten af både humor og alvor – og det mærkes, at bandet anno 2020 virkelig vil det her. Det er ikke hverken kun for sjov eller alt for alvorligt – det er fordi de som trio har mere at byde ind med, og arbejdet med det album, der efter planen skal udkomme i starten af 2021, når Ibens på pladefronten kan fejre sølvbryllup – er rent faktisk allerede godt i gang – og måske endda med fokus på færre lidelsesfulde kærlighedshistorier. Dem har der – MÅSKE – været nok af erkender Carsten Lykke med smil på læben.  

Fakta er at nye eventyr venter – og derfor var det skønt at opleve seneste kapitel i et velbesøgt Dexter i eventyrernes hovedstad Odense, hvor der var sikkerhed for alle pengene. Ikke bare i forhold til alle gældende Corona restriktioner, men også sikkerfor for at Ibens kan endnu – og rent faktisk mere til.

For selvfølgelig fik vi en håndfuld perler fra debutalbummet – ”Mon du stadig”, ”Ølstykke i November”, Tror du det er let”, ”Solveig” og ”Jeg savner min blå cykel” – men det bedste ved disse 70 minutter i godt selskab var at de nye numre fra de seneste to album ”carstenshenrikskristians” og ”Cocio & beton” i den grad trådte i karakter, og understregede at Ibens anno 2020 er mindst lige så fængende og fremragende, som da denne skribent så dem første gang i 1997 – på den første fælles udgang med fruen min – efter at vores førstefødte var kommet til verden nogle måneder før. Ja – Ibens er og forbliver et band, der vækker følelser og minder i en iørefaldende atmosfære – som man husker.

Koncertens højdepunkter var således stilsikre og sultne udgaver af ”Ulige uger”, ”Hvorfor bliver folk så sure på dig, Henrik”, ”Ikke en kærlighedssang”, ”Jeg hader dig, stat” – og ikke mindst den helt unikke og ærlige hyldest til Hilmer Hassig – ”Hilmer tog mig med på bar” – der ligesom mange andre numre fik en fin anekdote med i en indledende præsentationen af nummeret. Det kunne bestemt fornemmes, at Carsten Lykke i sin pause fra Ibens arbejdede på at lancere sit soloprojekt, som stand-up-pop.  

Det og mange andre numre understregede i øvrigt at Ibens indeholder mere end det rastløst melankolske – der er også masser af dygtigt musikalsk håndværk – og musikalske lag. Både i forhold til en tight og tydelig rytmegruppe – og i forhold til Carsten Lykke’s underspillede – men alligevel markante – guitarspil.


Og netop evnen til at skabe tidsbilleder af en hverdag, der på mange måder ikke er så fundamentalt ændret på det følelsesmæssige plan i forhold til 1997. Det er stadig den samme indgangsvinkel med forskellige udgangspunkter, der er den nærende nøgle, og som med garanti vil åbne op for mange flere eventyr fra Ibens i årene der kommer – og også selvom ikke længere må ryge på spillesteder, spise alt det kød man orker, eller kan møde op personligt ude DR Radio, hvis man vil have nogle passionerede musikjournalister til at lytte til sin musik.

Så en opfordring herfra til alle landets festival bookere. Når nu engang vi får festivalerne i gang igen så book da for filan dette band. De kan bære det – de kommer langt ud over scenen – og de kan samle folk – og nu på tværs af generationer med funklende ny musik og et gyldent bagkatalog.      




Inden Ibens gik på scenen fik vi seks numre med den talentfulde up-coming artist Jonas Hammer – der glædeligt berettede om at han havde været i praktik hos Carsten Lykke – og derved måske havde haft sit Hilmer Hassig moment. Ligesom Lykke ikke var Hassig, og aldrig blev det – bliver Jonas Hammer næppe heller ikke en ny generations svar på Ibens. Ihvertfald ikke bedømt på de fem egne sange han leverede her. Der var nu masser af momenter og humor i teksterne – ikke mindst i den herlige og grovkornede “Ulla’s blog” – og Jonas Hammer sendte også masser af charme, energi og vilje ud over scenekanten. Alligevel føltes det som at der stadig er et godt stykke sangskrivervej at tilbagelægge – når han nu også vælger at fortolke Ibens “Tror du det er let” – og det så fremstår som sættets absolut mest skarpe og sammenhængende nummer.


Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Vil du være en del af ”SIDE 33"?

    Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.