Første gang jeg stødte på navnet bag In Memoirs – Morten Fillipsen – var til Børnenes MGP i 2002, hvor den dengang 14-15-årige unge og naturligt charmerende gut stillede op med nummeret ”Du er ikke som de andre pi’r”.
Sikke da et popnummer – og så skrevet og fremført af så ung en knægt! Jeg var ærlig talt imponeret, mens mine egne to små drenge i hjemmet mest heppede på den senere vinder Razz , mens de lavede ”ormen” og andre akrobatiske break dansende moves, som jeg ikke engang ville drømme om at prøve. Jeg blev selv i sofaen og skrev mig navnet Morten Fillipsen bag øret – og satte sangen i jævnlig rotation på min dengang så mageløst moderne IPod.
Året efter kom så en debut CD fra den unge mand Morten, men den vækkede ikke lige min interesse. Måske mest af alt fordi jeg helt tilbage fra jeg selv var barn og siden teenager bare har haft det som en slags ubøjelig tommelfingerregel, at musik og især debutalbum hører til EFTER teenageårene – som jo næsten hvad alt angår – er udviklingstiden, der hvor der bare skal øves, leges, øves, leges, øves etc. Knægten havde nu rent faktisk skrevet cirka halvdelen af numrene selv, og havde ellers fået leveret sange fra gode folk som Rugsted, Kreutzfeldt, Chief1, og Jascha Richter.
Men nok om dengang – bortset fra at når man i dag ser på og ikke mindst hører den nu 33-årige Morten Fillipsen, så fornemmer man billedet af en ganske formfuldendt artist. En der har gået i en god udgave af livets skole, og måske endda også fik noget brugbart med fra sit ungdomseventyr, og som i dag konverterer det hele til det, der altså kan skabe et både modent og modigt udspil i den popgenre, der ellers for ofte behandles alt for overfladisk og flygtigt.
Sammen med produceren Mads Bjørn (Dagsform, TV-2, We Are The Way For The Cosmos To Know Itself, Lis Sørensen, Julie Maria, Stalla Polaris) spiller han selv det hele på dette andet album, som han udgiver under navnet In Memoirs.
Første album fra 2017 viste lovende takter, og var rent faktisk et som jeg genopdagede her i COVID-19-tiden, hvor flere af albummets stadig smagfulde pop-korn pludselig virkede ekstra tiltrængte for øregangene. Og det var i den forbindelse, at det for alvor op for mig, at det Morten Fillipsen kan – når han er bedst – er at skrive nogle både behagelige, vedkommende og langtidsholdbare popsange – om det så er ”Du ikke som de andre piger” fra 2002, ”Wish” og ”All of My Time” fra 2017 – eller ”Your name” og ”Stay Low” fra 2020. En evne han deler med andre gode folk som f.eks. et par rutinerede herrer fra ABBA, Elton John, A-ha, Bon Iver og John Mayer. Alle navne som jeg uden at ryste på hånden godt tør tillade mig at skrive som relaterede artister.
Det er således ikke skabelonpop du får fra Morten Filipsen – der i øvrigt også slår sine folder som sanger og sangskriver i det mere roots orienterede band The Grenadines. Det er derimod moderigtig og voksent pop med levende lag – og finpudsede finesser – og til tider også med plads til de storladne armbevægelser i lydbilledet.
11 numre indeholder ”Hope, Fear & Fashion” – og det hele åbner med en kort lille appetizer ”Make the Swallow Sing Again”, der byder blidt og velkommen indenfor til den popverden, der i de næste 37 minutter i den grad tilhører In Memoirs.
Om denne indledning forklarer han i øvrigt selv på sin Facebook side: ”Teksten stiller spørgsmålet – hvem kan få svalen til at synge igen, og hvem vil lytte? Som musiker i en lille genre er lytterskaren forholdsvis lille, og denne sang sender en reference til min fortid som tidligere kommerciel musiker. Og hvorfor så..?”
Det er således en mand, der i sin sangskrivning inddrager sig selv, giver noget af sig selv, og som tør stille nogle af de mere svære spørgsmål undervejs – håndtere både håb og frygt – herunder om løbet er kørt i forhold til at kunne leve af sin musik, som han gør det i en mine personlige favoritter fra pladen ”In time”. Et nummer, der med et click-beat a la Springsteens ”I’m on Fire” – og ifølge han selv – en væsentlig inspiration fra Sting – i den grad leveres til det svært vanedannende. Særligt på grund af en besnærende snert af roots og country feeling og flavour – som ikke mindst skyldes en særdeles lækkerlydende pedal-steel gæsteoptræden fra Rasmus Skov.
Et lille mesterværk, der også understreger hvilket skøn sanger, at Morten Fillipsen retteligt er. Han kommer godt rundt i oktaverne, og der er glød, inderlighed, lys, varme og ikke mindst hjerte i hver en tone, der kommer ud.
Det viser han allerede på albummets andet nummer – og første sværvægter af en pop-perle ”Your Name”, der med et piano stykke og keys-flader, der er Elton John værdigt, i den grad repræsenterer et af den slags numre, der med både et fantastisk omkvæd, og en dragende sammenhængskraft, må være født med klassiker potentiale i sit DNA.
Det er ganske nutidig pop, men der er bestemt også 80’ernes farvespil indover. Og samspillet mellem nutid og datid fungerer, og sikrer at stikkene tages hjem, uanset om udspillet er et par bløde og inderlige ballader som ”Silly Little Soldier” eller den helt John Lennon tonede – og politisk drejede tekst i ”Even I Like to Lie” eller om det er en hit-listende sag som ”My Home”, der velsagtens kunne have Naïve eller Gangway anno slut 80’erne, som forfædre.
Opskriften er hele vejen igennem godt og kreativt håndværk bygget på den grundsten, der hedder god og solid sangskrivning. Og så har makkerparret Fillipsen & Bjørn selvtillid nok til afstikkerne, som f.eks ”You Can’t Hold Back My Heart” – der mest af alt lyder, som en af de altid vanvittigt fuldkornede popnumre, der i milde strømme udsendes fra den anden side af Øresund. Det lyder kort sagt af svensker-pop, når det er bedst – musik man bare bliver glad af, og som man får lyst til at danse rundt til – selv i eget selskab.
Blandt de 11 numre er der 2 kortere instrumentale numre, der ikke bidrager med så meget endda, udover at være lidt hyggelig svævende pausemusik over middel. Men ellers skal du virkelige gøre dig umage for at finde svagheder på dette album, hvis du da er i besiddelse af noget, der bare minder om et lækkersultent pop-øre.
Hør f.eks. også det næstsidste nummer ”In the Dark” – der sætter tanker i gang om A-ha i deres lidt mørkere lune – og som stemningsfuldt – over hele dejlige små fem minutter- i den grad får love at folde sig fuldbyrdet ud. Den lidt mørkere stemning præger også albummets helt store højdepunkt – ”Stay Low” – der med et rasende iørefaldende omkvæd får lov at lyse op, som stjernen på værket.
Og ja – en popplade – kan også være et værk når det er lavet så gennemarbejdet og gennemført som her. Det bør ærlig talt ikke være til at overhøre at dette ER en regulær gennembrudsplade for Morten Fillipsen.
OBS – bonusinfo til vinylsamlere. Pladen er udgivet i en flot guld Limited Edition udgave (trykt på Nordsø Records) – og det afspejler jo sådan set så ganske fint indholdet.