Hverken Rom, Roskilde eller Rabat blev bygget på en dag. Gæstearbejdergenerationen og deres efterkommere blev heller ikke integreret på en dag, og hverken Isam B eller dagens Gimle publikum lærte at synge på en dag.
Til gengæld kunne man få sig en hjertevarm oplevelse på bare en enkelt slutaugust søndag i Gimle. Endda en musikalsk oplevelse af den slags man måske også kan blive lidt klogere af, fordi den kommer ud af indsigt i en mangeårig historie, som er sjældent hørt eller beskrevet på den danske musikscene.
Isam Bachiri er troende muslim, men han tager ikke på tur for at missionere eller prædikere, selvom han er søn af en imam. Målet for Isam B fornemmes mere som sanger, sangskriver og historiefortæller, at være at finde frem til en forståelse af og en bevidsthed om de mange fælles værdier, der samler os, mere end de deler – også når verden omkring os ændres.
På denne tur er det med et intimt set up, hvor hans mørke karakteristiske stemme blot bakkes op af Troels Kjær på keyboard og Yohanier Ramon på slagtøj samt to korsangere.
Det fungerer – også i sættets vekselvirkning mellem dansk- og engelsksprogede sange – gamle som nye – solo materiale vs. Outlandish fortolkninger. Der lægges ud med ”Pray my lord” – fra det glimrende 2018 solo album ”Lost for words”. Et flot musikalsk udlæg, hvor Isam B meget gerne vil have publikum til at synge med. Det halter nu noget. Ikke på grund af sangen, der er flot, enkel og melodisk, og rummer et næstekærligt og familievenligt budskab, men nok mest fordi det der med, som publikum, at slå sig løs, synge med, er blevet så fremmedartet for de fleste i det 1½ år, som denne koncertturne er udskudt med.
Og det fremmedartede kan Isam B om nogle berette om – ikke mindst via hans forældres historie – og nok særligt hans fars historie som gæstearbejder. Det gør Isam B efter mange års tilløb – og stridigheder undervejs med hans familie – i en kommende bog ”Til Danmark er jeg kommet”. Den udkommer til november sammen med et album med sange, der kan høres som et slags soundtrack til bogen. Første eksempel fra det kommende album var sangen ”Søn af en imam”, der sidste år blev udsendt som single. En overbevisende levering – hvor salen igen – og denne gang lidt bedre – blev inddraget som kor – eller måske nærmere som bindeled.
Det blev dog fra folkene på scenen at det mest imponerende kor arbejde og arrangementer kunne nydes . Det gjaldt særligt på en lysende udgave af ”Deep in the Shadow” (også fra ’Lost for Words’ ) – og ikke mindst på titelnummeret fra det kommende album ”Til Danmark er jeg kommet”, hvor korsanger Paul Clarke – på dansk, trods han kun har været i landet i 3-4 år, indledningsvis gav ny næring til den danske folkesjæl med den slags vokal, der virkede som solskin på endnu en gråvejrsdag.
Til gengæld var det Troels Kjær tryllerier på keys, der løftede den gamle Outlandish klassiker ”I Only ask of God” – i øvrigt med en ny velplaceret dansk sproget indledning. For første gang mærkede man at der kunne være ren magi i luften – helt ligesom der kan være i et ægteskab, også selv det er arrangeret – som Isam B så præcist og inderligt sang om i den nye sang ”Diamanter” (om hans forældre). Det nummer blev fulgt op af aftenens helt store musikalske højdepunkt – en groovy og soulblå udgave af endnu en Outlandish perle ”Callin’ U”. ”Det hele ligger i bassen – som vi altså ikke har med i dag” – sagde Isam B med vanlig underspillet lune – og evnen til at formidle det muliges kunst bedst muligt. Jeg tog mig selv i at sidde og tænke at min all-time favorit blue-eyed-soul sanger Boz Scaggs ikke kunne have leveret det bedre end dette. Et øjeblik af musikalsk verdensklasse.
Heldigvis holdt Isam B og hans hold også højt niveau resten af koncerten, uden dog at nå helt op på den store klinge før at de til sidst sluttede af med en smittende og delvis improviseret version af ”Smile and Pretend” (endnu et nummer fra ”Lost for Words”). Her fik Yohanier Ramom også mulighed for at folde sig ud på sit slagtøj, og Isam B fik for alvor fællessangen på sporet – også selvom han slog over i arabisk undervejs. Der var lutter smil og tilfredshed overalt i salen.
Ind i mellem de to højdepunkter havde vi også fået pænt fremførte versioner af f.eks. af protestsangen ”Benny Adam”, ”Warrier // Worrier”, ”Jeg ved en lærkerede” ,”Aicha” og ”I Danmark er jeg født” – ligesom vi fik højskolesangen ”Ramadan i København” som første ekstra nummer – og i tre forsøg, da et vers drillede den ellers så driftssikre sanger. En sanger, der altså også er en dejlig rolig og lytteværdig fortæller – fuld af gode og vigtige anekdoter og fortællinger om de mange tematikker, som der findes i ’den brune Danmarkshistorie’ som Isam B selv udtrykte det.
Interessant – og tankevækkende – ikke mindst når Isam B stillede skarpt på sig selv og sin generation i endnu en af dagens nye gode danske sange ”Snart blev vi ældre”. En sang, der både i tekst og musik fortjener en fast plads i den danske musikhistorie, som Isam B heldigvis allerede selv er blevet en uundgåelig del af.
Koncerten i Gimle var et stop cirka midtvejs på den aktuelle tur, Næste stop er 3. september på Rampelys i Silkeborg, og dagen efter i Musikhuset i Århus. Den 7. September står han på scenen i DR koncerthuset og turneen slutter den 11. september hos Industrien i Aarup.