Første koncert på Ida Gard’s lille release tur her i februar og marts bliver en af dem man husker. For de lidt over 80 minutters koncert var på mange måde noget af det mest livsbekræftende jeg længe har set.
For Ida Gard leverede fængende uden filter, og vi fik set både styrkerne og skrøbelighederne i mennesket, musikeren, arrangøren, sangeren og fortolkeren Ida Gard. Men samlet set sprang hun simpelthen bare ud – og landede på rette sted, som Elisabeths helt naturlige arvtager – og ikke mindst som sig selv. Det samtidig med at hun tydeligvis huskede det næsten vigtigste – sin egen historie, og dens værdi.
Et tegn på at hun nok selv kendte svaret da hun i åbningsnummeret ”Jeg holder vejret” insisterende og direkte sang; kan man jagte noget, hvis man er på flugt?
Ida Gard har dog ikke noget på hendes musikalske CV hun behøver flygte fra. Hun vandt DRs karrierekanonen i 2008, og hun har tre ganske gode engelsksprogede album bag sig i perioden 2011 – 2016. Album med masser af potentiale, og sange der var ’good enough’ uden dog nogensinde at være helt deroppe, hvor sanserne for alvor ringes til samling.
Når man kan så meget med ord, og i øvrigt er opvokset i Halfdan Rasmussens farverige sprogunivers, så bør det da næsten også være lovpligtigt at bruge sine evner på modersmålet.
Det gør hun så heldigvis nu på de otte numre, der udgør albummet “Kan du se mig nu?”, og de blev selvfølgelig alle præsenteret i særdeles spillevende LIVE versioner, der flere steder var et stykke fra 1:1 i forhold til den primære elektroniske indpakning, der er på albummet.
Og sikke da et forrygende live band med den groovy, gyngende og udtryksfulde rytme- og korsektion bestående af Tove Sørensen på bas og Anne Kirstine Winkler på trommer, suppleret af lyd arkitekten Mikkel Gomard på keys.
De sørgede for at det hele swingede, og sad lige i skabet, også indtil Ida Gard lige landede, fik rystet nervøsiteten af sig, og ramt hendes vanlige vokale niveau. Det tog en tre numres tid – og så kørte det ellers perfekt på den charmerende uperfekte måde, hvor der også er plads til at misse en start, og en tekst i forbifarten.
Med kun et enkelt kort album på dansk skulle der fyldes lidt op, og ud over tre velvalgte numre fra det engelske bagkatolog ”On his Knees”, ”Good enough”, og ”Lambrusco”, blev det til fire fortolkninger af nogle de sange, der på hver sin måde var en hyldest til nogle af dem, der betyder noget for hvor Ida Gard står i dag.
Første fortolkning og hyldest var til Elisabeth i form af hendes nummer ”En nat i Metropolis”. Netop Elisabeth lyder Ida Gard da også langt hen ad vejen til at være den helt naturlige arvtager til. Der fornemmes den samme form for uregerlige energi, og mod til i tekst, musik og udlevering at finde linjerne og flytte grænserne mellem himmel og jord, mellem fællesskab og selvstændighed.
Også førnævnte Halfdan Rasmussen fik en værdig hilsen i form af en fin – ja, nogle ville måske kalde den finurlig – fortolkning med eget krøl på – til hans tekst ”Jeg fandt en sang på vejen”.
Havde Halfdan Ramussen levet i dag havde han været rapper, var de opfølgende ord fra en hovedperson, der i den grad mestrer de små dialoger og præsentationer ind i mellem numrene.
Hun mestrede også selv kunsten at rappe. Selvom det var en offentlig debut, så var det mildt sagt ganske overbevisende, og udgjorde et aftenens store øjeblikke, da hun rappede et langt vers i en effektfuld og iørefaldende version af ”Lad os prøve igen!”. Der var rytme og der var retning i en tekst, der måske gav svaret på hvorfor filosofi rimer på energi.
Energien og de stærke tekster var også indgangsnøglen til to af koncertens andre højdepunkter, i form af varme og vitale versioner af ”Dem der ligger på jorden ” og ”To drenge”. Det er en svær kunst at skrive med politisk tæft uden at pege fingre eller prikke på, men det kan Ida Gard, som den ægte ‘storytellerpunker’ hun er.
Det hele sluttede med en afdæmpet og rørende version af hendes bedste bud til højskolesangbogen – “Vestre Kirkegård”. Det var svært at bede om mere, efter dette rørende punktum på en koncert, der også bevægede sig af et par skønne historierige omveje plukket via Ida Gards helt egen Memory Road.
Først gav hun midtvejs i showet en prøve på en sang, som de havde sunget i hendes familie, så langt tilbage hun kunne huske, selvom ingen rigtigt nogensinde havde kunnet huske hele den lange tekst.
Teksten til “Herr Baldrian” – oprindelig af Carl Viggo Meincke – blev foldet ud af Ida Gard og band nu i en frisk og moderne uptempo version, der gav mere end næring til smilebåndet.
Det gjorde hendes ‘dødslejesang’ til hendes mormor også. Da Gards mormor fyldte 80 år ville hun skrive en sang til hende, men hun kunne ikke. Og da hun så døde inden hun blev 90, så kom der desværre ikke en chance til. Derfor måtte hun skrive ”Lille Bodille” til hende efter hendes død. Efter teksten at dømme, var der vidst også så rigeligt at skrive om. Hendes mormor lød i den grad, som en livskraftig kvinde – den type man vel engang kaldte ”en bedstemor med slag i”. Hun lød kort sagt som en skøn grænsesøgende kvinde med format, drivkraft, og evnen til at tiltrække opmærksomhed.
Skal vi ikke bare konstatere, at der er heldigvis er noget i de gener, som Ida Gard åbenbart har arvet, og på opløftende vis tager med videre på hendes egen vej.
I aften den 24. februar spiller hun igen i Musikhuset i Århus, og til marts kommer forbi Kulturhuset Skanderborg og Musikhuset Dexter i Odense. Det er værd at tage med. Så er det sagt!