Indian Cane er først og fremmest et energisk rockband, der efter en håndfuld år på den århusianske undergrundscene – og en enkelt anmelderrost EP tilbage i 2014 – nu endelig springer ud med en omgang dragende dusty-dessert-rock på det særdeles velproducerede og gennemførte debutalbum ”In Between”
De tør rent faktisk lyde som nogle, der tør drømme stort og sagtens kunne indtage og bjergtage det meste af musikverdenen med et ganske markant og universelt udtryk. Besætningen er helt klassisk – Laura Lundfold – vokal, Johnny Kuhn – guitar og backing vokal, Bjarne Roursgård – guitar og backing vokal, Mikael Odder Nielsen – bas og backing, og Rolf Alstrup – trommer
De lyder og spiller, som en legende helhed, men de sætter hver og én markante spor undervejs. Rytmesektionen har endog mange esser i ærmet undervejs. Ikke mindst som klare vejvisere i nærgående numre som ”Be a Man”, ”Fighter” og ”Is This the Way Out” – der ikke kan sige sig fri for at få én til at tænke på Black Keys og ikke mindst Kira & The Kindred Spirits undervejs – uden at der dog på noget tidspunkt er behov for at få musikpolitiet inddraget. Det er mere med tanke på sangenes dikterende drive og energi – og ikke mindst målt på effektfuldheden, at de fortjener og uden forbehold tåler sammenligningen.
Ikke mindst fordi Indian Cane i sangerinden Laura Lundfold – der også er kendt fra det herlige dansk-punk-pop-rock orkester Hvem er Alf? – har et sandt trumfkort, som i karisma og karakter rent faktisk tåler at blive nævnt i forlængelse af en sangerinde som Kira Skov.
Hun rummer både det stemningsmættede, det mørke, det rå – og det lige på – og bakkes hele vejen op af det voldsomt velspillende band. Resultatet er ni sange, der er fyldt med substans og så mange underliggende lag, at de rent faktisk kun bliver bedre og bedre – og overrasker med nyt – ved hver ny gennemlytning.
Det er i bund og grund et guitarorienteret album – forstået på den måde at guitarspillet i høj farvelægger albummet og viser retningen, sammen med den omtalte forlystelsessyge rytmesektion. Der udspiller sig undervejs flere rytmiske romancer i det roterende rockland, ikke mindst i den opbyggelige ”Broken”, der føles lige så tromlende, som var man ombord på en et buldrende lyntog i Tokyo.
Der er også masser af blues-feeling at finde undervejs, f.eks. på albummets helt store mesterstykke ”Mama Don’t Pull That String so Tight” – der krydres med charmerende surf-guitar klange – og simpelthen bare lyder som var det skabt til et soundtrack for en kommende Tarantino film.
Også albummets længste nummer – ”Right Now” på 5.47 minutter, må fremhæves for den ro, balance og stemning den bygges op i – og for at vise at Indian Cane er et band, der er mere end bare ren energi. Den mere afmålte, mens stadig gnistrende optændingstemode er nemlig bestemt også en del af repertoiret.
