IMPROMPTU. For filan da et for fedt band navn! Det er der da både power og pondus i. Navnet betyder på dansk improviseret – og det er præcis nøgleordet for denne nye trio på den danske musikscene. Og selvom ‘Jazz’ måske nok er indgangsnøglen, så betragt det nu blot som et delelement i en helhed – der med garanti er skabt uden lyst til halve løsninger.
Nok er trioen ny, men musikerne i Impromptu – Aske Jacoby (guitar, loop pedal, stemme), Daniel Franck (kontrabas) og Jeppe Gram (trommer, percussion, orgel) – er alle rutinerede og velrenommerede folk, som har begået sig i alverdens sammenhænge og musikgenre igennem årtier. Ingen nævnt, ingen glemt – men de fleste er så afgjort værd at huske.
Det gælder også ”Impromptu”, som egentligt bare startede som en idé, da Jeppe Gram i februar 2020 bookede en koncert hos det mindre københavnske spillested Blågårds Apotek. Han undgik helt bevidst at fortælle sine nysgerrige medspillere Daniel Franck og Aske Jacoby, hvad de skulle spille. ”Bare mød op til lydprøve”, sagde han. ”Jeg har en plan!”. Planen viste sig at være en ikke-plan. Ingen aftaler, ingen jazz standards, ingenting andet end ren og skær improvisation.
En plan der kræver mod, mandshjerte, musikalitet – og ikke mindst en stor tro og tillid til hinanden, og til selve øjeblikket. Koncerten endte efter sigende som en tryllebindende oplevelse for alle involverede, men kort efter lukkede en nu alt for velkendt pandemi for verden og det blev ikke til flere koncerter med den nybagte trio.
Oplevelsen havde dog sat spor og blev ved med at spøge i deres hoveder og hjerter, så meget at de blev enige om at forsøge at skabe en ny magisk oplevelse. Denne gang live i studiet. De mødtes en smuk septemberdag i 2020 i Millfactory studio i Kbh NV, stillede deres instrumenter op, tændte for harddisk-recorderen og resultatet foreligger nu på dette bredtfavnende debutalbum. 12 numre – alle numre navngivet ”Impromptu” og så ellers fra #1 til #12 – og med spilletider fra 31 sekunder og op til 6 minutter.
Alt er improviseret, opstået i nuet og efterfølgende bundet sammen i samarbejdet med Jeppe Saugmann aka Abdullah S, der også bidrager med lidt eksperimentel lydkulisse undervejs.
Som lytter inviteres man med på en musikalsk drømmerejse – uden bestemmelsessted – men med mål og retning undervejs. Det er en plade, der indrammer både storbyens puls og naturens egne veje. Der er stemninger af nat og dag – og af både de dulmende og de dansende døgnrytmer. Som ethvert døgn i livet er der noget du husker, andet du glemmer, og noget tredje der fremover nok blot vil simre i underbevidstheden.
Friskheden og friheden i musikken sprudler og imponerer lige fra start. ”#1” og ”#2” – rummer ligesom bare det hele – og rammer som et tidligt dobbelt peak. Trioen får straks understreget at de er en trio, der spiller på max kapacitet. Der er drive, der er groove, der er space, der er rytme, der er wah wah effekt – og et samspil, der så lige tæt, som det er betinget af høj individuel klasse. På ”#2” fryder Aske Jacoby øret med guddommeligt vellykket guitarspil – der i løbet af nummeret flytter sig fra det jazzede til det fusions-rockende, og derved lander et nummer, der er så brandvarmt at det burde kunne ende med samme klassikerstatus som Mikkel Nordsø Bands ”Fire to My Telephone”. Næsten lige så godt fungerer det også på den legesyge og lidt mere skæve ”#4”, hvor Aske Jacoby også ifører sig førertrøjen.
Ellers er tydeligt at rummelighed og plads er en af hovedingredienser på en album, hvor alle tre involverede musikere undervejs indtager hovedroller, men mest af alt bidrager til den sammenhængskraft, der holder albummet interessant og brugbar som en samlet lytteoplevelse.
11 af de 12 numre er instrumentale – og derved overladt til at være billedskabende for den enkelte. Man gribes jo som ofte af forskellige ting, og for mig føles feks. ”#3” mest af alt som et lille hyggeligt pitstop – på en ukendt, men også noget upersonlig rasteplads– mens et nummer som ”#6” mere er lyden af en dejlig rolig opvågning under en stjerneklar himmel – måske lige efter den dårlige drøm, som beskrives i albummets eneste nummer med vokal ”#5”.
”Scared of the sound of my beating heart” – synger Aske Jacoby her i det lavmælte og dragende jazz-poetry nummer, der igen skubber til selve albummets rammer, og blot bekræfter at trioen ikke behøver bekymre sig mere. Lyden af de bankende musikhjerter er der nemlig med sikkerhed nogle der har brug for ude i en virkelighed, der jo har det med at improvisere når vi mindst af alt venter det.
Rammerne skubbes der endnu mere til på albummets mest eksperimentende – næsten avantgardistiske – numre ”#9” og ”#10”. Endnu to stjernestunder på et album, der stik imod dets hensigt, altså kalder på en gentagelse. Albummet lukker og slukker med ”#11” og ”#12” på nærmest andægtig vis – nærmest som musik til et kirkerum. Ganske smukt – men efter min smag også et lige lovligt søvnigt udgangspunkt til et album med så meget liv. Men uanset hvad – turen derhen var det hele værd!
