Efter tre års ventetid endelig nyt fra ‘The Godfather of Punk’. Hans seneste udspil ‘Free’, der har været på markedet siden den 6. september, signalerer nye spændende og reflekterende sider af denne unikke støbning og hårdføre overlever inden for branchen.
‘Free’ er produceret af komponisten og jazztrompetisten Leron Thomas, der har arbejdet med et utal af navne inden for moderne jazz, hip hop, indierock, funk og meget andet. Thomas har en finger med i syv af albummets ti sange, og hans solistiske kunnen på trompeten også i flerstemmige arrangementer er et bærende element hele vejen igennem.
Et særdeles frugtbart samarbejde Pop har fået etableret her. Et modigt og klangligt visionært sats med stor kunstnerisk dividende. Også valget af den unge guitarist Sara Lipstate med hendes kreativt udformede, meditative og let skramlede lydflader går rent hjem. Good ole’ Osterberg har ladet andre komme til og beskriver i sine egne personlige linernotes, hvorfor han har truffet disse valg. Værd at læse, mens der lyttes og sangteksterne nærstuderes.
Ved at låne sin karakteristiske stemmepragt ud til andres ideer er det lykkedes for Pop at føle mindre præstationspres oven på det triumfale comeback med ‘Post Pop Depression’ i 2016.
LP’ens to sider er markant forskellige. Side A giver stadig prøver på rockdyret Pops snerrende bid i ‘Loves Missing’ og ‘Dirty Sanchez’. Derudover diverteres der med pladens mest charmerende perle, nemlig ‘James Bond’ skrevet af Leron Thomas. Nummerets pulserende basgang, Iggys vokale timing og Thomas trompet i det lyse register går klokkeklart hjem.
Side 2 indledes med den effektive ‘Glow In The Dark’, hvorefter der skiftes nær radikalt stilleje. I ‘We Are The People’ reciterer Pop en af Lou Reeds efterladte tekster med dyb, messende stemmeføring, og ‘Spoken Word’ udtrykket videreføres i det berømte Dylan Thomas digt ‘Do Not Go Gently Into That Good Night’ dog i et mere aggressivt toneleje. Pop mestrer også den genre tilføjet et relativt sparsomt akkompagnement i begge de nævnte numre.
Iggy Pop dyrker skismaet mellem sitrende nærvær og distanceret desillusion med ypperlig konsekvent og i en sådan grad, at hans gamle ‘partner in Crime’, David Bowie, burde kigge anerkendende ned på ham fra det hinsides og udbryde:
‘Well done, Jim, My old drinking buddy’ – hvem ved, det gør han måske også.
Den forhenværende frontman i The Stooges har begået et kompromisløst, nyskabende og brilliant værk, der vinder for hvert lyt. Sine steder dystert, men sært opløftende, da Iggy Pop er i besiddelse af stort mod og integritet ved at sætte sig selv i spil, som han gør det på ‘Free’.
