Andet album fra sanger og sangskriveren Ida Wenøe lander fire år efter hendes debutalbum.
I mellemtiden har hun været langt væk fra den lille jyske flække hun kommer fra. Hun har været rundt omkring, boet i Berlin, set verden, ogundervejs savnet det – eller bare noget – derhjemme.
Hovedparten af teksterne afspejler, at der i årenes løb ikke kun har været succes på kærlighedsfronten.
Det bliver som lytter lige lovligt indadvendt og selv-terapi agtig undervejs. Men det ved hun måske godt – siden hun kalder en af sangene ”The Self-Pity Song”?
Bedst er hun når hun er ude på farten – i ”Värmeland” eller ved ”The River of Treesbury Hill”, hvor der kommer andre vinkler og et større udsyn på. Også musikalsk.
Pladen befinder sig generelt i et meget – og helt sikkert bevidst – tilbagelænet univers, sådan cirka et sted i mellem Tina Dickow og Agnes Obel.
Hendes stemme er klar og smuk – til tider gudesmuk. Men den føles ogsånogle gange kold, og undervejs ligefrem lidt kedelig. Det bliver enmeget ”hjemmekoncert” stemning, der tager over. Fedt når det opleves til
en hjemmekoncert, men for nøgent og sårbart, når det serveres som her i et samlet album format.
Musikalsk skrues der op for varmen og for lydbilledet i især ”Värmeland” – med både bongos, fløjte, harmonika og fortryllende vokalharmoni.
Det nummer er i sig selv hele pladen værd – og i niveau følges det heldigvis til dørs af ”Another Kind
of Love” og ikke mindst afslutningsnummeret ”A Place So Full of Splendow”, der sender en ud på en vanedannende stemningsrejse i jagten på den evigsmukke stilhed.
De resterende fem numre bliver for denne skribent lige en tand for nedtonede og kølige i sit udtryk, og
kommer derfor aldrig rigtigt ind under huden.
Men det utvivlsomt en smagssag – og fakta er at vi har at gøre med en skøn sangerinde og
en talentfuld evigt søgende sangskriver, der har noget – også andet end stilhed – på hjertet.
At hun så oveni producerer selv sammen med Esben Svane – og spiller hovedparten af instrumenterne på pladen gør bestemt ikke respekten for denne kunstner mindre. Og hvor det hele ender – det ved vi jo altså ikke endnu!
