Folkeklubben synger på deres ny-klassiker ”Danmarksfilm” ganske skarpt om hvad der er godt for det der er oppe i vores hoveder.
”Det er en tankestrøm. Det er en blød fraktion.
Og et heltekvad om hel nation.
Hold fri.
Fra mug og melankoli.
Pas på. De knækker din kode.
Det er godt for det, der er oppe i dit hoved”.
… lyder det afsluttende vers, hvor Folkeklubben gør det de er bedst til – at skabe en følelse af fællesskab. Lidt samme følelse får jeg af at have debutalbummet fra det Aarhus baserede band Ipek Yolu i heftig rotation. De knækker min kode, de flytter mig fra mug og melankoli. De gør noget traditionelt til noget moderne, de samler de fire verdenshjørner til en skinnende stjerne – samtidig med at de i selve musikken tør udtrykke mangfoldigheden i ethvert menneskes følelsesregister.
Deres udgangspunkt er en verdenmusikalsk nysgerrighed, hvor de enten via sitrende instrumentale numre eller via nutidige fortolkninger af traditionelle mellemøstlige tekster skaber en kulisse, hvor det er fuldstændig underordnet om man forstår et eneste ord af hvad der synges om (hvilket jeg ikke gør). Det er musikken og stemningen, der her viser vej – og ikke mindst viser nye veje frem. Veje hvor solen skinner, og hvor der opstår smilehuller i kinder, selvom der naturligvis også mærkes nogle bump og noget modvind på livets uregerlige landevej.
Det hele er skabt i et nysgerrigt og meget udadvendt lydbillede – rytmisk og melodisk – til tider helt hypnotisk. Som jeg skrev da jeg så dem live i forbindelse med deres nylige release koncert – ”Den slags musik, der burde udskrives på recept i stedet for lykkepiller. Den slags musik, der har puls og positive vibrationer som sit DNA.”
Grundstammen i Ipek Yolu udgøres af Orhan Özgür Turan (Baglama saz, vokal), Lasse Aagaard (elektrisk guitar) og Olaf Johannes Brinch (beats, bas og keys) og de gæstes undervejs af en masse gode folk – Palle Hjorth, Søren Bigum, Emil De Wall, Rumpistol, Per Ovesen, Serkan Yildrim o.m.a. – der alle optræder som nogle ekstra velvalgte ingredienser. Gæster der ikke stjæler billedet – men gør det fuldkomment.
Ipek Yolu er det tyrkiske navn for ‘Silkevejen’ – der tidligere forbandt kulturer verden over – og var bindeled mellem øst og vest. På samme måde forbinder bandet Ipek Yolu alverdens verdensmusikalske inspirationskilder, der ender i et sandt multikulturelt orgie af sydamerikanske rytmer, afrobeat, traditionelt mellemøstligt folk, anatolsk psykedelisk folk, tyrkisk bryllupsmusik og en snert af 60’ernes syrerock.
Ni numre bliver man forkælet med – og ikke et er overflødigt, for meget eller for lidt . Tre numre er skrevet af trioen selv, så er der fem spirende arrangementer af traditionelle mellemøstlige folkesange, og så har Orhan Özgür Turan’s tidligere band Hudna fået et nummer med – med ny titel og nyt arrangement.
Tre numre har været udsendt som single – og giver et godt fingerpeg om pladens samlede styrker. Singlen ”Ay Adam” åbner albumfesten – først blot med den smagfulde lyd af det mildt blæsende dudek instrument, før at rytmerne tager over sammen med saz og guitar spil af den art, der gør det kropumuligt bare at sidde stille og lytte. Det er sanseligt og dansabelt på samme tid – og det føles som et ‘road trip’ hvor du hopper fra kamel til Harley Davidson og tilbage igen. Den anden single ”Afro Turko” har samme forførende evner i sig – og er samtidig næsten meditativ – uden at være i nærheden af at ende som en ørkenvandring.
Sidste nummer der har været ude som single er den traditionelle ”Ayvaz” – der har Orhan Özgur Turan på vokal. Der er noget Savage Rose over hele arrangementet – hjulpet godt på vej af det tidligere Savage Rose medlem Palle Hjort på organ. Turan synger glimrende, men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan det nummer kunne løftes endnu højere i munden på Annisette.
Det er altid spændende om det er de tre bedste numre, der så er udsendt som singler. Det er det egentligt ikke her. Iøvrigt er det jo heller ikke et single orienteret album. Numrene står hver for sig stærkest som en del af den samlende helhed, man først rigtigt opfatter er der, når pladen har spinnet fra start til slut. DER mærker man den helt unikke sammenhængskraft.
Nuvel ”Mustang” – er nok albummets selvstændigt stærkeste nummer – og kunne bestemt også godt have begået sig som single, hvor det nok skulle tryllebinde de lyttere, der har en sund hang til små psykedeliske country vibes under østlige himmelstrøg. Også afslutningsnummeret ”Fidayda” rummer i sig selv det drive, og de glimt, der i sig selv kan skabe en fest.
En album som dette kan kun laves af musikere, der tilhører den absolutte ’elite’ af udøvende musikere. Dette album er ikke et visitkort, det er et varigt vidnesbyrd om at musik er mere end musik. “Tropical Anatolia” er musikalsk wellness og vitale vitaminer for sind og sanser. Det er godt for fællesskabet, det er godt for det der er oppe i vores hoved.
Lad dette blot være starten på en lang rejse for et band, som forhåbentligt har fået mod på at skrive endnu flere numre selv – for det er rent faktisk der de virkelig kysser stjernerne.
