Ipek Yolu er et dansk band, der er præget af en verdensmusikalsk nysgerrighed og et udadvendt rytmisk og melodisk lydbillede. Den slags musik, der burde udskrives på recept i stedet for lykkepiller. Den slags musik, der har puls og positive vibrationer som sit DNA.
Medlemmerne af Ipek Yolu – Orhan Özgür Turan (Baglama saz), Lasse Agaard (elektrisk guitar) og Olaf Johannes Brinch (beats, bas og keys) spillede for første gang sammen til en improviseret jam-session under Aarhus Roots & Hybrid Festival i 2018. Tiltænkt som et særligt engangsshow, der fusionerede medlemmer fra bands som Hudna , Junglelyd, og AddisAbabaBand. Showet endte med at vare i næsten tre timer – og en kemisk reaktion var skabt. Årets efter stod de på Rising Scenen på Roskilde Festivalen – og endelig – nu her i 2021 (den 13. august) udkommer deres debutalbum ”Tropical Anatolia”. Det vender vi tilbage til i en senere anmeldelse.
Ipek Yolu er det tyrkiske navn for Silkevejen – der tidligere forbandt kulturer verden over – og var bindeled mellem øst og vest. På samme måde forbinder bandet Ipek Yolu alverdens verdensmusikalske inspirationskilder. Tunge elektro-cumbia grooves, tropisk rytme guitar, orgel gymnastik, saz riffs og surf guitar smeltes sammen i et multikulturelt orgie af sydamerikanske rytmer, afrobeat, traditionel mellemøstlig folk, anatolsk psykedelisk folk, og snert af 60’ernes syrerock.
I går holdt de release koncert i København hos spillestedet ALICE – der havde koncerten med om en del af deres ganske spændende og mangfoldige ‘ALICE Summer Series’. Ipek Yolu er live udvidet med Benjamin Lesak Jensen på orgel/keyboards og Martin Madsen på percussion og diverse rytmeinstrumenter – og de fem funkler som en organisk helhed. Vel omkring 50-60 publikummer i en alder fra vel cirka 2 til 62 år fik sig en solbeskinnet og varm oplevelse på omkring 70 minutter. Det var musik, der påvirkede sjælen på næsten magisk og til tider på nærmest hypnotiserende vis – ikke mindst når numre som ”Ay Asam”, ”Afro Turko” og ”Mustang” beviste, at de var mindst lige så levedygtige LIVE som i de fremragende udgaver på albummet.
Det var kort sagt musikalsk wellness og vitale vitaminer for sind og sanser. Hjulpet af at mennesker nu igen kan mødes i og omkring. Glædes. Røres. Bevæges. Hånd i hånd. På tværs af alder, køn, religion m.v. Fællesskabet i den hyggelige gårdhave blev for alvor åbnet med en dansende kædereaktion, som den smukke finale til de sidste to-tre numre . Det var festligt, det var folkeligt – det var fornøjeligt i alt sin musikalske pragt.
Lige præcis det prik over i’et som SIDE 33’s gode berejste ven og tidligere skribent Kurt Baagø manglede da han tidligere på ugen i Huset I Hasserisgade, så Ipek Yolu give deres første af ugens i alt tre releasekoncerter. Han var ellers ligeså begejstret og skrev på sin Facebook side blandt andet:
”Wuuu-huuuu og wolla for en fed og forrygende aften i Huset i Hasserisgade, Aalborg i aftes med Ipek Yolu, der…bl.a…spiller ifølge eget udsagn: “electronic cumbia, anatolian funk, psychedelic rock & shitloads of twang” + kunne jeg konstatere i aftes, Morricone, afro, noget azerbajdjansk og tyrkisk bryllupsmusik. Men ikke det hele i én pærevælling, ingredienserne nøje udvalgt til hver ret/hvert nummer.
Vi må stadig ikke danse til koncerter, gjorde det en smule akavet til tider i aftes. Jeg var, så vidt jeg kunne opfatte, ikke den eneste, der havde det som om, den stol, jeg var lænket til, føltes som glødende grillkul under min kødfulde bag.”
