af Jakob Bækgaard
Der sker rigtig mange spændende ting i Svendborg, der om noget er en musikalsk by. Traditionen for at præsentere jazz går langt tilbage, faktisk kan foreningen Giant Steps bryste sig med en historie på omkring tyve år. Det betyder dog ikke, at man er ude af trit med tiden. Tværtimod viser programmet en beundringsværdig bredde, der giver plads til etablerede jazznavne som pianisten Carsten Dahl og saxofonisten Jakob Dinesen, men også nyere navne som saxofonisten Cecilie Strange og bandet Sunbörn.
Ipek Yolu kommer fra den nye scene og var aftenens musikalske gave. For som det blev sagt i introduktionen, så er det en tid, der står i gavernes tegn. Det blev blandt andet humoristisk bemærket, at det seneste påfund er fastelavnsgaver og så pakkede Ipek Yolu ellers deres festlige tyrkiskorienterede fusionsmusik ud.
Sazspiller og frontfigur, Orhan Özgur, sagde de ville lege og lytte og det kom til udtryk fra første nummer med den seneste single fra bandets hånd, Anatolian soul. Her kunne man fra starten møde deres signatur; en tight, håndspillet musik med dybe grooves og snurrige breaks. Det er ikke for ingenting at Özgur har lyttet til hiphop i sin barndom. Det var dog først og fremmest den trestrengede saz, der trådte frem i både akustisk og elektrisk form. Her var musikalske arabesker, der indimellem blev samlet i unisone forløb med keyboardspiller Jon Døssing Bendixen. Han spillede på Wurlitzer og en spacy lyserød synthesizer døbt ”den lyserøde panter.”
Bendixen brillerede solistisk med lange syrede forløb og brugte sin stemme gennem en vocoder. Özgur sang også og var en fremragende historiefortæller, der kunne berette en musikalsk historie om sin datter, der ikke kan lide at tabe i håndbold, hvilket blev inspiration til en poetisk titel oversat til at ”man ikke kan dække månen med mudder.” Det er et tyrkisk ordsprog, der signalerer, at solen altid vil skinne, uanset hvad, og et lille hint til datteren om at holde modet oppe.
Der var også fortællinger om en mand under tøflen, en bryllupssang, der med Özgurs ord fik ”et spark i røven” og en sang om en fuld mand på en arabisk hest. Derudover blev en sang præsenteret som en kædedans, hvilket resulterede i at dele af publikum rent faktisk dansede kædedans.
Det var seriøs musikalsk leg og historiefortælling og den funky musikalske backing fra bassist Olaf Brinch og trommeslager Frederik Bülow bandt det hele sammen. Særlig Bülow var en sand rytmeboks, der kastede alverdens rytmer af sig.
Aftenen endte med at blive et musikalsk eventyr som taget ud af 1001 nat, men det passer også godt til et band, der har taget navn efter silkevejen og kan lide at blande forskellige musikalske krydderier, blandt andet stod indflydelsen fra tyrkisk folkemusik og psykedelisk funk stærkt. Man hørte både nye ting og sange fra debuten, heriblandt Mustang og Afro Turko, men det hele samlede sig i en organisk enhed og bandet viste om noget, at de har deres egen sound. Den minder mere om et eksperimenterende verdensrockband som Khruangbin end jazz, men det gør heller ikke noget. Det vigtigste var bandets evne til at spinde besnærende musikalske fortællinger og sætte gang i en funky fest.
